The Wands har gennem efterhånden nogen år været en markant spiller på den engelsksprogede, danske psych-rock scene, med en del udenlandsk opmærksomhed til følge. Seneste udgivelse fra bandet var albummet The Dawn. Nu er de på banen igen med en EP, hvor de viser sig fra en lidt anderledes side end tidligere. Det er dog stadig umiskendeligt The Wands.
Faces indledes og afrundes instrumentalt, med to indbyrdes forbundne kompositioner, og dermed oplever man som lytter EP’en som en sammentømret enhed, mere end 6 forskellige numre. Når det så er sagt, så bliver den instrumentale indledning, ‘Living the Dream’, og den passende betitlede, korte ‘Outro’, næppe numre, jeg vender tilbage til, i deres egen ret. Dertil har de for meget karakter af, at være en del af et større lydbillede – ikke dermed sagt, at numrene ind i mellem ikke godt kan stå på egne ben, hver for sig.
Et af The Wands’ varemærker har på alle de numre jeg har hørt, været gode melodier, pakket godt ind i guitarfuzz og orgel, og med Christian Skibdal’s særegne vokal som et særskilt kendetegn, som der måske godt kan være delte meninger om. Jeg har det selv lidt dobbelt med vokalen, for på den ene side synes jeg grundlæggende ikke den lyder specielt godt, men omvendt passer den specielle klang sine steder som fod i hose med musikken. Nogle vil måske få den galt i halsen hele tiden, mens andre sikkert vil elske den hele vejen igennem.
Noget, der til gengæld er uomtvisteligt er The Wands’ evne til at spille psykedelisk rock. Titelnummeret ‘Faces’ åbner for alvor løjerne på nærmest diskret fængende vis, med en umiddelbart enkel trommerytme og guitarfigurer, som tager sig tid til at udfolde sig. Omkvædet er ret enkelt, men med en simpel effekt som håndklap og et syret orgel løfter det sig til noget ganske fængende. Og så er guitarsoloen lidt over halvvejs en fornøjelse.
Indledningen til ‘Cosmic Sinners’ er nærmest western-agtig, med noget, der lyder som distorted mundharmonika, inden den sætter i et på samme tid insisterende og tilbagelænet groove. Guitarspillet er, som det i øvrigt er hele vejen igennem, en fornøjelse, og her er det som om det hele går op i en højere enhed for The Wands. Fedt, fedt nummer.
Mest forstyrrende bliver vokalen til gengæld for mig på ‘Out of Fever’, hvor det omvendt passer godt nok til teksten, men det redder det altså ikke helt for mig. Heller ikke selv om tempoet er sejt sumpet, rytmen drivende og guitarerne får lov at flippe pænt meget ud undervejs. Men den sniger sig godt nok ind på mig for hver gennemlytning, trods min indledende skepsis…nummeret føles dog stadig en kende for langt.
‘Between Heavens’, som er sidste “rigtige” nummer inden outroen, indledes med tørt drivende trommespil fra Thomas Brandt (De Underjordiske, The Woken Trees), mens guitarerne snirkler og snørkler sig rundt om Skibdal’s vokal, som for mig fungerer bedre, jo mere den har at synge op mod instrumentalt. Der er næsten konstant en medrivende fremdrift i The Wands’ rytmesektion, som giver guitarerne et glimrende underlag at boltre sig på, og ‘Between Heavens’ er ingen undtagelse. Det er i hvert fald periodevis en nydelse at lytte til det opfindsomme guitarspil, som er af international klasse.
The Wands trækker, ligesom mange andre bands, på 60’ernes og 70’ernes psykedeliske rockmusik for inspiration, men det bliver udført med et imponerende musikalsk overskud og stærke nok numre til at det aldrig bliver et irritationsmoment. Christian Skibdal’s karakteristiske vokal virker lidt forstyrrende enkelte steder for mig, men i det store hele går den i fint samspil med musikken, og musikken…ja, den er generelt en nydelse. Der er rytmisk drive, masser af variation og også stærke melodier spredt rundt på EP’en, som man snildt kan pushe videre til venner og familie med en svaghed for psykedelisk rock. Vi ender på 5 stjerner til Faces.
Du kan finde The Wands på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
