Trælse Tim, denne gang med de søvndyssende krystaller, er klar med det, der er hr. Christensens fjerde album siden opløsningen af Dizzy Mizz Lizzy, og samtidig hans første udgivelse siden netop Dizzy’s succesfulde gendannelsesturne i 2010.
Det er svært at hade Tim Christensen som person, da han virker umådelig flink og rar, på grænsen til det anonyme og selvudslettende, i sin optræden i medierne. Privatpersonen er det mere vanskelig at forholde sig til, da han netop værner meget om sit privatliv. Hans ret, helt bestemt, desværre afspejler hans sange alt for ofte også det indtryk hans person efterlader – anonyme, ufarlige og til tider decideret kedelige.
Albummet lægger ellers ud med tre ret vellykkede numre, hvor Tim’s postulat om at være vendt tilbage til rockrødderne, rent faktisk viser sig ikke at være helt tomt. Første skæring er den over 10 minutter lange “The Damn Crystals”, hvor Christensen og band ligefrem vover sig udenfor den sædvanlige Tim hitskabelon og får skabt en smule uforudsigelighed. “Surprise Me” er en typisk uptempo radio sag, som vi efterhånden kender den fra Tim C’s side, på godt og ondt – helt ok i 2 minutter, men så begynder man at længes efter en mere varieret vokal og mindre forudsigelig melodi. Tredje nummer låner sin titel fra Pantera’s “Far beyond driven”, og kunne være en kommende single med sit fine temposkift mellem vers/omkvæd, letgenkendelige opbygning og syng med potentiale.
Desværre for Tim, og lytteren, knækker albummet fuldstændig herefter, vender tilbage til de popsovsede kompositioner, og tekster, fra de seneste års solomateriale. Der er spredte afstikkere ud i 90er rockland, og kiksede effekter der kunne være fraklip fra en Caroline Henderson plade fra midt 90erne, men alt for hurtigt føles det som om at sangene næsten ikke kan slæbe sig frem til målstregen. Og det tiltrods for en samlet spilletid på små 40 minutter – her skulle man have troet at alt ekstra fedt var siet fra, men man når alligevel kvalme grænsen inden sidste nummer rinder ud. Lang tid inden!
Her bliver det også svært at gennemskue at høre hans bands input, og indflydelse på, musikken. Backing bandet skulle være forfremmet så de og Tim fremstår som en egentlig gruppe, men det hele lyder alligevel umiskendeligt Tim’sk.
Orker ikke en nærmere beskrivelse af hvert enkelt nummer, titler som “Million miles away”, “Happy ever after”, “Love and Water”, “Wiser”, “Never be one until we’re two” taler rent faktisk MEGET for sig selv.
Tim Christensen ER helt bestemt en dygtig pop-rock snedker, men problemet er at, når han “fyrer den af”, så tror man ikke rigtig på det – det bliver aldrig rock n roll dirty, og slår gnister. Det er alt for pænt, poleret og det virker ærlig talt som om han bare skulle bekende kulør og lave den form for radiorock og ballader, som han måske egentlig brænder mest,og har talent, for. Resultatet her er et skuffende album, hvis man håbede på en regulær tilbagevenden til Dizzy dyderne. De var, hvis man kigger tilbage nu, muligvis et ret ordinært gymnasie rockband, men de ramte noget i store dele af den danske ungdom, og det holdt sgu.. dengang! Nu lyder det blot forceret og meget gumpetungt, især på et album hvor størstedelen af de monotone sange ikke kunne fornærme en P4 lytter kl 6 om morgenen.
Men vil ikke udelukke at der er kvaliteter at finde i dette album, hvis man er fan af Tim Christensens solo karriere, om ikke andet må man da rose den flotte produktion og Tim’s evner for at flette en nuttet melodi sammen – kønsløst eller ej.
Har det lidt med Tim som jeg har det med ben der sover. Hyggeligt i en begrænset periode, men det bliver lyn hurtigt irriterende, ensformigt og går en på nerverne – især hvis man gerne vil bevæge sig ud af stedet.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
