Thomas Charlie Pedersen har med Second Hand War begået en naivistisk singer-songwriter-plade, der i glimt kan minde om John Denver og andre folkede legender. Men undervejs er der graverende fejl, der gør pladen til et lidt trist bekendtskab...
Pladen lægger egentlig fint fra land med “High Dust Devils”, som med sin mundharpe sender tankerne mod amerikanske legender. Og Thomas Charlie Pedersen har tydeligvis en stærk evne til at skrive gode melodier – det er i bund og grund det, der bærer pladen. For allerede på andet nummer, “Appreciation Hymn”, vælter læsset: Teksten bliver lidt jappet og med underlig accent på flere af udtalerne. Det er bund-naivistisk – både i melodi og tekst – og det naive er i udgangspunktet godt nok. Bare ikke i dette tilfælde!
Den lidt jappede vokal ødelægger desværre det gode melodi-arbejde, og man må undres over at der i produktionen ikke er blevet arbejdet med dette. At der ikke er én, der har sagt ‘Øh. Den tager vi lige én gang til, og prøv at lægge trykket hér i stedet’.
Pladen er et to-mandsprojekt og deri skal forklaringen nok findes; der har manglet nogle kritiske ører, der kunne banke nogle tekniske buler ud. “Letter from the Dead” er en selvrefererende ballade, som igen har en stærk, patetisk melodi båret fint af klaver – men fremførslen på vokalen falder igennem. Og patetisk klaver er egentlig fedt. Bare ikke i dette tilfælde!
Generelt er pladens 14 numre små sange, med en tre-fire spor, og den minimalistiske tilgang er fin.
Minimalistisk opsætning med ukulele, guitar og tangenter/klaver er i udgangspunktet godt. Men desværre bare ikke i dette tilfælde! Ikke fordi der er noget i vejen med instrumenteringen – men fordi vokalerne leveres mindre godt.
14 numre bliver dermed rigtig mange og irritationen over at der da for hel burde have været nogen, der havde arbejdet med den vokal bliver konstant. Og så BLAM!
Pludselig som nummer 12 kommer der en ægte perle i “Kill with Kindness”, som har en helt anden kvalitet både som sang, som tekst og faktisk fungerer den naive vokal pludselig og virker anderledes oprigtig, end vi har hørt før eller siden på pladen. “Kill with Kindness” har en kvalitet der gjorde at jeg lige måtte kigge om det var et Eliott Smith-cover – men nej, den er god nok. Det er originalt! Ja, den bliver lidt lang som sang – men virkelig et fint nummer.
Helhedsindtrykket bliver dog, at pladen er fejlbehæftet – dels i vokalen, men også i kraft af at pladen overstyrer visse steder. Og at lyden overstyrer kan egentlig være en meget fed effekt. Men igen: Bare ikke i dette tilfælde! Det lyder som en fejl (f.eks. i “Sycamore Street”) og bliver det sidste søm i ligkisten for en plade, der er for lang og for teknisk ringe – gode melodier til trods.
Så da afslutningsnummeret i et ellers fint refræn går ‘all in all it was a pretty good ride, don’t you think?’ må svaret være: Bare ikke i dette tilfælde.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
