To My Green Lands bekender sig til en lyd et sted mellem Dinosaur Jr., Raveonettes og singer/songwriter på Thanatos, og det fungerer egentlig ganske godt.
For halvandet år siden anmeldte Troels-Henrik debutalbummet How to Store Memories med ros og noget ambivalens (kan læses HER). Nu er det så EP-formatet, der får et skud, og det fungerer ret godt for To My Green Lands. Lyden er ind i mellem lidt lof-fi minimalistisk, og der er lidt Sune Wagner-lignende vokal-tricks, men på plus-siden så er Jimmie Nolsøe, der står bag projektet, en dygtig sangskriver og får med relativt enkle virkemidler melodierne til at brænde igennem.
Åbneren ‘Drifting’, der ved de første lyt ikke gør så meget væsen af sig, og den fine ‘Tired Machine’ er gode eksempler på Nolsøes gode øre for melodier – især sidstnævnte sniger sig ind på én, selv om der ikke er tale om nogen genopfindelse af lo-fi rock – der ligger flere navne og rumsterer i baghovedet mens man lytter. Men begge sangene får lov at udvikle sig stille og roligt. Der er ikke noget forhastet over afviklingen, og det tørre guitarspil og den enkle underlægning understøtter fint Nolsøes vokal.
Det er der i og for sig heller ikke på det oplagte radiohit (‘Tired Machine’ ligger også godt til), den ved første lyt lidt monotone ‘Maybe She’s in Love With You, New York’, hvor den lidt monotone intonation og guitarspillet bliver elementer, der arbejder til sangens fordel i sidste ende. Instrumenteringen vokser langsomt og brugen af en diskret andenstemme fungerer rigtig godt. Resultatet bliver et ganske stærkt lo-fi rocknummer.
Også afslutteren ‘Make It Grand’ har sin egen diskrete indie-hymne melodiøsitet, som holdes klædeligt nedtonet på korstykkerne, men som har potentialet til at vokse til noget storladent, hvis den nu fik fuld slæde i en live-situation – det er sådan én, der kunne gå fællessang i. Det fungerer nu faktisk også ganske fortrinligt i den nedtonede version her.
Og så er der kun ‘And to this World’, tilbage, som gør mindre væsen af sig, og ikke fremstår nær så stærk som de øvrige sange på EP’en, som ellers holder et godt niveau.
To My Green Lands lyder lige så meget af 1997 og 2007 som de lyder af 2017, men det gør egentlig ikke så meget. Sangskrivningen er gennemgående god, og Jimmie Nolsøe har fint styr på de musikalske virkemidler. Man kunne måske ønske sig at kunne høre endnu mere af Nolsøe selv og lidt mindre af forbillederne, og så ville det fremstå endnu stærkere. Det er dog alt rigeligt til 4 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
