Værdige og vitale veteraner
”I hope I die before I get old” lyder det med ungdommelig kådhed i ”My generation”, af de oprindelige bandmedlemmer var det kun tromme-tornadoen Keith Moon der desværre levede op til den sætning.
I begyndelsen af dette årtusinde måtte bassist John Entwistle´s hårdt prøvede krop så opgive kampen mod mange års misbrug.
Dette efterlod en svært amputeret supergruppe med kun forsanger Roger Daltrey og guitar legenden Pete Townshend, samt hyrede musiker til at besætte resten af gruppen – og dermed kunne man med rette frygte det værste før deres headliner koncert på Orange!
En flok livstrætte dinosauere, uden noget at opnå eller bevise, tilsat middelmådigt fyld… det viste sig dog at forholde sig fuldstændig anderledes. De ”uoriginale” medlemmer udfyldte deres pladser til perfektion, fyldte ikke for meget men markerede sig alligevel. Naturligvis havde man helst set det originale line up, men dette var den bedst tænkelige erstatning.
Og de ældre originaler var ældet med vidunderlig ynde. Townshend er stadig en fænomenal guitarist og en kraftfuld drivkraft. Jovist, figuren var lidt mere fyldig, håret stort set forsvundet og bevægelserne lidt mere afdæmpede – men saften, kraften og vildskaben skinnede stadig igennem når han huggede løs på spaden med sine ikoniske moves.
Forsanger Daltrey lignede efterhånden en ældre universitets professor, med briller, halsklud og nydeligt hår. I bandets storhedstid fra midt 60erne og ca. 10 år frem havde han en af rockens stærkeste og mest alsidige primal vokaler – nu er manden over 60 og det sætter naturligt sine spor på stemmebåndet. Toppen er slidt ned i begge ender af skalaen, især de høje lyse toner er svære at nå efterhånden.
Dette ødelagde dog intet i hans levering af materialet, tværtimod gav det de gamle hits en ny kant og betydning, der var noget decideret smukt over at høre den nu mere rustne vokal give numrene et lag rock patina. Med de originale indspilninger i erindring var det som at høre tiden gå og se den skarpe tand bide sig ind på Roger.
Det var måske forbigået mange af de fremmødtes opmærksomhed at The Who faktisk var nogenlunde album aktuelle med ”Endless wire”, men bandet selv fokuserede nu heller ikke på at sælge den nye vare. Faktisk spillede de kun ”Fragments” som eneste nummer fra pladen, resten af sættet var en hyldest til deres ungdom og imponerende bagkatalog.
Der var altså dømt nostalgisk greatest hits koncert, men ikke i den dovne autopilot udgave man alt for ofte oplever med trætte legender. Sangene lød stadig friske, levende og ikke mindst som om bandet stadig troede på det de sang! Det havde været forventeligt og uendelig meget lettere bare at lirer deres udødelige klassikere af og så håbe på at publikum ville være ligeglade og bare sætte pris på at hører møget.
Men ”Behind blue eyes” lød stadig rørende og nu med et nyt lag af sårbarhed med den slidte vokal, ”Pinball wizard” og ”The kids are allright” havde stadig deres oprindelige drive. Udlægningen med ”I can´t explain” og ”The Seeker” gav energi fra begyndelsen, en energi de tilsyneladende ubesværet bevarede hele koncerten igennem før ”See me feel me” afsluttede en ”Amazing Journey”.
Inden vi nåede så langt eksploderede The Who dog i rene dynamit udgaver af generations hymen ”My generation”, den banebrydende ”Baba o´ Riley” og mesterværket ”Won´t get fooled again”.
The Who har for længst og fuldt fortjent opnået legende status, og har været tydelig inspiration for efterfølgende generationer af musikere helt op til i dag på Roskilde – men det kræver i den grad format så mange år efter at bevise, at deres position er berettiget, og at de med lethed og elegance kunne spille de fleste af deres ”efterkommere” langt ud af Orange scene og ud i natten! Det burde mange yngre kunstnere på festivalen i alvorlig grad tage ved lære af.
”Who are you?”? I 2007? Simpelthen bare stadig fucking fede og sande legender.
Kodi
