Thorbjørn Risager & The Black Tornado tog sikre stik hjem på Atlas med deres velspillede blues rock, men det var også som om, der var kræfter, der ikke blev sluppet løs.
Aarhus Bluesforening var arrangør lørdag aften, og godt set af dem at hive Risager og band til byen. I en kort introduktion af en repræsentant for Bluesforeningen blev der lovet fest. Det blev der da også i et vist omfang, men Risager og den sorte Tornado er andet og mere end et festligt blues rock band, selv om de fra start fik det overvejende grånende publikum til at klappe med på rytmen.
Hovedparten denne aften var naturligt nok på nyeste album fra bandet, Change My Game, blandt andet fik vi i begyndelsen af sættet ‘It’s Alright’ og ‘I Used to Love You’, hvor Risager viste at han også kan være en mand med en guitar med ondt i kærligheden. Altsammen meget tight og velspillet, men også lidt rutinepræget. Bandet spiller lydefrit, levende og lækkert, lige så godt live som på plade – overmåde kompetent.
Det var dog først da ‘Holler and Moan’ blev sendt afsted at jeg rigtig var med. Fedt med korstykkerne og den mere rootsy feel, der giver lidt kant til det ind i mellem lidt glatte og sikre udtryk. Herefter fik vi et boogie mellemspil sætter godt gang i salen og igen fik bandet lov at vise hvad de kan. Her brillerede især tangentspilleren og saxofonisten.
‘Hard Time’ virkede ovenpå de to numre mere baldet, og stak ikke ud i positiv retning. Det gjorde ‘Lay My burden Down’ til gengæld for mig- “det mest stille nummer vi nogensinde har komponeret”, som Risager udtrykte det. Og min favorit fra Change My Game. Fint fremført, men til gengæld blev den forstyrret af en del snak i krogene, hvilket Risager også lod til at bide mærke i.
Fornuftigt nok trak han og bandet tempoet op igen med klap-med venlig toner inden pausen. Det var vist mere det publikum var kommet for. Her viste Risager også overskud med et syng-med stykke med lidt improviserede standard-fraser og en bund af blues, men det virkede. Fordi de simpelthen er dygtige til det, de gør.
Bandet åbnede igen efter en halv times pause med en rustik blues, som blev fulgt af ‘Burning Up’, midt tempo blues rock, i et leje Risager og co mestrer til perfektion. Stærkt nummer. Herefter skulle Aarhus roses lidt igen (der var også roser til byen i første sæt som optakt til ‘Paradise’). Saxofonisten dedikerede ‘City of Love’ til “den mest liderlige by”. Det er måske at oversælge byen lidt, men der blev da danset rundt omkring, især foran scenen. Herefter fik vi ‘Long Gone’, en af de mere langsomme, og igen blev den fint udfoldet af det velspillende band.
Titelnummeret fra den nye plade, ‘Change My Game’, fulgte efter med sit gode groove, men blev lidt ensformig i længden. Den hittede dog blandt de dansende, og så er det vel ikke helt skævt. Herefter kom vi lidt op i tempo igen og fik et nummer i den mere rockede afdeling, med stærke instrumentalstykker.
Ganske demokratisk delte Risager i front taletiden med flere af bandmedlemmerne, og her mod slutningen var det så trompetisten, som fik lov at tale lidt om Aarhus og hvor hyggelig en by det var at besøge. Samtidig kunne han annoncere at han og saxofonisten nu gik i baren for at købe øl, da der på næste nummer ikke var blæsere; som sagt så gjort, saxofonist og trompetist sprang ned fra scenen og gik i baren, mens resten af bandet rockede igennem på scnenen. Da de to herrer vendte tilbage med deres øl, fik vi så ‘All I Want’ , uptempo blues rock med blæserne tilbage. Det skal også bemærkes at lyden i det store hele var ganske okay på Atlas – jeg har oplevet meget værre. Der var heller ikke skruet voldsomt højt op, og måske var det dét, der gjorde at lyden ikke rungede, som den ind i mellem kan gøre her.
Som en lille afslutningsmarkør fik soloen fra guitarist Peter Skjerninge ekstra gas, og Risager og band takkede og gik af scenen i 2 sekunder, inden de kom tilbage til et enkelt ekstranummer. Her fik de rykket publikum helt tæt på scenen, og så kom der rigtig gang i festen, som blev annonceret indledningsvis. Men efter det ene ekstranummer var det også slut. Risager og co bukkede og lukkede mens festen var god, og respekt for det.
Jeg stod dog med fornemmelse af at der var kræfter, der ikke blev sluppet løs, og at det også kunne blive spændende hvis Risager & The Black Tornado ville udfordre deres publikum lidt mere. I denne ombæring fik de fleste blandt publikum formentlig lige præcis hvad de kom for, nemlig halvanden times velspillet blues rock af et særdeles kompetent orkester. Vi lander på 4 solide stjerner, for en solid og professionel indsats af et dygtigt band.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
