Todez rammer som et grumset mudderskred med en skummel blanding af død og sludgemetal, kort og effektivt. Og muligvis noget, der giver hår på brystet og mellem tænderne af at lytte til.
Et mudderskred fra Odense, der her er klar med en kort opfølger til deres debutalbum fra sidste år. 4 numre og en spilletid på et kvarters tid, ikke så meget pis. Det er der heller ikke over selve musikken, som Todez leverer på sammenbidt maner her.
Det er måske ikke stor “kunst”, og bandet lever ikke på formidabel sangskrivning, mindeværdige melodier eller ekvilibristisk teknik. Todez er mere attitude, stemning og sindstilstande end stramme kompositioner. Med en brun, grumset og gusten lyd og en dejligt beskidt æstetik. Tilsat en forsanger, der meget af tiden lyder som om at halsbranden er ved at slå over i regulær opkast.
Det starter harsk ud med “Slaughter One”, der lever fint op til titlen. Der måske heller ikke ligefrem lægger op til en subtil eller raffineret lyd? Med en spilletid på lige over et kvarter er der heller ikke plads til at spilde tiden. Det er dog ikke det samme som, at der ikke er en smule variation at finde på Hunting With Ghosts. På den afsluttende “All New Platic Demon” lyder det faktisk som om, at Todez forsøger sig med en lidt mere teknisk spillet tilgang.
Det er muligvis sigende, at det er det nummer, som jeg synes mindst om på EPen. Variation er fint, men synes faktisk at det klæder Todez bare at være nogle ubehageligt tromlende typer. Direkte ud af Ubehage, Danmark, hvor de til tider lyder som et band, der er ved at komme op og toppes med sig selv og hinanden. Intern tumult på instrumenterne, der ikke får numrene til at falde fra hinanden, men giver Todez et meget kropsligt udtryk og en fysisk oplevelse af lytte til.
Midteraksen på EPen, titelnummeret, “Hunting With Ghosts” og “Unknown Hilton” er også udgivelsens kraftcenter. Fede, kradsbørstige og behårede numre, der bare vælter hen over en. Igen er det ikke fordi selve sangskrivningen er nyskabende eller nødvendigvis mere end “bare” habil. Men opskriften virker kraftedeme.
Todez lyder og spiller som nogle stride børster. Det er lyden af langt skæg og hår, der kunne være mere velplejet, men heller ikke er decideret frastødende. Iklædt forvaskede band t-shirts og slidte sorte jeans. Det er musik, som ikke blot har den nævnte stemning, det har en duft. En duft af usoigneret sludge, som man kan blive helt brunstig af at lytte til.
Af Ken Damgaard Thomsen
