Tobias Trier er i gang med en album-trilogi om aggression, angst og begær. Første del hedder Tyfon, og handler om aggression. Trier kommer godt omkring musikalsk, mens det ikke er altid den tematiske ramme er en fordel.
Første udladning fra den planlagte trilogi om menneskedyrets drifter hedder Tyfon og handler om aggressionen. Trier er måske ellers ikke lige en sanger, man forbinder med arrige udladninger, men på Tyfon giver han det et skud. Lad det være sagt med det samme, at Trier ikke er den bidskeste køter i den musikalske hundegård, men det lykkes nu for det meste alligevel at få pointen igennem, så man også mærker en vis arrighed, især i det tekstmæssige.
Trier begrænser sig til maksimalt 3 1/2 minuts spilletid pr nummer, hvilket er et plus. Det er ikke instrumentale udflugter, der bærer sangene, men enkle melodier og ideer. Det fungerer ikke altid, men for det meste ganske okay og ind i mellem tager det også kegler. For eksempel på et nummer som ‘Æbletræerne går amok’, der, i en form for magisk realisme, beretter om, hvordan ellers grundigt kontrollerede træer på et gartneri pludselig bliver udadreagerende, og samtidig er det en fængende sang rent musikalsk. Og så må man da holde af linier som “Den botaniske verden er i chok/Hvem skulle tro kultiverede æbletræer/kunne gå amok?”.
Helt så begejstret er jeg ikke for den nærmest snakke-rappende åbner ‘Tyfon’, og ‘Hidsig’, hvor vi er endnu tættere på den slags rap som nogle pop- og rock-musikere i 90’erne gerne ville afprøve. Fint at forsøge, og jeg synes godt man kan slippe afsted med det i 2017 – hvis man for eksempel gør det som Mark Kozelek fra Sun Kil Moon. Jeg synes bare ikke det fungerer voldsomt godt for Trier – det kommer til at lyde som noget, der ville passe bedre i en omgang radiosatire hos Selvsving. ‘Tyfon’ har ellers et fint og fængende omkvæd, og Trier har faktisk et godt øre for de små, fængende melodier, der hurtigt sætter sig fast.
Det kan man også høre på den næsten lidt for venligt poppede ‘For sent’ og den lidt mere sfæriske ‘Så slå dog græsset’, hvor især sidstnævnte dog brillerer i nogle små, skarpe observationer fra et dysfunktionelt parforhold, mens ‘De løse hunde’ svinger afsted som en 50’er vise og ‘Fuld fart’ kaster sig ud i et mere kantet og støjende rocket udtryk, hvilket er med til at det samlede udtryk på Tyfon faktisk er temmelig alsidigt.
Det bliver en tand søgt på ‘Dårlig taber’, om at være lidt for galsindet når der spilles spil i familien (men vi kender sikkert godt typen allesammen), mens den lidt bluesede ‘Drømmer om ild’ rammer bedre med sit ønske om at se verden brænde ned, så alt kan starte forfra. Men efter ‘Æbletræerne går amok’ er der lidt længere mellem snapsene på albummet, og der er ikke rigtig nogen af de sidste fire sange, der for alvor gør større indtryk på undertegnede. Der har man i og for sig efterhånden også været på en fin tour de force i aggression, og måske derfor føles de lidt overflødige – et par fine grooves på ‘Du skubber mig væk’ og lukkeren ‘Boksebold’ er ikke helt nok til at ændre den oplevelse.
Derfor ender det samlede indtryk af Tyfon også i midterfeltet, og albummet lander derfor, og på trods af nogle fornøjelige øjeblikke, på 3 solide stjerner.
Du kan finde Tobias Trier på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
