En spontan aften på Stengade endte med, at opvarmningen fra danske Chopper drønede afsted med opmærksomheden, mens svenske Then Comes Silence hang lidt mere i bremsen. Vi var, åbenbart kommet for at danse? Læs om det, Fritz Cola, slappe gammelmandsnumsers overraskende optur og andre eksistentielle overvejelser lige her:
Der var dog ikke meget, der tydede på at det var der min dag skulle ende. Faktisk havde jeg ingen planer om livemusik, inden jeg tilfældigt så, at nogle gamle kendinge kiggede forbi Stengade lørdag aften. Vores svenske “venner af huset”, Then Comes Silence (TCS), som var det første band vi nogensinde interviewede in the flesh på Roskilde Festival. Helt tilbage i 2013.
I de år udsendte den dunkel og spirituelle svenskere 3 solide plade, ligesom jeg oplevede bandet live ved flere lejligheder i København. Hvor de altid gjorde en fin figur, men virkede som om de aldrig fik helt hul igennem. Efterfølgende røg de lidt af min radar.
Bandet har skiftet en del ud i besætningen, men bassist, frontmand og kreativ drivkraft, Alex Svensson er forblevet manden ved det stramme og tilknappede ror. Ham skød jeg, spontant en besked efter sent lørdag eftermiddag, og 10 minutter senere skulle jeg pludselig til koncert med anmelderblokken.
Op på jernhesten og afsted fra Herlev mod Nørrebro, efter dagens aftaler, pligter og familiehygge blev rundet af. Således oksede man afsted i en middelsvær modvind med maven kølet godt ned af en omgang is dessert, der blev slynget i svælget i lettere opskruet tempo. Tiden var ved at skride!
Troede jeg. Jeg havde med et halvt, halv-træt og temmelig distraheret øje noteret mig, at der var opvarmning. Døre kl. 19, så var der nok opvarmning kl. 20.00 og hovednavn ved 21 tiden? Solid teori, synes jeg selv, da jeg parkerede Herlev ekspressen 5 i 9… for at blive informeret af dørmanden om, at Then Comes Silence gik på 22.30… wuuuut? Men, der kom “et eller andet band” på scenen om 5 minutter.
“Et eller andet band”, javel ja… nuvel, efter en hurtig “fald ned” og få et overblik smøg sneg jeg mig ind.
GET TO DA CHOPPAAAH
Opvarmningen er lige gået på, badet i Stengades karakteristiske mørke, bagbelyst af en videoskærm/tæppe. En trio, der discodanser den i gang, sovset ind i rumklang og massiv backtrack. Det er… jeg burde stejle lidt over det voldsomme in-your-face udlæg og ublu brug af “snydetricks”, men… der er virkelig fedt?!
Hvem pokker er de?? De har melodier, og swagger! Forsangeren udstråler usvigelig, smittende selvtillid, men også en farlighed (tænk Ted Levine i Silence of The Lambs vibe), noget næsten dyrisk, allerede under første aggressivt pulserende nummer. Minder mig om The Love Coffin? Meget endda! Tror de er perverse, mindst lidt kinky i hvert fald. Det er fredagsfrækt. Vent, er det lørdag? For mig er det friday and I’m in love. De her knægte er kuren mod træthed og manglende libido.
Det smitter, publikum er med dem fra start. Hold den kørende, boys. Uha, New Order har heller ikke levet forgæves. Godt Curtis tog billetten, tager jeg mig selv i at tænke, i et svagt øjeblik. For helvede, det er altså gode sange det her!?!
Chopper, hedder de. Det ER forsangeren fra Love Coffin, Googler jeg mig hurtigt til i mørket,i Stengades godt fyldte svedboks. Well, det forklarer så en del. Godt researchet af undertegnede inden jeg tog afsted… Nåmenøh, han har så ikke fyret alt det sorte krudt af i det andet band, det her rykker. Gotisk, ny romantisk, dansabelt, hårdt og pågående. Pumpende. Jeg er klar til, at erklære at jeg har set den dunkel danse rocks fremtid. Besinder mig, mærker i stedet at rytmen har fat i og kilder min venstre gammelmandsballe.
Det er toner, der strammer min tiltagende løse og triste hud op. Måske er der håb for den gamle røv endnu. Nu tager de den lidt ned, det er balladetid. Kvindevokal supplerer. (frontmandens søster i følge ham selv) Min bagdel falder lidt mere til ro og tilbage i de velkendte folder. Ikke på en dårlig måde. På en beroligende. Der kæles på scenen og for mig. Et pludseligt udbrud og stigning i intensitet giver et sus i hele systemet.
SÅ GÅR SANGEN AMOK I SONISK STORM OG DANSERYTMER. Hjerteflimmer og prikker for øjnene. Vilde sager. Endnu et fremragende nummer. Nu er de 4 for 4 på den konto. Tror de vinder her regnskab. Det er muligt, at de pynter sig med lånte, kraftigt britisk inspirerede fjer, men TJEK LIGE DEN FJERPRAGT UD!
Jeg tjekker ud, lader noter være noter. Forsvinder ind i en mere atmosfærisk, drømmende og vuggende skæring. Tid til at solostene på Stengade. Ses på den anden side.
Stengade by night
Det skal sgu fejres og skylles ned, det her, så jeg kan falde ned og genvinde fatningen. Flotter mig og køber en cola. Fritz cola, fint skal det være. Desværre må flasken ofres for plastkrus, da jeg vakler halv-høj, kvart-flad, helt væk ud i den svale aftenluft. Der skal hives noget igennem filteret efter det svedige samleje… Kærlighedskiste indeed.
Jeg har trang til, at ryge alle smøger i verden og bælle Fritz cola indtil jeg dør af det! I røg, damp og sukkervand. Chopper skal spille op til put-i-hul-festen. Book det.
I det menneskemyldrende mørke og summen foran Stengade, slår det mig, at jeg vist allerede har røget rigeligt i dag. Den hoster og harker vi til Herlev senere. Jeg forsøger, at ramme luftslusen et sted hvor det ikke kradser. Den rette vinkel, på en aften hvor hovedet virker skruet lidt skævt på. Der står en makker med offensivt svenskergarn foruroligende tæt på min cykel, skimter jeg ud af øjenkrogen. Krænker.
Chopper relateret krise, de har kun to numre ude på Spotify. Mon jeg når, at blive træt af dem når de kører i ring, mens jeg cykler den nogenlunde lige vej hjem senere?
Beslutter, at strække benene lidt inden det går løs igen på Stengade. Knapper skjorten, eller forsøger. Den mangler (mindst) 2. Syntes ellers den var så smart, da jeg fandt den i byttekælderen tidligere i dag. Nuvel, ægte vintage, overbeviser jeg mig selv om, mens jeg tøffer på 7/11 efter flere smøger og for, at tænke over mine valg her i livet. Jeg er ret tilfreds med niveauet denne aften.
Hvordan lykkes det mig altid, at fare lidt vild på inden på Stengade?! Stedet er lille, men de der trashy grafitti døre, holdt sammen af 3 årtiers klistermærker, fucker med min stedsans. Gå efter lugten, så finder du sikkert tissekrogen i kælderen. Bingo. Samme vej op igen. Hvad er der mon bag den der dør??
Svensk goth-maskine slingrer mod stilheden
Mørket indtager igen Stengade, ildevarslende introtoner fylder rummet. Sammen med en brise af armsved og weekendprut. Op af bakke for TCS, de er igen på udebane i KBH. Skyggernes musik er dragende, jeg kender sangen, har glemt titlen. Jeg suges tættere på og ind foran scenen.
Det er muligt, at de står ret stille på en scene, men Then Comes Silence leverer en mur af lyd. Stoisk, stram, sortsynet svensker goth. Udlægget er stærkt. Den brogede skare på Stengade er allerede tøet op, sikkert hjulpet af de våde varer man i den grad fornemmer er røget under den sorte uniform. Nyt nummer fra scenen, lidt mere blød og glammet i læderkanten end det ultra tights Slim fit goth fra de tidligste plader. Ikke dumt!
“… Sweet nothingness… into the void”, “klassiker” fra bagkataloget. De har aldrig været bange for, at omfavne og kramme klicheerne. Hvad de mangler af sceneshow og udstråling, kompenseres der for med død alvorlig, intens levering og dundrende lydtryk. De er en maskine. Præcise, stabile, velsmurte. Nu spiller de den maskinelle “Machine”. Ingen slinger i den svenske vals. Lidt sterilt og kedelig, ville onde tunger måske påstå? Bid sammen, det her bløder af overbevisning og vilje.
Et ældre par begynder spontant at danse foran mig. Halbal-stil fra da min far var knægt? Byfest Boogie? Bizar kontrast til det ætsende og isnende lydoverfald bandet har kastet sig ud i med millimeter præcis eksekvering. Og det smitter?! Da næste sylespidse og skarpe gothrock nummer viser tænder, kaster flere sig ud i spontan dans?! Er det ved at udvikle sig til et rave party?! Overraskende udvikling, her kom man for at stå og føle ingenting og alt muligt nihilistisk.
Ah, nu tabte de den lidt, i havde den lige. Næste sang hænger, og lige så snart TCS bryder med formlen og løsner op på formerne, så fremstår materialet lidt for ordinært. Maskinen er nødt til, at køre for fulde omdrejninger. Men, så truer monotonien over en hel koncert. Lidt tilbageholdende respons fra publikum efter sangen overbeviser mig om, at jeg helt sikkert har ret. Og er for fed en type.
Nyt nummer, “apokalyptisk” et eller andet. Uha, den er jeg ikke perleven med. Især omkvædet. Det lyder som halvsløj og lidt gumpetungt Ghost. Det kan aldrig være en god ting. Nu skal vi have samlet den koncert op fra det klistrede gulv, ellers bliver det en svær slutspurt. Der sker noget, de slår over i en sprint i det efterfølgende nummer. Det kan man da kalde et stilskifte, ved ikke helt om kontrasten var for voldsom. Eller om den her sang kører i tomgang, for fulde omdrejninger?
Måske skal der arbejdes lidt med sammensætningen og rækkefølgen af sætlisten? Det føles ujævnt, flowet er lidt hakkede – og NU snakker Stengade for alvor, for første gang hele aftenen. Og næste sang er en mere rolig og dæmpet, dyster sag, der ikke ligefrem jump starter koncerten på ny. Jævla timing. Det er dog så højt og tungt, at det overdøver snakkeklubben.
Det er som om, at koncerten aldrig helt kommer tilbage på skinner slingrer lidt uskønt mod endestationen. En tanke strejfer mig. Then Comes Silence er ikke et dårligt band. De har nogle fede sange på repertoiret. MEN, som tiden er gået og bagkataloget vokset, så bliver mangler og begrænsninger mere tydelige. Det er som om, at de var bedre, da de havde færre sange…
Chopper har langt færre, men dem de har var milevidt bedre denne aften. Holde øje med dem/ham på en Rising Scene nær dig næste sæson!
Hvis Chopper var den musikalske udgave af en møgstram bagdel, i en matchende buks, så var TCS den lidt mere midaldrende model. Den der er begyndt at hænge lidt, i en lidt for stor buks.
Skulle man lige snuppe en smøg, at dvæle lidt på og lade indtryk synke ned til nougat is-desserten, inden man finder medvinden mod trve north, Herlev? Jeg beslutter mig for, at omfavne stilheden og daffe ud i natten.
Af Ken Damgaard Thomsen
