Aarhusianske The World State er tilbage med et spændende og krævende album i grænselandet for metalmusik – er det overhovedet metal? Er det vigtigt? Nydelsen af albummet forudsætter, at man er udstyret med en god portion tålmodighed og viljen til at investere noget tid i projektet.
Albummet er en fascinerende rejse ind i et musikalsk univers som er helt sit eget, der samtidig virker som en formfuldendt verden der ikke lyder som noget andet jeg kan komme i tanke om. Det er bestemt positivt og opløftende, nu man gik og bildte sig selv ind, at man nok efterhånden havde hørt alt. Samtidig er det på ingen måde så sært eller fremmedartet i sin lyd, at følelsen af originalitet opnås ved bare at være mærkelig og anderledes – og så ellers ikke så meget andet.
Virkemidlerne er sådan set velkendte nok, isoleret set, man finder elementer fra symfonisk metal, alternativ metal, kompositionsmusik, hård rock, alternativ rock og egentlig også en snert af noget folk’et. Men dermed ikke sagt, at det er metallen der er i højsædet, selvom The World State har det med at blive booket til netop metalarrangementer.
Der er, som nævnt, helt klart elementer og byggesten fra metallens verden tilstede hist og her i det brede musikalske landskab bandet fremmaner, men sjældent helt i forgrunden eller på anden vis tydeligt fremtrædende når man panorerer rundt. Dette landskab er bygget op, sat sammen og formet i perioden 2009-2015 i forskellige studier og andre besynderlige steder (som bandet selv formulerer det), og musikken bærer tydeligt præg af dette. Ikke at det fremstår fragmenteret eller stykket sammen, tværtimod faktisk, Traced Through Dust and Time virker bare som en meget stor og omfangsrig verden.
Ankeret, eller samlingspunktet, det meste af turen igennem er Bina Rosenvinge’s sirene vokal, der måske ikke hører til den mest alsidige eller varierede, men en smuk klang har den, og fungerer som et stabilt og tydeligt pejlemærke i lydbilledet, når musikken slår større eller mindre slag. Hendes centrale placering cementeres allerede fra første nummer, den atmosfæriske, afventende og luftige “Fading Leaves”, der på mange måder lyder som en art intro til albummet. Med en spilletid på lige under 4 minutter er det samtidig albummets næst-korteste skæring, så det er med at tage en dyb indånding inden The World State for alvor starter turen. Selv om bandet her befinder sig i deres mere tilbageholdende hjørne, så er stemningen alligevel lidt trykket og ildevarslende, eller et underliggende drama antydes. Især en effekt der minder om et tikkende ur (eller er det bare et tikkende ur?), giver det ellers rolige nummer en snert af noget hektisk og presserende.
På den efterfølgende “A Castle For The Battles I Fight” er freden forbi, her oplever vi The World State i noget nær deres mest pågående stil. Rosenvinge’s vokal forlader sirene skønsangen og tonen bliver mere skæv og konfronterende, som om man har pisset damen af. Samtidig hyler og skærer musikken indledningsvis i skarpe glimt, der sender min tanker i retning af Sort Sol (?). Efter knap et halvt minut falder musikken ind i den grundtone og rytme der gennemstrømmer de resterende 6 minutter, med lidt opbremsninger og fart-justeringer, en snurrende og sejt vuggende midttempo rock-rytme der tromler sangen uimodståeligt fremad. Horn der enten lyder som noget fra Helm’s Deep, eller en stor færge, kigger frem, mens stemningen bliver mere fortættet og faretruende. Fremragende nummer!
Så har du samlet kræfter til den efterfølgende, 8 minutter lange, “The Strangest Of Places”, hvor vi er ovre i mere folkemusik, måske endda lidt balkan, klingende territorium med blandt andet harmonika som et bærende instrument. Her viser The World State, at de formår at bygge et stort drama og en ret episk lyd op med virkemidler der egentlig er ret afdæmpede og simple – i hvert fald i nummerets første halvdel. Det når sit naturlige klimaks omkring halvvejs igennem nummeret, hvor et pludseligt stilskifte sætter i og sangen ændre karakter til noget… ja… det minder mig egentlig lidt om teater-rock a la Meat Loaf i 70’erne? Det var en kompliment, hvis nogen skulle være i tvivl. Det virker måske som en lidt wacky afstikker, men det har sin egen, noget skæve charme.
Efter sådan en hæsblæsende omgang kan man puste lidt ud til titelnummeret, eller ikke, for selv om tempoet er lavere og mere lurende, så er stilen drejet i retning af noget lidt prog-rocket. Det vil sige, Rosenvinge, hende kan du godt hægte dig på og få vejret, men den underliggende musik bobler og trækker i en anden mere sprælsk retning, inden enderne synes at mødes et par minutter inde i det 6 minutter lange nummer – tænk noget i retning af Muse i deres mere tilbageholdende stunder, omkranset af nogle atmosfæriske, symfoniske metal-lignede skyer. De indledende stemningsfulde toner til “From Oblivion” får mig til gengæld til at tænke på Robin Proper-Sheppard’s Sophia projekt og nummeret “Desert Song Nr. 2”, hvilket absolut ikke er en dårlig sammenligning. Det er noget med klangen, stemningen og… følelsen. Sammenligningen holder dog kun 1 ud af de knap 7 minutter nummeret varer, herefter skiftes der igen spor og pianoet indtager spotlyset. Et spotlys der skal deles med Rosenvinge nummeret ud, der med flot “åh åh åh”, bakket op af en rolig fløjten fra baggrunde, lokker os mod klipperne, bølgebrus, tiltagende storm og undergangen på smukkeste vis.
“Faith, Hope and The End of The World” trækker os tilbage mod en mere teaterrockende, eller næsten musical lignende, klang, i hvert fald de første par minutter, hvor dukkemesteren i hele The World State, Leifur Nielsen, kortvarigt overtager lead vokalen. Rosenvinge dukker op igen, udtrykket bliver mere sammenbidt og truende, inden der går teatralsk drama i den. Man kan nærmest se bandet for sig, stormende rundt på de skrå brædder med store armbevægelser, fagter og blafrende, løstsiddende tøj. Så har du måske brug for en pause for, at få lagt en dulmer på sidestikket? Glem det, “Unlikely” følger efter, og lægger ud med noget der kunne minde om blackened folk-metal, og så begynder nummeret ellers at bølge og bruse frem og tilbage. Med sine 3 minutter og 40 sekunder albummets korteste indslag, og også et jeg ville have skrået fra, hvis jeg skulle pege på et sted hvor man kunne trimme.
Der lukkes og slukkes for den lange tur ind i The World State’s legesyge univers med den næsten 8 minutter lange “Everything Changes”, egentlig utroligt, og respektindgydende, at albummet ikke kollapser under sin egen vægt og spilletid?! De første 3 minutter af albumlukkeren er igen i den tålmodigt opbyggende ende, inden vi rammer det ventede tempo- og stilskifte, denne gang overrasker bandet dog med en repeterende hardrock guitarrytme og et dunkelt brummende lydbillede, mens vi langsomt forsvinder ud mod albummets horisont….
Skulle man drage en parallel til litteraturens verden, så er det lidt som at slå op på de første sider i Ringenes Herre og kaste et blik på kortet over Middle Earth. Du genkender floder, bjerge, sletter, skove og andre geografiske pejlemærker, selvom de har at sjove navne, og bliver vi ved analogien, så er visse folkeslag, racer og personer fra bogen også genkendelige, eller minder om, noget fra den virkelige verden. Således også med The World State og deres verden. Det minder om, afspejler eller indeholder dele som man kender fra andre musikalske sammenhænge, men sættes sammen til at fortælle sin egen, stort anlagte musikalske historie. Og ligesom Ringenes Herre, så kan turen føles lidt lang, brolagt med omveje og sidespor, og valg man måske ikke helt er enig i var den bedste idé. Men udsynet og ambitionsniveauet kan man ikke andet end beundre.
Da jeg anmeldte deres EP Flier efterlyste jeg, at bandet fik mere plads til at folde deres vision og musik ud, det skal jeg love for, at de gør på Traced Through Dust and Time. Og selvom det måske ikke er en plade jeg magter at lytte igennem i tide og utide, så er det, når støvet lægger sig, stadig en 5 stjernet rejse The World State inviterer os med på her.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The World State på facebook
