Tidlige Armbånd gør, på godt og ondt, tingene på deres egen legesyge måde. Her er tilsyneladende ingen musikalske grænser eller begrænsninger, idérigdommen er stor, men en lille smule grovsortering i de mange indfald ville måske være at foretrække.
Normalt giver vi ikke stjerner til koncerter med en så begrænset spilletid, som de 30 minutter der var til rådighed på Uhørt, da grundlaget kan virke lidt tyndt til en fair dom – men nu gør vi en undtagelse. Jeg så så mange koncerter på Uhørt, at jeg føler sammenligningsgrundlaget er i orden, så ved mere eller mindre udvalgte koncerter, som denne, uddeles der stjerner. De skal tolkes “i sammenligning med” de andre halvtimers koncerter på festivalen, så det er et lille lukket univers, hvor der drysses stjerner ud.
Et godt stykke inde i Tidlige Armbånds koncert på Tak Rock Scenen lød det fra forsangeren “brikkerne falder snart på plads”…. det ved jeg ikke om de nogensinde gjorde for mig i tidsrummet 16 til 16.30, hvor bandet prøvede at jage regnbygerne væk for bestandig på den store scene. For Tidlige Armbånd’s musik virker som et puslespil. Et musikalsk puslespil, hvor bandet har skilt det helt ad og smidt kassen med motivet væk. Det er også lige meget, for bandet har sat brikkerne sammen som de synes, uden hensyntagen til om de egentlig umiddelbart passer sammen, eller om det samlede billede forestiller noget genkendeligt.
Det var egentlig mere “sært” og “interessant” end nogen decideret stor musikalsk oplevelse for mig, dertil var de mange genrer og temposkift mellem, især i selve numrene, lidt for meget. Ikke mindst i koncertens første halvdel, hvor det virkede som om de mange brikker bare blev presset sammen uden skelen til nogen form for sammenhæng de enkelte brikker imellem. “Nogen der har det sygt autentisk derude” var de første ord fra scenen, inden pop, rock, funk og alt muligt andet væltede rundt i samme nummer. Poppede og typisk moderne dansksproget sangskriver tradition blev afløst af pludselige tromme eksplosioner, vilde og kryptiske udflugter på bassen og generelt kaos og sangstrukturer man blev helt rundtosset af. Faktisk som om der var tale om flere numre, der var klippet sammen, og så kalder vi det en sang når vi har spillet længe nok. Sådan tror jeg nu ikke det forholder sig, der er jo nok en bagvedliggende mening med galskaben fra bandets side, men det var alligevel den spontane følelse jeg stod med.
Hvis det er målet at fremmane en følelse af, at her er alt tilladt, musikken og scenen er en legeplads og en anarkistisk og grænseløs tilgang til det at skrive sange, så lykkes missionen. Men det gør det måske mest spændende for de udøvende musikere, for som tilhører savnede jeg, ikke mindst i koncertens første halvdel, nogle pejlemærker i det cut up prægede lydbillede. Og ikke mindst bare noget så gammeldags som gode og mindeværdige sange. Det var til tider både morsomt og fascinerende, at følge med i hvad de nu fandt på, på scenen, men jeg har svært ved at huske et nummer, eller bare en passage, efterfølgende. Der skete ganske enkelt FOR meget for mig, og de mange idéer og skøre indfald endte med at have den modsatte effekt – i stedet for at få det til at skille sig markant ud, flød musikken lidt sammen i flimrende zapperi.
Det var faktisk så spraglet indledningsvis, at anden halvdel af sættet virkede mere “grounded” i sammenligning med. som om bandet startede koncerten med deres mest fragmenterede numre, og i løbet af koncerten fik smeltet delene sammen til større, lidt mere sammenhængende, flader. Godt tænkt, hvis det er meningen, at vende den gængse koncertskabelon om og i bund og grund lave en omvendt opbygning. Det viser, om ikke andet, at bandet ikke har berøringsangst overfor noget som helst, hvad musik og koncerter angår, eller den gængse opfattelse af etablerede regler for dette. Men der er en grund til at disse konventioner virker. Når bandet pludselig ud af det blå leverer et afdæmpet nummer med havbrus, fuglesang og en vokal med godt med effekter, så virker det som isoleret eksperiment fint nok. I en større sammenhæng, selv en så kort en som de 30 minutter bandet var på scenen, så virker det bare som endnu et kuriøst indslag.
Tidlige Armbånd var lidt en oplevelse af, at stå på en legeplads og kigge på en sammentømret flok unger, der har gang i deres egen særprægede leg, der måske nok rummer sin egen interne logik, men for os udenforstående bare virker lidt sær og gakket. Det er dog befriende, at opleve et ungt orkester der modigt kaster samtlige regelbøger ud af vinduet og med barnlig energi og nysgerrighed finder på helt nye lege og måder at sætte velkendte byggeklodser sammen på. Originaliteten og eventyrlysten besidder de, nu mangler der bare en lille smule finpudsning og sortering i de mange idéer, så der rent faktisk dukker nogle rigtig gode sange op.
Men så går det sjove måske af det?
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
