Tidlige Armbånd er tilbage, endnu mere eksperimenterende og legesyge end tidligere, på en EP, hvor der lystigt leges med ord og blandes genre.
Eller EP og EP, med 7 numre og en spilletid på 23 minutter nærmer vi os vel en form for mini-album? Hvor om alting er, så er Tidlige Armbånd ikke blevet mindre eksperimenterende siden jeg anmeldte deres debutalbum.
På Det vi skylder til hinanden giver det nærmest ingen mening, at begynde at tælle og remse genre op, for indtryk, stilarter og referencer vælter ud af højtalerne i en jævn strøm. I små bidder, korte glimt, en lyd, en stemning, en længere passage, et beat, en antydning? Op og ned i tempo, ud og ind mellem hinanden, så man mistænker dem for grænsesøgende adfærd: hvor langt KAN vi egentlig gå, inden sangene opløses og det hele falder fra hinanden.
Vi nærmer os punktet et par steder i løbet af de 7 numre, men ryger aldrig helt ud over kanten. Kun lige hen til den, kigge ud og ned og måske danse lidt tæt på og udfordre skæbnen. Men lige når det hele er ved at stikke af, eller sangstruktur og toner truer med at splintres, eller fordampe i det lunt boblende lydbillede, så er der et eller andet der hiver en tilbage i musikken.
“10.000 morgen fester, hvad har vi egentlig lært?”, lyder det i “10.000 km”, der efter sigende er en coming of age fortælling, der sætterspørgsmålstegn ved og fabulerer over, hvad vi egentlig har lært? Der er ikke noget konkret svar, som sådan, det føles som om der tænkes og funderes højt, mens musikken tripper lidt af sted i baggrunden. Eller, lidt mere i baggrunden og knap så markant, så vokalen og ordene får mere plads end nogle af de andre numre.
På et nummer som “Eurozonen” flyder det hele mere sammen i en form for synth-tåge, et på sin vis roligt, næsten meditativt nummer, hvor teksten virker mere abstrakt og “gemt væk”. Som om den er ét med resten af musikken. Og så alligevel, der synges om et opsving, hvor “halvdelen er stjålet” og fortællerens “dybt forgældede hud”, mens forskellige effekter og elektroniske krusninger bølger henover ordene. Det føles både meget tæt på og forankret i virkeligheden, på den anden side også som om man er transporteret over i en form for alternativ virkelighed, eller et parallelunivers.
Sådan er det i det hele taget, at befinde sig i selskab med Tidlige Armbånd. Det er både ret genkendeligt det der rammer ens øregange og samtidig underligt forvrænget, udtydeligt, vendt på hovedet eller sat skævt sammen. Det gør også, at man konstant må fintune ens lytteapparat i et forsøg på nogenlunde, at ramme deres frekvens.
Derudover har musikken, eller bandet, også en tendens til, at stige i lydtryk og klarhed, som numrene skrider frem. Så nogle steder kan man godt begynde i lidt “grumsede” lydbølger, netop som der skal tunes ind på det og så skrues der ellers langsomt op. Eksempelvis på “Morild”, der egentlig ender med, at være ret massiv og “dunkende” i sin lyd, ikke at det bliver bas-arm dansetons, men mere på en måde, hvor man kan forestille sig beklædningen på højtaleren trække vejret lidt tungere, eller ens trommehinde blafre lidt ekstra.
På den afsluttende “Anne” bliver både tempo og klang helt jagende og pågående, så pulsen uvilkårligt ryger i vejret. Så kommer der en pludselig opbremsning, hvor der stoppes op, stenes og kigges ud mod horisonten. Det er næsten sumpet hip hop i en syntetisk indpakning, men stadig med en udefinerbar organisk følelse og varme.
Grundstemningen hos Tidlige Armbånd definerer de som “skuldertræk og fremmedgørelse”, hvilket man sagtens kan fornemme. Men jeg synes aldrig det resulterer i et decideret kold lydbillede, eller “ligegyldighed”. Der er masser af liv, og vel også en form for håb, ellers gad man vel ikke sidde og finde på alle disse musikalske krumspring og eksperimenter. Det vi skylder hinanden, er i i hvert fald ikke, at være ligeglade. Det tror jeg heller ikke Tidlige Armbånd er, så brugte man vel ikke så meget tid og energi på, at prikke til ens forventninger og lavede i stedet for noget mere letfordøjeligt og forståeligt?
Det er også noget af det, der gør Tidlige Armbånd spændende, at lytte til, Du får bestemt ikke alt foræret, på den anden side er det heller ikke utilnærmeligt. Det er lidt som, at se nogen være i gang med en eller anden leg man umiddelbart ikke halet forstår, men egentlig gerne vil være med i. Det gør også, at det hele lige skal betragtes fra afstand og at man aldrig helt kommer over følesen af, at man leger på deres præmisser.
Det kan man så synes om eller ej.
Af Ken Damgaard Thomsen
