Tidebound lykkes med at bygge dæmpede, mørke folk-stemninger, men ender også med at være en smule for ensformige i udtrykket på EP’en Black River and Other Bodies of Water.
Tidebound er et solo-projekt af Dave Müller, som har leveret numre til compilations og blandt andet optrådt til Fanø Free Folk Festival – nu er Tidebound så klar med en egentlig debutudgivelse, EP’en Black River and Other Bodies of Water. Helt alene er han dog ikke på EP’en, hvor han har fået hjælp af Laura Noszczyk og Tanja V. Jessen.
Det musikalske udgangspunkt er folk – af den mere rugende og ildevarslende slags. Et kig på titlerne, ‘Under the Horned Moon’, ‘The Enemy’ og ‘All Love is Unrequited’, for nu at tage de tre første, afslører også at vi ikke er ude i den slags folk med glade håndklap. Müller lyder ind i mellem som en reciterende Steen Jørgensen eller en knap så dybrøstet Leonard Cohen på EP’ens seks numre, hvor tempoet aldrig bevæger sig over det langsomme.
Det er måske også der, man kan blive udfordret på Black River and Other Bodies of Water. Hvis man ikke har tålmodighed til de 4-5 minutter lange numre, som ikke kaster sig ud i nogen pludselige temposkift overhovedet, så er man nok skræmt væk inden man er nået fra den dunkelt drømmende åbner ‘Under the Horned Moon’ til ‘Enemy’, der falder som andet nummer – og er det mest uptempo på albummet.
Holder man ved, er der til gengæld noget at hente. For selv om Müller ingenlunde er begavet med en stor stemme, så fungerer hans reciterende stil, fordi hans vokal sættes godt i scene (ligesom nyere Sort Sol rammer Steen Jørgensens ru vokal ind, eller førnævnte Cohen, uden direkte sammenligninger i øvrigt). Det gøres den blandt andet ved det akustiske guitarspil, og så kvindevokalerne fra Noszczyk og Jessen, der dukker op som nærmest overjordiske elementer og svæver omkring Müller’s vokal.
“It was one of those ice cold mornings where everything is clear” indleder Müller ‘Cities Now In Ruins’, hvis store trækplaster kvindevokalerne på omkvædet, mens ‘First Morning’ også hjemsøges af kvindekor – her blot i “uuuuh-uuuh”-form, hvilket ikke gør det mindre vellykket. Måske blot mere stemningsskabende.
Der er faktisk et stemnings- og intensitetsskifte på EP’en, på semi-titelnummeret ‘Black River’, hvor den akustiske guitar sætter farten op og akkompagneres af en elektrisk kompagnon på den sidste del af nummeret, og så meget desto mere effektfuldt, når tempoet nu har været holdt kontrolleret nede indtil da. Her er også noget, der lugter af melodisk hook.
Teksterne kredser om håbløshed og forfald, moralsk og fysisk, og apropos det moralske, er teksten på ‘Enemy’ en anklagende pegefinger på dem, der angste for det fremmede sidder derhjemme og hader flygtninge – “You are the enemy/You are my enemy”, messer Müller til sidst. Mindst indtryk undervejs gør den relativt ensporede (lyrisk som musikalsk) ‘Unrequited Love’, om den ugengældte kærlighed, men i det hele taget er det en homogen udgivelse, også kvalitetsmæssigt.
Det er en EP, der kræver at man er i en særlig stemning, og at man lidt tålmodighed. Er man det og har man det, så er det en rigtig stærk udgivelse Dave Müller har skruet sammen. Men også en udgivelse med begrænsninger. Det betyder 4 stjerner.
Du kan finde Tidebound på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
