Tidejord er ambitiøse og blander genrer. Det lykkes bandet desværre ikke så godt med, og lytteoplevelsen bliver stærkt udfordrende på den ellers meget ambitiøse debut.
Blander du genrer, skaber du ofte noget nyt. ’Nyt’ har dog to sider: Mennesker synes på én gang at være rigtig glade for det kendte og genkendelige – mens det også er umiskendeligt spændende med ’nyt’, anderledes – noget, der tager os et andet sted hen.
Tidejord blander genrer, men når det, der blandes i forvejen er lidt skidt, er det ikke givet at minus – minus giver plus. Det er i hvert fald ikke tilfældet for Tidejord, der til tider fremstår lidt forfærdeligt og i hvert fald er en hård omgang at komme igennem for denne lytter.
De to primære elementer, der blandes på Tidejord, er NU-rocket underlægning med elektroniske indslag og en dramatisk fremført – og på den konto ret musical-agtig – androgyn, stacceret og overartikuleret vokal.
Ret skal være ret; underlægningen har sine moments og teksterne, der er vedhæftede, er bestemt interessante nok. Men det er leveringen samt kombinationen, der svækker projektet.
Når der åbnes med ‘Drænet for Positiv Energi’, er interessen ganske vakt hos lytteren.
”Sol du skød forbi
Jeg undgår dig fordi
du koger mit syn og forstand
Og vejen den er lang
Jeg fandt den en gang
Jeg tåger igennem i nat”
går førstestrofen og det er da tydeligt, at man vil lægge en poetisk linje og arbejde med det ikke-umiddelbart forståelige. Fint.Men når vokalen så bliver presset over det ellers fine, dybere register, bliver det lidt svært at være vidne til. Dermed skifter fokus fra en udmærket underlægning til at vokalen stjæler billedet.
Nåh, ja. Der er tale om en meget NU-rocket underlægning, der til tider kan minde lidt om et band, der slog igennem med et cover af Howker/Raymondes ‘Only Wanna Be With You’ – altså ret poleret. Men det er altså vokalen, der stjæler fokus her. Stjålet bliver det så med meget tydelig artikulering, staccato og dramatisering. Hvad mere er, så er der en fornemmelse af… selvretfærdighed? i leveringen, når den bliver lidt presset. I stedet for at tilføje kant, bliver den dermed underligt svær at fatte sympati for.
Det er det nærmeste, jeg kan nærme mig det på skrift. Det er altid lidt kontroversielt at kritisere vokal – vokal synes at være lidt mere ’personligt’ end guitarspil. Men her er jeg egentlig mest efter leveringen, der i min bog ikke passer ind i et projekt som Tidejord. Med mindre Tidejord skal være en musical. Selv i den situation er det ikke ret godt…
Allerede på 6/8-nummeret ‘Slid’ er det hele lidt bedre, men vi skal ikke langt ind i nummeret, før vi er tilbage til old tricks – snerrende, selvretfærdige serveringer af stressede vokaler.
Det er ellers ikke fordi der ikke er smæk på: ‘Nedslag’ bærer brænde til et smadret bål, ‘Sniger’ vugger også ret voldsomt.
Den episk opbyggede lukker, ‘Systemfejl Genstart’, varierer rigtig fint i intensitet, men igen er jeg kun kommet frem til dette nummer af pligt. Det er simpelthen lidt hårdt at lytte til leveringen.
Tidejord lider nok lidt af at det er svært at synge på dansk: Vi har et mumlesprog og her tillader jeg mig så at kritisere (for) tydelig artikulation? Jeg kan dog konstatere, at det ikke er teksternes kvalitet, der står i vejen her. De er rigtig fine, siger ikke for meget, men dog en masse – og korte titler som ‘Slid’, ‘Syv’, ‘Nedslag’, ‘Dybet’ og ‘Sniger’ understreger dette rigtig fint.
Underlægningen fungerer som sådan fint og i instrumentale passager er det ganske fint – måske endda festligt i glimt? Men som projekt tænker jeg, at Tidejord her i rigtig høj grad er en debut, hvor der er styr på en del ting, men fremtidige værker med den rette produktion kan løfte de høje ambitioner.
Dem er der ingen, der kan være i tvivl om – de blev bare ikke forløst på debuten.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
