Sorte sole skinner over regionens blege børn og Tidlige Armbånd er ikke nemme at blive klog på. Det er vist heller ikke meningen, men det giver også en noget uforløst fornemmelse når man har fået slæbt sig gennem EP’en.
Sorte sole skinner over regionens blege børn. Jeg kan sgu godt lide den titel. Jeg ved til gengæld ikke helt hvad jeg skal mene om Tidlige Armbånds musikalske univers. Specielt er det i hvert fald. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg skal definere det, og det kan jo både være godt og skidt. Ken har tidligere haft sine udfordringer med at finde ud af hvad han skulle mene om Tidlige Armbånd, så det er nok ikke bare mig. Bandet er i øvrigt også selv helt bevidste om det, kan man læse sig til i pressematerialet, hvor der blandt andet står: “Vi har forsøgt at skabe et mareridtsagtigt univers med skævvredne proportioner og absurd uligevægt”.
På åbneren ‘Abstract’ lyder det som om vokalerne spilles baglæns og så bliver det hele endnu mere udfordrende at følge med i, end det er på de efterfølgende numre. Det har jeg en lille smule svært ved at kapere i længere tid, og står relativt hurtigt af. Til gengæld er det som om, numrene lige så stille bliver mere konventionelle som EP’en skrider frem – eller så konventionelle som Tidlige Armbånd kan blive.
Således er vokalen på andet nummer, ‘Maya’, tydelig – nærmest spoken word, på et flimrende bagtæppe, så vi lander et sted mellem Bisse, Claus Høxbroe og lidt for moderne rapmusik. Men omkring to minutter inde bliver vokalen blødere, mere tilgængelig, inden vi får et mere skævt hakkende instrumentalt stykke (eller, der er vokaler, men de fungerer som instrumenter), inden der igen kommer vokal, denne gang med autotune, inden det er som om det igen går i opløsning.
På ‘Timo’ er det igen talt vokal og forvredne vokaler i baggrunden, en hakkende synth, gentagelser af ord, før vi får en ny vokal, der tale-rapper henover de forskellige vokalspor og til sidst et klappebeat og noget der lyder som en jamaicansk steel drum – før nummeret igen skifter spor og på et trommebeat får en mere afrikansk klingende vokal ind over. Det er ikke sådan til at finde hoved og hale i, og det er givetvis en del af pointen.
En forvreden vokal indleder på ‘Folkemål’, som igen er lidt af et fluktuerende track, en hamskifter af rang, der hakker afsted, og hvor vi i øvrigt får linien, der har givet EP’en titel. “Sorte sole skinner over regionens blege børn”, en linie, der i følge pressematerialet har en eftersmag af både danske selvtilstrækkelighed, storkapitalens svindlen uden konsekvenser og københavneri. “Fuck det hele!”, kan jeg tyde et andet sted mod slutningen, og jeg tænker at EP’en på mange måder er en fuckfinger til alt det, der er galt med nutiden.
Vi slutter af på ‘Solsiden’, mere tilgængelig med noget, der minder om en gennemgående rytme, en mere afdæmpet vokal, men selvfølgelig også stadig diverse skæve indslag – her blandt andet strygere og en blæser på et kort, nærmest jazzet stykke – men også med EP’ens mest catchy bidder. Her ruller sangens fortæller rundt med “de varmeste drenge som verden endnu har set”, inden det hele ender i en gang strygersovs. Og så er EP’en ovre og man sidder og tænker over, hvad det mon helt præcist gik ud på. Med pressemeddelelsen får man selvfølgelig lidt mere klarhed, men uden den ville jeg have været et mellemstort spørgsmålstegn.
Der er en del elementer i mareridtet undervejs, som man får lyst til at spole tilbage til og lytte igen, og det er også det, der gør at EP’en ikke er totalt ulytbar – det er tydeligt at Tidlige Armbånd gerne vil udfordre konventioner, at der er leg med lyden, men alvor bagved. Men det ER altså en svær mundfuld at sluge, og for mig blev det aldrig en fornøjelse eller en udfordring på den gode måde at finde hoved og hale i Sorte sole skinner over regionens blege børn. Hvor fantastisk jeg i øvrigt end synes titlen er. Vi lander på 3 stjerner og en forsigtig anbefaling til dem, der kan lide avantgarde, mens andre nok skal gå respektfuldt udenom.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
