Den aarhusianske pop/rock-trio The White Dominos er ude med en ny EP, hvor de skruer ned for rockriffene og op for de store, stadionfavnende armbevægelser. Det er ikke nødvendigvis et skidt bytte, selvom det hele bliver lidt for glat i længden.
Og det selvom længden i dette tilfælde kun er 20 minutter fordelt på 5 numre. Det er sket en del i The White Dominos lejren siden de udsendte deres seneste EP tilbage i 2015, en EP Jonas smed 5 stjerner efter her på siden. Samme antal stjerner kvitterede jeg med for deres optræden på Uhørt året efter, hvor jeg også fangede gutterne, der dengang var en kvartet, til en snak. Nu er de altså en trio.
Om det er grunden til, at lyden bliver styret i en mere poppet og poleret retning har jeg ingen anelse om, selvom disse elementer allerede var til stede på bandets seneste EP, så virker det som om der lige er skruet op for glasuren denne gang. Det gør bestemt ikke noget, især ikke fordi bandet er bevæbnet med nogle ret stærke og iørefaldende melodier. Faktisk lyder hvert af de 5 numre, på hver deres måde, som nogle der kunne være potentielle singler.
Det bliver så også lidt en svaghed i den forstand, at det netop føles om man lytter 5 singler igennem og ikke så meget et eller andet sammenhængende værk. Men det er måske meget smart, og nødvendigt, i en iTunes/Spotify/streamning tjeneste efter eget valg tid, hvis man gerne vil have hul igennem?
Der lægges ud med den ultrafængende “Heartbeats”, som ser ud til, at blive næste single fra EP’en. Et oplagt og fornuftigt valg, Vi starter med markant bas og Jonas Sharpe’s skarpe og lyse vokal som de dominerende elementer, mens vi hugger os frem mod et meget catchy omkvæd, som man nærmest kan synge med på fra første lyt. Jeg kunne godt savne lidt mere gennemtrængende, eller kraftfuld, guitar her, men det hele virker mikset meget glat, så samtlige instrumenter og vokalen glider ubesværet ind. Det giver på den anden side nummeret en rigtig godt fornemmelse af fremdrift, det er som en fisk i vandet.
“Everybody’s Watching” følger op, her bliver melodien mere “bouncy” og pågående, mens vokalen stedvis lyder lettere forvrænget. Der er lidt Muse over klangen her, dog knap så bombastisk og svulstig som det kan blive hos briterne. Et udmærket nummer, men ikke EP’ens stærkste kort. Den “hoppende” fornemmelse i melodien forsætter over i titelnummeret, “Dying For A Change”, hvor der skrues noget op for armbevægelserne. Melodramaet lurer i den rolige indledning, hvor der er en enkelt sætning (der gentages mod slut i nummeret), som tirrer mig lidt. “Like Ikaros you flew into the sun”, Ikaros fløj for tæt på solen så hans vinger smeltede, ikke ind i den, og er det ikke en metafor, som er ved at være brugt nok?
Nuvel, det er sådan en lille, underlig ting, at hænge sig i, måske. Nå, armene i vejret og lad dem svaje fra side til side og syng med på det smittende “åh åh åh”. Det er muligvis de lavt hængende stadion frugter der plukkes her, men, når det er så “smooth” udført som her, så fungerer det. Igen er det dog som om, at man savner en guitar der lige pludselig eksploderer ind i nummeret. Man kan høre den er der, og er sluttet til men den lader til, at være indstillet til ikke at måtte overdøve noget i lydbilledet.
At The White Dominos ikke har bevæget sig væk fra rocken viser næstsidste nummer “Fall Down”, hvor det dufter lidt af QotSA gasolinrock, hvor vi skal ud over stepperne. Der er kommer lidt mere kant og de behårede brystkasser skydes lidt mere frem, uden at det bliver decideret beskidt eller voldsomt. Det er dog et nummer der endnu engang får sat en streg under, at The White Dominos kan et eller andet med fremdrift. Det glider ekstremt godt og gnidningsfrit, så det er vanskeligt ikke at blive revet med.
Der lukkes og slukkes med “Pyramid”, hvor vi lige skal have pulsen lidt ned igen. Der er noget mere aften/midnatssniger over stemningen her, selvom sangen stadig drives frem af den der hoppe-rytme. Her sørger den dog mere for, at holde nummeret i gang frem for, at være så fremtrædende at den går i ens eget bentøj. Nakken, måske, ja. Faktisk er det et nummer af den slags, hvor man kan sidde på sin flade og stadig danse til det – ved at få lidt gang i skuldrene og overkroppen. Ohhh yeah!
Der er ingen tvivl om, at der er nogle krummer i The White Dominos, også selvom jeg måske ikke synes man kan høre det på sådan en muskuløs måde på Dying For A Change. Det er helt klart et bevidst valg, hvor man sigter efter og satser på en mere strømlinet og “glat” lyd – hvilket lykkes til fulde. Det sker lidt på bekostning af gode, gamle nosser af den rockede slags, det er jo så op til en selv om man ikke godt kan undvære det for en stund?
Den største ulempe ved det valg og udførelsen her er, at musikken ind imellem bliver så velsmurt, at den næsten glider FOR let ned. Ja, det kan jo lyde som en underlig “kritik”, at noget lyder for godt… men, i sidste ende er det måske det der skal til for, at nå bredere ud? Potentialet til det er i hvert fald tilstede.
Vi ender på 4 af de store stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
