Over 14 små numre forsøger Thomas Charlie Pedersen på Daylight Saving Hours sig med observationer af mennesker, kærligheden og det overnaturlige. De fleste numre læner sig op af simpelt instrumenteret singer-songwriter-æstetik og udtrykket er lidt uskolet naivistisk. Resultatet er at pladen føles lidt lang og udtrykket desværre på denne konto slides op.
Mange plader er optaget i sovekamre og Daylight Saving Hours er netop sådan en plade: Alle instrumenter spilles af Thomas Charlie Pedersen selv på nær nogle guitar-dubs, som broderen sammen med mixningen har stået for. Det kan man lave fin musik ud af, og T.C.Pedersens fokus på tekster og ønsket om at betragte mennesker lidt udefra er sympatisk.
Det er det meget naivistiske uskolede udtryk – især i den centralt stående sang – også. I starten. For som de 12 sange (der er to instrumentale numre, der stikker lidt ud) udspiller sig, bliver det lidt stramt med netop sangteknikken. Lad det være sagt med det samme: Visse singer-songwriters får det meste ud af en let overblæst, uskolet sangstil. Som fx Ben Folds Five, for lige at nævne én. Men kører man bare på med én stil, så bliver det ofte for meget over en hel plade.
Flere gange tænkte jeg under gennemlytningen hvordan numrene ville lyde hvis andre lavede covers af dem. Ikke fordi stemmen per se er forfærdelig. Men det er musik, hvor vokalen står i centrum, og jeg har selvfølgelig også et behov for at vurdere sangenes kvalitet. Dette tankeeksperiment er dog lidt fortænkt. ‘The World Is Not Your Oyster’ er et fint nummer, med titlen som en lakonisk konklusion i refrænet, men generelt spilles der fint og ingen sange står egentlig sådan rigtigt ud – hverken positivt eller negativt.
Dramatisk er The World… dog, da det lakoniske refræn er et udbrud den kvindelige hovedperson kommer med – angiveligt inden et selvmordsforsøg.
Bedst fungerer pladen, når der lægges b-vokaler (af Pedersen selv), da den uskolede stemme så løftes (eller løfter sig selv?) med noget fylde. Et eksempel er tredje nummer, ‘Movables’, hvor teksten taler kryptisk om bevægelige dele – uden at være alt for specifik. Eller tiende nummer, ‘Blood Moon’, som dog tekstmæssigt bliver lidt rodet i metaforik omkring verdens undergang, at gå glip eller noget tredje skæbe-stof. Sådan rigtig lettilgængeligt er det ikke.
‘At The End Of The Day’ er titlen på det tredje-sidste nummer og det lægger vel på den måde op til min konklusion på Daylight Saving Hours. Og det er, at pladen er for lang. At den naivistiske sangstil KAN noget – og da især sammen med den lidt skrabede lyd. Men at det ikke rigtigt når i mål eller formår at gøre sig uforglemmeligt. Uh, jeg ville gerne, at det var lidt bedre, for der er tænkt mange tanker, setup’et burde være effektivt og der er tydeligvis også evner på instrumenterne og i at komponere. Som vi især hører i de to instrumentale numre. Men. ‘At The End Of The Day’ så har jeg nok bedre Singer-Songwriter plader. Jeg løber sur i sangteknikken og tankerne bag bliver for kryptiske.
Anmeldt af Troels-Henrik B. Krag
