Aftenen stod i den alternative, folkede metals tegn på Radar denne fredag, hvor vi fik tre forskellige bud på hvordan man blander metal med instrumenter som harpe, violin, fløjte og drejelire.
Lige til en start skal det nævnes at jeg ikke er den store ekspert på folkmetal, og heller ikke på forhånd kendte voldsomt meget til aftenens tre bands. Derfor var det med en god portion nysgerrighed i baggagen at jeg indfandt mig på Radar denne fredag aften.
Der var egentlig et ganske hæderligt fremmøde på Radar allerede fra start, hvor lokale The World State startede løjerne. Bandet er ualmindeligt ambitiøse i deres kompositioner, der er temmelig snørklede, lange og tit skifter tempo og stemning flere gange undervejs. Det fungerede i passager glimrende, men som helhed blev jeg ikke helt solgt. Det ofte storladne lydbillede med Bina Rosenvinge’s fine vokal i front har bestemt mange spændende elementer, men ind i mellem blev det en kende rodet på scenen denne aften. “Undskyld vi ikke har nogen plan på scenen!” råbte bassist Leifur Nielsen inden han satte sig ved klaveret og satte gang i sættets andet nummer, ‘Fire’, der langsomt bygger op, indtil programmerede strygere og trommerne tjekker tungt ind. Trods det relativt pæne fremmøde, holdes der forsigtig afstand til scenen, selv om bandet gør hvad de kan for at lokke folk lidt tættere på med showmand Leifur’s joviale facon.
En facon, der faktisk ender med at stå lidt kontrast til det ambitiøse og storladne musikalske udtryk, som eksemplificeres af den lange ‘The Strangest of Places’, som indledes med harmonika og langsomt udvikler sig til et temposkiftende monstrum, der skifter mellem et hurtigt og et tungt modus, inden harmonikaen atter bringes i spil i et tungt stykke mod slutningen, inden vi også kastes ud i noget, der lyder lidt som en omgang østeuropæisk folkemusik.
“Uden tvivl det sværeste nummer vi nogensinde har prøvet at fremføre,” konstaterer Leifur med sved på panden efterfølgende, inden bandet lukker deres del af aftenen med ‘When The Blackening Shows’, som starter med buldrende black-elementer, og ender i en tung og kuldslået rytme. Publikum kommer med på klap til sidst, men der er desværre også en del snak i krogene undervejs. Jeg endte med fornemmelsen af, at The World State overlæssede deres udtryk, og, i hvert fald i en koncertsituation, ville drage fordel af at skære lidt ind til benet udtryksmæssigt. Derfor lander vi på 3 af de gode.
*** (3/6)
Hollandske Ball Noir var eksponenter for en mere simpel tilgang – det lød lidt som om planen gik ud på at mikse Iron Maiden-style heavy metal med middelalderlig folkemusik og det fungerede egentlig udmærket, selv om jeg kom til at savne lidt variation mod slutningen. Det fem mand og én kvinde store band, der i flere omgange havde to drejelire-spillere i gang, hvoraf den kvindelige drejelire-spiller også ind i mellem betjente en harpe, lagde ud med at charme publikum med nogle danske gloser (“Øl og patter” gik rent ind) og var i det hele taget et behageligt bekendtskab på scenen. Fra den folkede åbner ‘Bitter Dreams’ fik bandet godt gang i publikum, som hurtigt tog hollænderne til sig.
Der blev danset til ‘The Last Day’ og Vicious Cirle’, mens Ball Noir’s version af temaet fra TV-serien Game of Thrones (‘Winter Is Coming’) for alvor tog kegler blandt publikum. Endnu et instrumentalnummer lukkede hollændernes sæt, og selv om jeg mod slutningen ønskede mig at The World State og Ball Noir havde delt førstnævntes temposkift ligeligt mellem sig, så var Ball Noir’s koncert lige en tand mere sammenhængende i mine ører. Det får karakteren til lige at snige sig op på 4.
**** (4/6)
Aftenens sidste navn var københavnsk baserede Huldre, som blandt andet har gjort sig positivt bemærket med en Wacken Open Air Battle tredjeplads. Det fire mand og to kvinder (den ene temmelig gravid) store band havde slæbt grene og dyreknogler med på scenen, ligesom tøjstilen var mere vikingemarked end metalkoncert. Ud over knogler og kranier havde bandet også bevæbnet sig med violin, lire og fløjte og der blev udstrålet stor spilleglæde fra scenen uanset hvilket instrument, der blev svinget. Forsanger Nanna Barslev gjorde det godt som frontfigur, omend hendes syngestil formentlig ikke vil falde i alles smag med de specielle intonationer og fraseringer, og der rulles på r’erne så det ind i mellem næsten lyder mere norsk eller islandsk end dansk. Den middelalderlige danske og nordiske folkemusik er udgangspunktet for Huldre’s musik, som dog også har masser af tyngde. Især Jacob Lund’s glimrende trommespil gav en solid bund.
Hele vejen gennem det en time lange sæt blev der vekslet mellem mere atmosfæriske, langsomt opbyggede sange, og hurtigere, mere dansevenlige numre, hvor især de forreste rækker så ud til at have en god fest. For eksempel på aftenens andet nummer, ‘Trold’, hvor der blev trampet igennem på scenen og på gulvet foran. Huldre har godt styr på deres kompositioner, ligesom lyden går fint og klart igennem og drejelire og violin (og ind i mellem fløjte) flød fint ind i lydbilledet. Mod slutningen blev den lidt forudsigelige vekslen mellem hurtigere danse-numre og langsommere sange en smule ensformig for undertegnede, men det lod ikke til at gå størstedelen af publikum på. Vi fik både sange om ulven, en dødssjæler om en ældre kvinde, der forelsker sig i en ung mand, og da han ikke vil have hende slår hun ham ihjel, og mere til, og Huldre fusionerede lyrikken på fin vis ind i det folkmetalliske lydbillede. Undervejs i koncerten kunne man endda spore noget der lød som en funkbas i et instrumentalnummer, der for alvor indbød til dans undervejs, men mestendels holdt Huldre sig til at veksle fint mellem det folkede og det metalliske, fint bundet sammen af Nanna Barslev’s vokal og gode kontakt til publikum.
Fire store stjerner til Huldre, som fortjent fik aftenens største bifald efter deres time på scenen. som i hvert fald gav undertegnede lyst til at dykke lidt mere ned i bandets produktion.
**** (4/6)
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
