Home Upcoming & Rockin' Maj 2018 - U&R There’s Something About Records: EP ★★★★☆☆

There’s Something About Records: EP ★★★★☆☆

1755
0

Alternativ rock, uden så mange dikkedarer og svinkeærinder, det er hvad man får på debut-EP’en fra There’s Something About Records, der dækker over et projekt fra Søren Holst Frøkier.

Der er noget dejligt ubekymret over de 5 numre, som udgør denne EP. Var man teenager i 90’erne, som undertegnede, så undgår man ikke på godt (og en lille smule ondt), at blive taget tilbage til den tid. En tid hvor læseferien blandt andet bestod i, at ligge på et tæppe i baghaven, med radioen kørende, bøgerne slået op, jovist, men tankerne et helt andet sted.

Det er både tonen og stemningen, der strømmer igennem EP’en jeg her tænker på. Det er alternativ rock i den iørefaldende og meget melodiske ende, hvor kun den lidt afpillede produktion gør, at jeg ikke falder helt i den fede 90’er rille, rent referencemæssigt. På lydfronten, da befinder vi os afgjort i et mere lo-fi præget univers, som ikke ville have fundet vej til min radio dengang. OK, det kunne måske godt lyde som om, at sangene blev afspillet på en Ghettoblaster (ja, det hed det dengang! Man måtter gerne sige blaster). Ikke et kritikpunkt, det er jo et stilistisk valg, da EP’en er indspillet i Ballade Studiet med Frøkier selv bag knapperne.

Dermed er det også melodierne, der kommer til at trække en del af læsset og det slipper Frøkier (og Jacob Bonnerup på bas, samt Mads Richter på bas, der også er med i liveregi) sådan set ret godt fra. Bevares, der er nok ikke nogen nye evergreens indenfor genren gemt her, men det er en EP, hvor man fornemmer solid sangskrivning og godt håndværk hele vejen igennem.

Der åbnes med den energiske og luftige “I Will Not”, der åbner med noget der lyder som omkvædet og dernæst falder tilbage i en mere velkendt 3 minutters struktur, mens Frøkier synger om smerter i hele kroppen og hvor de mon stammer fra? Psst, jeg tror det er pga. tillidsbrud og noget med en dame. Et nummer der er let til bens og skubber EP’en godt i gang, og har den der ubekymrede vibe over sig, selvom emnet måske ikke ligefrem lægger op til det. Så er det tid til, at tørre sveden af panden efter den tempofyldte åbner og få pulsen lidt ned med “Tune In”. Et nummer der på overfladen ikke gør helt så meget væsen af sig som åbneren, men, uden man opdager det, sidder man og vipper med, med foden. Pludselig brager volumen dog op, og det er tid til, at lade guitaren blære sig lidt, men kun i en kort passage.

“The Arrows” skruer op for tempo og den iørefaldende del igen, og suser ubesværet derudaf, over endnu en passage med lidt guitarlir, som har lidt Manic Street Preachers over sig, inden målstregen krydses. “What is the difference, between pounding on your door and breaking a window”, spørges der indledningsvis på den lidt mere sørgmodigt klingende “The Letting Go”. Det dufter måske lidt af 90’er Weezer, hvor det, igen, er sådan lidt let i tonen, samtidig med, at der hænger noget schmerz i luften. Nummeret bygger ubesværet op til en af EP’ens mest catchy passager 2 minutter inde, ikke et egentligt omkvæd, men ligeså fængende. Et stærkt nummer, der ikke følger en egentlig “popskabelon”, men alligevel virker catchy.

Der rundes af med EP’ens længste sang, den 4 ½ minut lange “Oh My”, der bølger frem og tilbage mellem små, rockede eksplosioner og mere dæmpede passager. Medrivende, uden at blive hakkende, hvor hver del virker nøje doseret, så vi igen får serveret et nummer, der ganske ubesværet glider ned.

There’s Something About Records har styr på virkemidlerne og balancen mellem disse, øre for gode melodier og sans for, at bygge stemninger op på relativt kort tid med ukomplicerede byggesten. Det er ikke ukendte virkemidler og byggesten vi har med, at gøre, og EP’en virker også overordnet som et dyk ned i et lille, velkendt univers, hvor der måske ikke tages de store chancer.

Men som en lille rocket snack i solen, da er det bestemt ikke den dummeste måde, at bruge lige under 20 minutter af sin tid på. Vi ender på 4 fine stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleThe Courettes: We Are The Courettes ★★★★☆☆
Next articleThe Beardy Durfs: Rocky III (EP) ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.