Med Om et mistet anker debuterer Tilflugt med en både eksperimenterende og afdæmpet rockende lyd, der både har noget drømmende og noget rytmisk jordbundent over sig.
Der er noget næsten sart over Tilflugt ind i mellem. Den unge kvintet med base i Aarhus foreslår selv “bedroom rock med jazzede og klassiske elementer” til at beskrive deres musik, og det rammer ikke helt ved siden af. EP’en (der vel næsten er et mini-album med sine syv numre?) indledes med ‘Forglemmigej’, og som blomsten med samme navn kan syne, virker Tilflugt her også sårbare og spinkle.
Et nummer som ‘Isolation’ rocker mere, men Tilflugt bliver aldrig kantede og aggressive. Og det er helt fint, for det er tydeligvis noget andet bandet vil. At det ikke er kantet, betyder bestemt ikke at det er glat eller poppet, for Tilflugt er heller ikke helt nemme at gå til, og kræver nogle gennemlytninger.
Virkelig stærkt står EP’ens tredje nummer, ‘Korte Arme’, som rocker på sin egen stilfærdige måde. Der er tyngde i bas og trommer, der giver et fint modspil til Caroline Margaret Nilsson’s mere luftige vokal og guitarerne. Her smager det en lille smule af PJ Harvey.
På ‘Undersøiske Vulkaner’ er der en lille bismag af Thom Yorke og Radiohead i deres mere æteriske hjørne, men samtidig er Tilflugt også sig selv. At Radiohead dukker op i tankerne er nok ikke helt tilfældigt, for i pressematerialet skriver bandet, at de på sigt håber på at komme til at lyde som “produktet af Thom Yorke og Katinkas hede kærlighedsaffære”. Nilsson’s vokal ligger også et sted midt i mellem, oftere luftig og lys end Katinka’sk kraftfuld, men der er bestemt også saft og kraft bag flere steder undervejs på Om et mistet anker.
Der er noget drømmende og samtidig meget stofligt over Tilflugt. Den krydsning møder vi også på ‘Store Byer’, mens ‘Nat’ vel nærmest er et lydlandskab med ordløs sang. EP’en lukkes med en tur ned på ‘Dalens Bund’, der har et skær af overjordisk mystik i lyden, men langsomt udvikler sig fra luftigt svævende til at være mere jordnært baseret i bassens og trommernes rytme. Det er den spændvidde, der også gør Tilflugt til et interessant bekendtskab. Der er noget både æterisk og jordbundent over bandets lyd.
Det er altså ganske spændende, det Tilflugt har gang i på Om et mistet anker. Der hvor der stadig er et arbejde, er i at gøre kompositionerne mere skarpe, og måske også mere fængende. Det er egentlig ikke fordi det gør mig noget, at Tilflugt tager sig god tid med deres numre og gerne tager nogle afstikkere undervejs – det fungerer fint, at sangene får lov at udvikle sig, men ind i mellem virker de også nærmest jammet frem. Det har bestemt også sin charme, men det ender ind i mellem også i sangstrukturer, der ligner hinanden i deres penduleren mellem det drømmende og det mere rytmisk jordnære.
Der er dog rigeligt gods i Tilflugt til at høste fire store stjerner herfra i denne omgang.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Lucas Bjarke Jensen, Tilflugt EP-cover
