Thunderboss beskriver på Facebook sig selv som “new wave junkpunkbilly”, allerede der er vi lidt på kant, dem og jeg. Til gengæld står der under bandinteresser “din mor”, så er vi pludselig lidt gode venner igen.
Dermed er stilen egentlig også lagt, Thunderboss er den flabede og lidt smarte dreng i klassen, der altid er klar med en frisk bemærkning, er populær hos pigerne og og kommer længere end talentet måske egentlig rækker til ved at spille på charmen. Dermed ikke sagt at Thunderboss er talentløse, faktisk er Give Me A Big Smile EP’en ganske medrivende, deres kække og tempofyldte rock-kompot har bare svært ved rigtig at sætte sig fast i kroppen hos mig.
Det er ellers med at kridte danse/løbeskoene, hvis man skal følge med trioen, 3 numre på under 7 minutter bliver det til. Det er både lidt for lidt, en smule stressende og lidt for meget. Egentlig for lidt til at fælde en endelig dom over Thunderboss’ potentiale, stressende i den forstand at det lydbillede og de grundrytmer bandet opererer med, er noget der går mig lidt på nerverne (tror det er noget genetisk) og dermed også når, at blive for meget for mig over 7 minutter. Personlig smag pakket lidt væk (selvom det er svært), så KAN jeg godt høre hvorfor nogen ville finde Thunderboss’ stil appellerende.
Om man vil det eller ej, så kan man ikke fornægte, at den hakkende dansable rytme i åbningsnummeret “This City” er fængende og sætter sig i fodtøjet. Bandets egen betegnelse, “new wave junkpunkbilly”, beskriver egentlig lyden meget godt. Den semi-snakkende og halv-dybe vokal har noget rockabilly snerren over sig, energien i nummeret er dansegulvs-punket og de korte eksplosive rytme udbrud har noget 80’er new wave’sk over sig. Som en ungdommelig parring af Talking Heads, Franz Ferdinand, Arctic Monkeys, Billy Idol and what not.
På den efterfølgende “Take It” bliver både tempo og energiniveau mere manisk og frenetisk, ikke umiddelbart noget der er godt for mig eller min tolerance overfor musikken. For mig kommer det hele til at klinge en kende hult, det fræsende tempo er skam godt leveret, men der er ikke rigtig plads eller tid til nogle elementer i musikken, som sætter sig fast i knolden på mig. Det fiser lige igennem skallen på mig (fordi der er rigeligt med plads, ville nogen så måske påpege), men leder man efter et hyperaktivt adrenalin fix, så skal jeg ikke afvise at man begynder at svede de rigtige steder af at lytte til “Take It”.
Give Me A Big Smile afsluttes med “Dirty Mama”, hvor Thunderboss på vellykket manér sætter tempoet lidt ned. Ikke at vi befinder os i ballade-land overhovedet, der er stadig fut i stængerne hos de 3 gutter, men noget af den sveddryppende og rastløse energi pilles med held ud af melodien, så man kan høre at bandet rent faktisk kan andet end bare jogge gaspedalen i bund. Samtidig træder lidt skramlet tempo-blues og den gode gammeldags rock ‘n’ roll lidt tydeligere frem i bandets klang, alt sammen med til at gøre “Dirty Mama” til EP’ens bedste nummer.
Okay, bottom line, tror ikke Thunderboss’s musik og jeg er skabt til at være gode venner, men det betyder ikke, at vi ikke kan respektere hinandens tilstedeværelse. Hvis altså bandet ikke bliver alt for forhippet på at levere “in your face” attitude og spille gymnasial rock, som muligvis kan charme sig ind i ungdommelige hjerter rundt omkring. Give Me A Big Smile er ganske effektiv imens den varer, men måske også lidt hurtigt glemt når den er overstået – hvilket delvist kunne skyldes at genren ikke lige er mig. Der mangler lige et eller andet virkelig mindeværdigt i sangene, så de ikke bare bliver små eksplosioner, der lyser op i øjeblikket, men efterlader mere varig og synlig effekt når lysglimtet og braget fortager sig.
Vi ender på 4 små stjerner, for en meget kort EP der nok bør anses som en lille smagsprøve, men som sikkert smager af mere, hvis du er til den stil Thunderboss ligger for dagen.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Thunderboss på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
