På en EP fyldt til bristepunktet med stemningsmættede klangflader, der blander progressiv rock, metal, klassisk musik med mere, er The World State ved at sprænge rammen for, hvad det korte format kan holde til. Mørke skygger trækker op over oprørte vande, vær klar til lidt af en svimlende tur…
FLIER er kort og godt lyden af et projekt som næsten har for lidt plads at udfolde sig på, på en EP. Det kan lyde paradoksalt, for man bestemmer jo selv hvor meget man putter på en udgivelse op til 80 minutters begrænsningen, men denne EP’s 4 numre føles kun som indledningen på noget større, som er i vente. Det er simpelthen som om, at den forførende musik ikke når at folde sig helt ud og indfri potentialet fuldstændig, på den relativt korte spilletid.
I bund og grund en underlig fornemmelse at sidde med, for det, som bagmand Leif Nielsen (ex. January Jaunt) har fået ned på skiven, er virkelig storslået, genreforvridende rockmusik, så skal det ikke bare have topkarakter? I princippet jo, og det skader jo slet ikke at man higer efter at høre mere når musikken rinder ud, men netop i det univers The World State får opbygget, så føles det kun som del et af for eksempel en filmtrilogi, der her ender på en cliffhanger.
For vi befinder os netop i et meget filmisk og billedskabende lydunivers, hvor FLIER fungerer som en art soundtrack til din egen indre film – billedsiden må du selv sørge for, men det her skal nok sætte noget i gang. Lydsiden er detaljerig, til tider meget storladen og rammer i løbet af de 4 numre det meste af følelsesregistret.
Vi lægger ud med titelnummeret “Flier”, der indledningsvis bevæger sig i et dæmpet Morricone’sk stemningsleje, inklusiv et tyst og tilbageholdende klaver. Monika Pedersen’s lyse vokal, der i visse pasager bliver meget højstemt, falder ind med længselsfuld og sørgmodig sang, imens nummeret langsomt får tilført flere og flere lag, blandt andet strygere. Melodien vokser og stiger i intensitet, pulsen i nummeret begynder at banke højere, indtil bas og trommer når noget jeg ville kalde “Muse med selvkontrol” og pumper ildevarslende af sted. Pedersen’s vokal balancerer nummeret ud på grænsen mellem det lettere opera-agtige og goth metal klangen, som man finder hos bands som Nightwish, Within Temptation og lignende. Det kammer dog aldrig over og bliver for teatralsk, og ligesom musikken er det æstetisk smagfuldt udført. “Flier” er et studie i selvkontrol, for der er tydeligvis mange store kræfter gemt i musikken, som nemt kunne kamme over, men her doseres med flot overblik.
På “Engine” trækker skyerne endnu mere op, de indledende bas-dominerede toner er mere slæbende, mekaniske og dystre, inden guitaren begynder at cirkle rundt i klanguniverset, lidt løsrevet fra den monotone grundrytme. Monika Pedersen’s vokal får kontrol og styring på nummeret, der udstikkes en retning og enkeltdelene i motoren samarbejder i behersket tempo om at kværne sig fremad. De øjeblikke vi rammer noget der kunne minde om et omkvæd, den gængse sangstruktur er hos The World State en smule opløst, rummer både en opløftende og faretruende atmosfære. Vokalens toneleje giver mig optimisme, det brummende motorrum en advarsel om at være på vagt. Hen imod afslutningen lyder det blandt andet:
Fire burns when they get their turns
They just don’t need all those people here…
Der er nok grund til at være på vagt.
Den tumultariske begyndelse på “When The Blackening Shows” viser, at der var grund til at være varsom. De flimrende trommer nærmer sig black metal tendenser, guitaren bevarer tilsyneladende roen, og ligger som et låg ovenpå en gryde der er ved at koge over. Missionen lykkes, og efter 40 sekunders truende stemning slår nummeret ind på en mere kontrolleret og tung retning. Monika Pedersen dukker op i horisonten, det gør det bestemt ikke mindre dunkelt, gryden er taget af bålet, men står og bobler i mørket. Strygere antyder dog lys i mørket, et instrumental stykke får dog hurtigt skjult glimtet af lys igen og sangen buldrer intenst ud i natten. Stopper op. Vokalen er i centrum, næsten helt afklædt og alene. “Splintered glass, will form the new path… Guess we’ll all get, what we deserve”. Jeg er i tvivl om det er mørket eller lyset der i sidste ende vinder, i den storslåede afrunding? Men teksten siger at: “This new path leads to the end..”.
“Leave” afslutter den sanseberusende og svimlende EP ganske roligt og nedbarberet, et smukt og enkelt klaverbåret instrumental nummer. Vi får diskrete antydninger af noget af det drama, som har været i spil EP’en igennem, men nummeret bliver aldrig episk eller lige så storladent – The World State forlader os med nogenlunde ro i sjælen.
Men det stopper alt for tidligt. Det der forhindrer denne udgivelse i at ramme en topkarakter, er følelsen af at vi kun har fået første del, og mangler anden og måske endda tredje del af en samlet helhed. Den dragende og opslugende filmiske oplevelse føles en anelse uforløst, som om der simpelthen er potentiale til meget mere. Det vi får er bestemt en vild og gribende tour de force, der kommer til at fremstå afbrudt. De 4 numre når på sin vis vidt omkring, og er lidt af et følelsesmæssigt stormvejr i sig selv, der hænger fint sammen – men hvor er resten af historien?
The World State’s EP FLIER rummer glimt af et mesterværk, men jeg står tilbage med fornemmelsen af, at jeg på denne udgivelse kun har set et udsnit af det. Men det bragende flot og gennemført udsnit, der efterlader mig nysgerrig og hungrende efter meget mere.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
