Så skal vi have en omgang dansk hardcore samarbejde via Splittelse. De to bands Throwe og Sloevsind er gået sammen om en split-EP udgivelse, der hver giver et fornemt indblik i den mørkere del af sindet og dansk hardcore.
Man kunne sagtens argumentere for at de to udgivelser uden problemer kunne være splittet op, og udsendt hver for sig. Men nu danner Throwe og Sloevsind altså fællesfront i stedet for – måske står man stærkere sammen? Omvendt supplerer de to bands hinanden godt, og giver en samtidig en varieret smagsprøve på hvad dansk hardcore blandt andet har at byde op.
Throwe synger på dansk og er den mere traditionelt hardcore-klingende del af de to, mens Sloevsinds lyrik er på engelsk og den musikalske del ovre i det (døds)metalliske. Overlappet er fascination og dyrkelsen af mørket, som det manifesterer sig i de mest dunkle afkroge af det menneskelige sind.
Af de to er Throwe de mere erfarne, i hvert fald udgivelsesmæssigt, i det dette er opfølgeren til deres debut Forfald fra 2022. Omvendt er dette Sloevsinds debut. Måske er tanken her, at Throwe, der modtog en del ros for debuten, på den måde kan trække Sloevsind med i slipstrømmen og give dem et skub?
Det er Throwe der får lov til at lægge fra land med 5 numre, men det er inklusive intro og outro. Så egentlig er der kun tale om 3 regulære numre, mens Sloevsind breder sig over 6 sange (inklusive en interlude) på deres halvdel af Splittelse.
En fornuftig fordeling i den forstand at vi dermed ligger “blødt” ud med Throwe, som bestemt ikke ER bløde eller for sarte sjæle. I forhold til Sloevsinds metalliske hardcore er det dog “blødere” virkemidler Throwe benytter sig af på deres 3 numre. Man kunne sige at Throwe gør kødet og sindet mørt, mens Sloevsind følger op ved at gennembanke det.
Jeg er personligt nok mere til Throwes stil, men tag ikke fejl, Splittelse er en virkelig stærk udgivelse samlet set! Og der er intet sløvsindet over Sloevsind, der leverer metallisk hardcore med en ætsende, frembulderende og faretruende energi. Throwe er i sammenligning en anelse mere tilbageholdende, som om de ønsker at krybe ind under huden og ind i hovedet på lytteren, i stedet for at splitte skallen åben.
Dermed ikke sagt at Throwe ikke spiller tungt, for det ER TUNGT. Fra den fremragende og medrivende åbner “Mørke” over “Liv Æder Liv” til den afsluttende “Ødelæg Dig Selv”. Der er både smæk og fart på og masser af variation. Et nummer som “Mørke” lægger fra land i et arrigt og flænsende tempo, men Throwe glemmer ikke melodien, og giver plads til masser af dynamik.
De flirter også med det mere metalliske i visse passager, men hardcoren er stadig kernen i mørket. I slutningen af “Mørke” føles det som om vi forsvinder indad og dykker helt ind i et plaget sind. Følelsen fortsætter i den blændende “Liv Æder Liv”, lyden af at æde sig selv op indefra. Hvilket bliver helt udtalt i “Ødelæg Dig Selv”, hvor der skrues ned for farten og yderligere op for intensiteten.
Efter den beroligende outro tager Sloevsind over med deres åbningssalut “Deathbringer”. Så for satan. Nu ruller der hoveder og trampes kroppe flade med tuuuuung døds-hardcore. Ligesom Throwe er de gode til med små temposkift og udsving at variere et udtryk, som indledningsvis fremstår ret enkelt og ligetil.
“Deathbringer” er nok nærmere regulær dødsmetal end de efterfølgende numre, men det sætter tonen. En som bibeholdes, mens der bygges ovenpå i “Broken Soul”, der (sammen med den efterfølgende “To The Teeth”) nok er min favorit blandt Sloevsinds bidrag til Splittelse. En olm, langsomt trampende rumler der bare tromler fremad. Mod “To The Teeth”, som presser det sidste ud af dem der er kommet i vejen for Sloevsind.
Mod slut i “To The Teeth” er der en form for udrensning, tempoet skifter, trykket letter en anelse og det er som om man lige kan få hævet luft ind. Igen handler det jo tilsyneladende om en kamp af indre, og ikke ydre (som det måske kan lyde som her) karakter. Så er der håb? Et kort “Interlude” bringer os frem til den foruroligende betitlede “Slipping Away”.
Så var det nok ikke et håb eller lys i mørket, som stemningen signalerede. Men en accept eller overgang til en mere dyster form for sjælefred? Det slutter i hvert tilfælde ikke fredeligt med “PMA”, der river det hele ned og pulverisere resterne som punktum fra Sloevsind.
Splittelse er alt i alt en afvekslende, medrivende og på flere punkter knusende oplevelse. Begge bands får sat deres forskelligartede, men om ikke andet åndeligt beslægtede aftryk. Et aftryk, der ikke sådan er til at slippe efterfølgende.
Af Ken Damgaard Thomsen
