Hvordan opsummerer og bedømmer man et musikår ud fra hvad der er udkommet af album og EPer? Det er nærmest umuligt, bliver aldrig komplet eller fyldestgørende, medmindre man har fået hørt “alt”… Det har Ken ikke, men her er nogle tanker om noget af det, der blevet lyttet til og har været 2021s soundtrack.
Jeg har ikke engang fået lyttet til en brøkdel af det, som er landet i vores indbakke af danske udgivelser. Og de udenlandske jeg har hørt, i hvert fald reelt nye plader, kan muligvis tælles på én hånd.
Derfor vil det her også bare blive en meget subjektivt og skævvredet serie af øjebliksbilleder. Måske meget tidstypisk i disse fragmenterede streamingtider? Man kan vælge, vrage, plukke og smage. Og bombarderes konstant af algoritmedikterede forslag og spillelister.
Det gør sig, naturligvis ikke gældende for vores indbakke. Hvor udvalget er bestemt af, hvad vi modtager. Men, mængden alene gør, at det næsten kan føles lige så uoverskueligt som når man åbner sin Spotify APP. Det blev også for meget på et tidspunkt, efter knap 10 år tog vi en puster henover sommeren. Alt flød sammen, intet hang ved og vores ører og hjerner var trætte og trængte til et reboot. Måske var vores pause for kort?
I hvert fald er der ikke SÅ mange udgivelser fra i år, som har sat sig fast i hukommelsen, nu jeg kigger tilbage. Heller ikke selvom, at jeg i år, med og uden timeout, har anmeldt langt færre plader end der seneste årti.
Dommedagsbomben og den stille sniger
Det peakede for 3-4 år siden, hvor jeg anmeldte 108 album og EPer (plus koncerter, plus hvad der ellers blev produceret af materialer til siden). Der burde jeg nok have stoppet lidt op, fået pusten og lyttet til det mentale sidestik.
Jeg bøvler stadig med eftervirkningerne, det er nok en af grundene til, at overskuddet ikke længere er det samme. Og at udgivelser, selv dem jeg anmelder positivt, har problemer med for alvor at sætte sig fast, eller blive fundet frem og lyttet til igen.
Derfor var en af årets store, positive overraskelser og plader som for en stund gjorde Indtryk, også en jeg ikke anmeldte. Faktisk fløj den så meget under vores radar, at den ikke blev omtalt på siden før jeg opdagede den i forbindelse med Snapshots of a Wo/Man arrangementet på Urban 13. Her var Tomas Høffding med-arrangør og hans musik et af de bærende elementer og gennemgående soundtrack til de dokumentarfilm, som var omdrejningspunktet for en aften i køns- og sexismedebattens tegn.
En eftertænksom, rolig men alligevel dramatisk, lavmælt men alligevel voldsom udgivelse. 10 dunkelt dunkende elektroniske popnumre udgør Ild, Drømme, Frihed og Fred, der vævede et betagende, stemningsfuldt og blåligt univers sammen. Med Høffdings personlige tekster og underligt dragende vokal helt tæt på. Skøn plade, som fortjener mere opmærksomhed derude og et genlyt fra mig. Jeg ODede lidt på den i ugerne efter arrangementet og pakkede den bevidst væk, så jeg kunne genfinde den her sidst på året.
En anden plade, der momentvis fik fat og rusket mig godt igennem, for så at dykke under radaren igen, var LLNNs Unmaker. Et bombardement af en plade, hvor de sci-fi begejstrede post-apokalyptiske hardcore rumballademagere satte en tyk streg under, at de på plade stort set er i en liga for sig selv. I hvert fald indenfor denne brutale og bombastiske genre. Ok, de har den næsten også for sig selv…
Unmaker virker på mange punkter, som en foreløbig kulmination af LLNNs projekt og udgivelser. En sammensmeltning af det de har lært på deres foregående, også meget sammenhængende og imponerende plader. Nu skal de bare lykkes med, at omsætte dommedag i en livesetting.
Rocken er ikke død, den ruller bare lidt i rabatten
Knap så helstøbt, og mindre overvældende, i hvert fald hvad musikalske overraskelser angår, var nogle af de rock- og metalplader, som fandt den snørklede vej gennem mit tilstoppede lytteapparart.
Crocell var, hvis ikke andet, bundsolide på deres dobbelt-EP Baptized In Bullets og Funeral Bliss. De forsøgte endda, via lidt justeret lyd og forskellige producere, at få mere variation ind i deres sortnede dødsmetal. Driftssikre er de, det kneb måske lidt med de mindeværdige sange. Mindeværdige var UDÅNDE tilsyneladende heller ikke, selvom jeg sendte 5 stjerner efter albummet life of a purist i begyndelsen af året, dengang vi stadig gav stjerner. Her må jeg erkende, at jeg ikke har genhørt pladen siden, eller kan huske så meget som en eneste tone derfra.
Måske er UDÅNDE et godt eksempel på en plade og anmeldelse, som stammer fra vores alt for langstrakte outro, inden vi trak stikket for en stund i sommers? Heller ikke Anti Ritual og deres aggressive hardcore på Expel the Leeches satte sig for alvor fast, men den plade anmeldte jeg fornylig, så hvad skyldes det så? Enten er det et tidligt tegn på, at jeg snart har brug for en skrive-ferie igen.
Lytter jeg til faresignalerne? Eller også var det fordi, at jeg syntes det bestemt velmenende band med noget på hjertet prædiker for koret. Et kor jeg på sin vis selv er en del af… Opsang fra egne rækker eller paroler til barrikaderne, effekten var den samme på og for mig. Let skuldertræk.
Et skuldertræk (og klap) fik Blitzkrig også for deres reelle debutplade. Jeg elskede og roste numrene på sidste års Sange 19/29 udgivelse fra de 80er inspirerede indiepop/rockere. En art opsamling af Thy trioens hidtidige singler og andet materiale fra gemmerne, som gemte på indtil flere fremragende sange. Knap så iørefaldende, men måske mere helstøbt, var Vandene der deler os. Men, vi fik da super singlen “BBB”. Et nummer af den kaliber havde Situationsfornærmelse ikke, da de udsendte plade nummer to, aka “mere fra samme vulgære og konfronterende skuffe” fra de fartglade, gale og gakkede aarhusianere.
Det var som om, at joke, punchlines og budskaber var morsommere, ramte mere plet og havde mere bid i første hæsblæsende omgang. De skal nok lære nogle nye tricks og metoder næste gang for ikke, at ryge helt ud i randområderne af min bevidsthed. Samme med bands som Høvl, og tildels Taunus, der ellers lavede en effektiv, lille rock demo/EP.
Fællesnævneren her er netop “lille”. Lille i skala, udsyn, opfindsomhed og, muligvis ambitioner. Hvis det er talentet det kniber med, så er der ikke det store at stille op, men ellers skal vi bare have skrevet nogle bedre og mere opfindsomme sange i upcoming rockgenren. Medmindre du er SÅ dygtig, at du får en voldsomt fængende melodi ud af de kendte og slidte byggesten.
Fladpandet klovnesatire og en prut i kirken
Er det bedre eller værre, at være lettere forglemmelig eller decideret dårlige, hvis ikke anstødeligt ringe? I det mindste har man en tendens til, at kunne huske kunstnere og udgivelser, som falder i de sidstnævnte kategorier… Ok, måske ikke sangene som sådan, med i hvert fald glimt af lyde, indtryk og følelsen, som rædslerne efterlod. Et band som AR var bare dårlige og dermed også kedelige, hvor ikke meget fungerede. Men, i det mindste fornemmede man at de gav det et skud og prøvede.
Wolf Devil prøvede på at være sjove, satiriske og servere bedaget metal-opkog med et glimt i øjet. Jeg havde mest lyst til at kaste op.
I min verden er der nærmest ikke noget værre indenfor satire end nogle, som tror og selv synes de er sjove uden, at være i nærheden. Medmindre tåkrummende stemning er en del af pointen, naturligvis. Wolf Devil er dog ikke Klovn, men bare enerverende, usjove og kiksede pauseklovne, som jeg ikke havde bedt om eller brug for. Men, jeg var nok bare en udbrændt amatør anmelder, som trængte til at hvile sine tonedøve ører og trætte grinemuskler? Lyt selv HER, jeg vil hellere styrte på cykel, det får jeg sikkert flere grin ud af, trods alt.
Nu skal man ikke undervurdere foragt, i det mindste kan jeg huske Wolf Devil. Så jeg kan ikke anklage dem for, ikke i eller anden forstand at være “mindeværdige”. Det er nok mit største problem med udviklingen af udgivelser og mine anmeldelser i disse år. Har jeg hørt for meget og for evigt fyldt harddisken, eller slidt den så meget, at den hurtigt bliver fyldt op efter hvert reboot? Er kvaliteten og fantasien dalene i vækstlaget? Næppe…
Klippe/klistre i den moderne, musikalske legestue
Der kommer bare virkelig meget, så det kan være svært at efterlade længerevarende indtryk, eller få tid til at sætte sig fast. Det går hurtigere og hurtigere, en gammel kliché, men i disse streamingtider er det virkeligheden og omstændighederne.
Men, det flagrende, fragmenterede og omskiftelige KAN også smitte af på musikken. Af det jeg har fået lyttet til virker to navne, som praytell. og Glitchi inspireret og præget af tiderne, og gearet til dem. Førstnævnte virkede punktet og anarkistisk i sin tilgang til musikken og i den voldsomme og pågående attitude den formidles med. Glitchi er mere følsom, i glimt, hvor der også lukkes noget sart ind i det genremæssigt flimrende univers.
Fælles for de to er, at de er eksempler fra den moderne musikvirkelighed. Der er ingen regler, du kan shoppe gerne som du vil og klippe og klistre det sammen. Pyt med hooks, store omkvæd og radiovenlig udformning. Du skal bare have nogle soundbites, der kan bruges rundt omkring på hurtige online platforme. Dermed ikke sagt, at der er tale om ren overflade og der ikke KAN tænkes i noget mere helstøbt, indenfor denne verden.
Glitchi virker faktisk ambitiøs, velovervejet og som der er tænkt i, at musikken også skal være et værk. Bare et, som er tilpasset og indstillet på en anden kontekst end, den min generation er vokset op og bekendt ved. Der er en mening med galskaben. Man er bare nødt til, st møde disse nye kunstnere på deres banehalvdel og på deres præmisser. Dømmer jeg dem ud fra en klassisk pop og rock tankegang, og måden musik blev lavet, pakket ind, præsenteret og konsumeret på, så opdager jeg for sent, at toget er kørt fra mig.
Hop på hypetoget inden det kører!
Dermed ikke sagt, at jeg forstår eller kan lide alt, bare fordi det er nyt og jeg måske er bange for, at gå glip af det nye sorte. Og derfor bare spiller med eller hopper på det hurtigste hypetog. Som jeg skrev i min anmeldelse af Sauna Senere og deres, trods en række børnesygdomme, fornøjelige EP:
“Det er altid farligt, at udnævne nye orkestre til det “næste et eller andet” og “det nye X”, det kan ligefrem være, at gøre bandet en bjørnetjeneste. Ofte kan det også være en medieskabt ting, som kan blive selvforstærkende. Der gør, at bandet måske ikke helt kan følge med, egentlig er “klar”, eller i visse tilfælde overhovedet har fortjent opmærksomheden. I hvert fald ikke i den grad mediebranche-genereret buzz kan fremtvinge.
Jeg forstår, at det handler om, at være først med det seneste, gerne på forkant. Og hvorfor musikmedier, i skarp konkurrence, er ved at falde over hinanden for, at være først ude. I stedet for, at halse lidt bagefter og hægte sig på et hyptog, der allerede ruller. Jeg skriver det her for, at slå fast, at det er og bliver GFR aldrig interesseret i. Og det er IKKE derfor vi roser eller “hyper” unge/nye kunstnere.
Vores platform er et trinbræt, og nogle gange et lille og beskedent et. Et potentielt (forhåbentlig) springbræt til næste trin på mediestigen. Og en platform, som kan give plads til kunstnere, som måske aldrig “bliver til mere”, fordi… fordi. Når kunstnere ER blevet samlet op af de de større fisk i mediedammen, så er vi, jeg vil ikke sige “færdige” med dem. Men, jeg har den indstilling, at så kan (og skal) vi måske ikke gøre mere for dem. Vi er rugekassen, ynglepladsen og kravlegården”.
Det virker på mange måder, som et passende punktum og opsummering. Kravlegården vil fortsat holde åbent i 2022!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Rasmus G. Sejersen, LLNN pressefoto
