Titus Andronicus udgav i 2010 The Monitor, et album, der har roteret jævnligt på mit anlæg lige siden. Med på én gang højpandet litterær og fordrukkent jordnær lyrik, fandenivoldsk energi, Springsteen-riffs, punket attitude, råbekor og shoegazende sekvenser, pakket sammen i et konceptalbum om den amerikanske borgerkrig, var det for mig årets album. Man kunne frygte at bandet var eksploderet ovenpå kraftudladningen, men nu er Titus Andronicus heldigvis klar med opfølgeren, Local Business – en noget anden størrelse og et andet koncept end The Monitor.
Local Business lægger fra land med 3 relativt regulære rocksange med New Jersey-klang. ‘Ecce Homo’ (de litterære, religiøse og filosofiske referencer står allerede her i kø) åbner med misantropiske udladninger fra frontmand Patrick Stickles – de første fire linier i sangen lyder:
Okay, I think, by now, we’ve established that everything is inherently worthless
And there is nothing in the universe with any kind of objective purpose
And you could scream for a hundred years, split that sky with a thousand curses
To tell the evil that men do and, honey, you wouldn’t even scratch the surface
Så er scenen ligesom sat. I Patrick Stickles’ univers er mennesket så absolut ikke noget at samle på, heller ikke ‘dette menneske’ (ham selv). ‘Ecce Homo’ fortsætter mere eller mindre direkte over i næste nummer, med den noget mindre mundrette titel ‘Still Life With Hot Deuce On Silver Platter’, hvor livets elendigheder fortsat spiddes på præcis vis: I exist just as a fish stuck with the pelican blues og My authentic self was aborted by the age of four får Stickles blandt andet spyttet frem her. Tredje led i indledningen er ‘Upon viewing Oregon’s Landscape With The Flood of Detritus’, hvor Stickles reflekterer over observationen af en dødsulykke på vejen, som fører videre i en status over egen livsførelse:
Behold my brother’s beautiful babies! It’s obvious to see
The world’s been making plans to go on without me
I gave my youth to yelling at rivers that refused to flood with angry tears
Now abundant beers await to erase redundant years
De citerede bidder er blot små uddrag, for Titus Andronicus udmærker sig også at være et rockband med lange tekster – det er nærmest en form for råbe-sunget spoken word, Patrick Stickles praktiserer. Ind i mellem blødes det så op af et nummer som fjerde track, ‘Food Fight’, som egentlig bare er en uptempo omgang sjov og ballade-rock, med råbekor. Temmelig studentikost, men også et nummer, som er med til at lette den tunge weltschmertz-stemning lidt, inden vi igen skal med ind i Stickles’ sind.
Det kommer vi nemlig atter på ‘My Eating Disorder’, som handler om Stickles’ egen spiseforstyrrelse. Som jeg ved selvsyn kunne konstatere på Roskilde i 2010 er Stickles en tynd mand, og det har altså sin forklaring. Men hvor sangen i længde og aspiration kan minde om nogle af kompositionerne på The Monitor har den ikke helt samme vægtighed, og nøjes med at være en solid omgang Jersey-rock, med nogle influenser fra hårdrock og heavy metal mod afslutningen.
Den efterfølges af ‘Titus Andronicus Vs. The Absurd Universe (3rd Round KO)’, som er en parentetisk råbe-sang i stil med ‘Food Fight’ (det er dog noget andet, der råbes), inden vi med ‘In a Big City’, vender tilbage til det teksttunge, refleksive univers. Her bevæger Stickles sig fra den ene side af floden, hvor han var a disturbed, dangerous drifter til den anden side, hvor han er a drop in a deluge of hipsters. Her er den musikalske tone mere i det irsk-amerikansk rockede, og sangen vokser sig langsomt stærkere for hver gennemlytning. Det samme er tilfældet for ‘In a Small Body’, den efterfølgende tvilling, hvor det lyder: Try to swallow while you’re still young/That your dick’s too short to fuck the world.
‘(I Am The) Electric Man’ lyder som Neil Young og emmer af ærke-amerikansk rocktradition, og Stickles er i besiddelse af samme dirren i stemmen som gamle Neil, men er lidt en letvægter i Titus Andronicus’ produktion, selv om den bestemt er likeable.
Den afsluttende ‘Tried to Quit Smoking’, er en langsom kinddans med Stickles’ bekendelser af misantropi.
It’s not that I wanted to hurt you/ I just didn’t care if I did
It’s not that I just forgot you/Also, I forgot everything else
It’s not that I do not love you/It’s just that I hate everyone
Det er kradsbørstige følelser, der er på spil. Nummeret bevæger sig langsomt op i tempo, inden det bluesrocker ud med mundharmonika og sætter streg under at Titus Andronicus faktisk mestrer den mere mainstream amerikanske rocktradition, og ikke kun kan smadre den og sætte stykkerne sammen på nye måder.
Alligevel er det som om den sidste del af Local Business foregår i et andet tempo, eller en anden sindsstemning, end de 3 første tracks. Det betyder at der ikke er helt den samme desperate og påtrængende nødvendighed på Local Business, som der var på The Monitor, og der er heller ikke den samme symbiose mellem historisk, filosofisk og litterær kontekst og personlig desperation og livslede. Men den har til gengæld lidt mere ro til at udfolde de måske knap så ekstraordinære rock-hymner, som vokser sig stærkere, når man hører dem flere gange. Det føles dog lidt som en vadestedsplade, hvor Titus Andronicus har bevæget sig ud i floden på vej mod den anden bred. De har ikke helt nået den med Local Business, men det er stadig en solid rockplade med bidder af stor rockkunst og smagsprøver på, hvad Titus Andronicus er mestre i; misantropisk New Jersey-rock med svulstige guitarer, følelserne udenpå tøjet og tekster langt over det banale. Det rækker til 5 stjerner herfra og Local Business er måske et nemmere sted at starte end The Monitor (som jeg ubetinget ville give 6 stjerner hvis jeg skulle anmelde den) for folk, som endnu ikke er suget ind i New Jersey-bandets både misantropisk eksistentialistiske og sært opløftende univers.
Anmeldt af Judas
Se videoen til ‘In a Big City’ herunder.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
