The Most Lamentable Tragedy er et overambitøst rockværk i 5 akter, fordelt over 29 numre og knap 100 minutters spilletid, der i perioder leverer høj kvalitet, men for det meste desværre er alt for meget på det jævne. Der er dog en række lyspunkter, som man bør unde sig selv at lytte til undervejs, hvis man er til selvrefererende weltschmerz-rock med store armbevægelser og desperation og sortsyn på alle fingerspidser.
“I var så pissegode engang!”, får man lidt lyst til at udbryde ind i mellem undervejs på The Most Lamentable Tragedy. For selv om titlen på dobbeltalbummet, som oveni købet også er en rockopera i 5 akter, næppe er møntet på værket selv (selv om man godt kunne have frontmand Patrick Stickles mistænkt for den slags dobbelttydighed), så er det ind i mellem halvvejs begrædeligt at The Most Lamentable Tragedy ikke rammer den guldåre af americana-punk-anthem-rock, som kombineret med Stickles selv-spiddende og spydige lyriske udgydelser gjorde 2010’s The Monitor til et hovedværk.
Når det så er sagt, så kan man, væbnet med lidt tålmodighed, sagtens finde en hel del højdepunkter undervejs blandt de 29 numre, som Stickles og kompagni har skruet sammen til lejligheden. De to første akter er de mest skuffende i mine ører, simpelthen fordi der ikke er voldsomt mange spændende kompositioner blandt de 14 numre og Stickles aldrig for alvor rammer de præcise selvudleverende og vildt refererende linier som han gjorde på føromtalte The Monitor (og sådan set også den mellemliggende Local Business, som faktisk har vist sig ganske langtidsholdbar).
Det gør at numre som ‘No Future Part IV: No Future Triumphant’, ‘Lonely Boy’, og den korte ‘Look Alive’ kommer til at fremstå banale og groft sammenstykkede i forhold til hvad man ved Titus Andronicus ellers kan. Samtidig lyder det flere steder undervejs som om Stickles gør en alvorlig indsats for at vrænge og synge mere urent end han plejer, og det kan der muligvis være en pointe i, i forhold til den overordnede historie i rockoperaen, men den går altså lidt tabt uanset, hvis man ikke meget koncentreret sætter sig og lytter og læser tekster.
Der er heldigvis mere at hænge sin hat på i ‘Stranded (On My Own)’ og ‘I Lost My Mind’ (et tilbagevendende tema i Stickles’ univers), hvor bandet rammer medrivende rockstykker, der har snerter af hymne-potentiale.
I anden akt er der mere melodi at komme efter, blandt på fortsættelsen af ‘I Lost My Mind’, og ‘Mr. E. Mann’, hvor historiens protagonist for første gang oplever lidt medvind – titlen viser blandt andet tilbage mod ‘The Electric Man’ fra Local Business, som refererede til en episode, hvor Stickles fik strøm gennem sig på scenen. Så evnen til at selvreferere, ind i mellem både bittert og vittigt, er stadig i behold. ‘Fired Up’ har også storladne rockkvaliteter, mens ‘Dimed Out’ falder lidt i grøften på grund af overstyret desperation. Det bliver simpelthen for meget.
Til gengæld redder ‘More Perfect Union’ (endnu en reference til ‘A More Perfect Union’ fra The Monitor) lidt med sin langsomme opbygning, og periodevise kvaliteter. Til gengæld er nummeret alt for langt. Anden akt afsluttes af lidt stilhed, og så… opsummerer vi lige: Første akt rammer måske fornemmelsen af desperation, men det er desværre ikke specielt medrivende. Anden akt, hvor hovedpersonen er ved siden af sig selv, fungerer lidt bedre og har flere gode perioder.
Tredje akt åbnes af korsang på ‘Sun Salutation’, inden ‘(S)HE SAID/S(HE) SAID’ banker tungt ind, og straks er ørerne spidset lidt mere. Den indre forstyrrede monolog, der fremføres her, rammer en desperat og fortvivlet tone, hvor trangen til at gøre ondt trænger sig på: “This nameless ache that never sleeps//I’ll put it somewhere it won’t bother me//Maybe inside someone else//He said, getting an erection (…)”I know I’ve got something inside me//I’ve always had something inside me//And I need to beat someone//He said, talking to himself again”. Her er det som der er noget nyt, og mørkere og farligere end weltschmerz og meningsløshed på spil i Stickles’ univers.
‘Funny Feeling’ og ‘Fatal Flaw’, der følger efter, bryder samtidig lidt med den sangstrukturerne fra første og anden akt, og det bibringer tiltrængt variation – på sidstnævnte går klaveret ind og fylder godt i instrumenteringen og rytmen rykker godt i vippetøjet.
På fjerde akt kommer vi lidt ud af mørket igen, først på ‘Come On, Siobhan’, hvor violinen spiller en stor rolle i rockruskomsnusket. Den følges op af et Pogues-cover i form af ‘A Pair of Brown Eyes’ – netop The Pogues kan, sammen med blandt andre Bruce Springsteen, regnes for musikalske forfædre til Titus Andronicus, så det passer fint ind i universet – og sætter desværre også en streg under, at et par af numrene fra første halvdel ikke holder niveau. Helt højstemt bliver det på ‘Auld Lang Syne’ (som du måske kender i den fordanskede udgave fra familiefesterne – ‘Skuld gammel venskab regn forgo’), efterfulgt af dunkle timeslag, før vores protagonist kastes tilbage i mørket på ‘I’m Going Insane (Finish Him)’, der hamrer videre på tråden fra de to første udgaver af nummeret (og i øvrigt er en videreførelse af ‘Titus Andronicus Vs. The Absurd Universe (3rd Round KO)’ fra Local Business).
Vi blæser ind i femte akt med ‘Into the Void (Filler)’, som hugger velgørende afsted og hvor lyrikken i glimt rammer plet: “I’m more than some disease//I was born to kill a wicked king//Some kind of Reagan hunter”, og det også bliver politisk og en protest mod udplyndringen af jorden. Og endelig, fristes man til at sige, rammer Titus Andronicus plet på flere numre i træk, for også den klaverbårne ‘No Future Part V: In Endless Dreaming’ giver kuldegysninger. Her træder stemmen indefra frem, og afslører sig som historiens antagonist.
“I got this family, they’re bigger and meaner than me//And they got greener eyes and larger needs//Yes I protected you but now you and me are through//You face ’em on your own and see how good you do”, og ender i noget, der kunne lyde som en opfordring til et fælles selvmord. Dystre sager, men også noget, der rammer én. Det fortsætter på den mere galgenhumoristiske ‘Stable Boy’, der reflekterer over dyrenes bekymringsfrie tilværelse, og efter hvert vers konkluderer “Now I know why I was born to die//I been informed of forever”, på en bund af skæv harmonika. Det er dog lidt sent at komme i gang for alvor, for kort efter er dobbeltalbummet slut.
Måske er det omfanget og forsøget på at levere et tematisk værk, der spænder over flere forskellige faser, der gør at projektet ind i mellem braser lidt sammen og ikke holder et konstant kvalitetsniveau over de mere end 100 minutters spilletid. Det kan også være at Patrick Stickles og kumpaner bare ikke sangskrivningsmæssigt har ramt niveauet til at udfylde spilletiden. The Most Lamentable Tragedy virker i hvert fald overlæsset og overambitiøs. Som samlet helhed er både The Monitor og Local Business bedre, og lettere tilgængelige, blik ind i Titus Andronicus’ univers.
Men der er alligevel noget nyt og anderledes at komme efter på The Most Lamentable Tragedy, især i numrene fra tredje og femte akt, hvor Patrick Stickles rammer nogle nye, og mørkere, kanter i selvet og tilværelsen. Et eller andet sted bør man unde sig selv muligheden for at se om man bliver fanget ind af dobbeltalbummet, men efter en god del forsøg er det endnu kun sket periodevist for mig. Når det så sker, ja, så er der altså også tilbagebetaling ved kasse ét, men som samlet oplevelse er det for ujævnt, både lyrisk og musikalsk.
Om det er ambitionen, der har kuldsejlet projektet, eller om den kreative åre er ved at være tømt, er svært at fornemme, for der kan som sagt spores nye veje i materialet. Men hvor den voldsomme ambition holdt vand på The Monitor, så gør den det altså ikke på The Most Lamentable Tragedy, som, uden at være en decideret begrædelig tragedie, kun lige holder sig i vandoverfladen. Det resulterer i tre stjerner for øjeblikke af høj kvalitet, men for mange på det alt for jævne.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
