The Vision Ablaze har både visioner og store ambitioner for deres progressive metal på debut-albummet, Youtopia. De kan skrive fængende melodier, spiller med stor autoritet og har noget på hjertet, og er tæt på at ramme de højere luftlag.
Vi når dog ikke helt op til stjernerne, for ligesom på deres seneste EP, Reach For The Stars, som jeg anmeldte til 4 stjerner her, så bliver det lige ved og næsten på Youtopia. Det er et et meget langt stykke af vejen en fornøjelse at være i selskab med bandet og deres progressive, nogle gange næsten core-lignende, klange. Men 10 numre er lige 1 eller 2 for meget til mine ører, der simpelthen går døde, eller bliver lammet, af de næsten konstante metal-bombardementer inden pladen rinder ud.
Jeg endte Reach For The Stars anmeldelsen med at filosofere lidt over, at bandet måske skulle smide genrens lænker lidt og variere udtrykket for at det kunne bære et helt album. Missionen lykkes egentlig ganske godt for The Vision Ablaze, for musikalsk og stemningsmæssigt er der masser af variation at finde på Youtopia. Og så alligevel ender jeg lidt med at miste koncentrationen hist og her i løbet af pladen, der periodevis, trods variationen, lyder lidt ensformig?!
Måske fordi jeg ikke kan høre meget andet end progressive klangflader der støder mod hinanden, bygger op, bølger frem og tilbage, pludselige retningsskift og massive energiudladninger – teksterne og budskaberne drukner lidt i lydtrykket. En skam, for bandet har ellers i følge pressematerialet en del på hjertet, hvor de opfordrer til at være aktive fremfor passive og sætte spørgsmålstegn ved samfundsordenen og vores ledere. Prisværdigt, men uden at have teksterne ved hånden får jeg for sjældent fat i de behjertede budskaber – måske jeg skal have mig et høreapparat?
Lyrikken leveres ellers på overbevisende manér af Peter Kelkelund, der kaster sig ud i noget af en vokalmæsig tour de force på Youtopia. Skrig, brøl, nerve, spændvidde og clean vocals i tilpas doserede mængder. Hvis han kan synge sådan her live, så har bandet for alvor muligheden for at nå længere ud!
For musikken og sangene til at nå et bredere publikum, om ikke andet internationalt hvor markedet er noget større, har de egentlig med materialet på Youtopia. Især nummeret “Under The Killing Moon”, en af de mere imødekommende og poppede stunder på pladen, og samtidig enormt catchy og iørefaldende. Ja, det er The Vision Ablaze i deres mere bløde og næsten radiovenlige hjørne. Det vil måske få nogen til at rynke lidt på næsen, men ud med den som single i en vis fart og så tag skraldet – eller succesen (?) bagefter. Det nummer er ganske enkelt så godt og fængende, at det burde benyttes som brohoved til et udfald mod verden.
Mere kradsbørstigt og arrigt lyder det på et nummer som “Dreaming Awake”, der blæser ud af starthullerne med børsterne rejst, kløerne ude og fråde i mundvigen. Bandet glemmer ikke melodien i disse hidsige stykker, inden der går clean vocal og “poppet” omkvæd i den. Om man er til den stil, det er jo en smagssag, men både her og på eksempelvis åbningsnummeret, “Absent”, har bandet totalt styr på genrens virkemidler og den sans for timing der skal til for at slippe helskindet fra det. Jeg har det lidt ambivalent med hele den der vekslen mellem bistre attituder og flænsende klang og så de pludselige skønne passager. I mindre portioner da kan jeg sagtens sætte pris på det, men der skal ikke meget til at det kammer over.
Der er lige et par numre midt på pladen, “Fall From Grace” og “Into My Brain”, og afslutteren “A Jaded Miracle”, hvor jeg kobler lidt ud og formularen ikke helt har nogen effekt på mig. Det bliver dog aldrig kedeligt, og et nummer som “Into My Brain” holdes oppe af et rigtig fint omkvæd. Den efterfølgende “Fear” giver mig indledningsvis lidt panderynker, da er det lige før det bliver lidt for nydeligt, men så skal jeg lige love for at der skrues op for metal-dampen og trampes igennem. Omkvædet er stadig ovre i noget anthem-klingende, men nummeret er så godt skruet sammen, at det er svært ikke at smide en næve i vejret imens det brager ud af højtalerne.
Her efter er der dømt semi-ballade på den storladne “Monster”, der lægger langsomt ud, der tages tid med opbygningen, vokalen får for alvor lov til at prøve kræfter med det højtragende, mens resten af bandet stille og roligt strækker armene og rækker ud efter de højere luftlag. Det fungerer rigtig godt, selvom det måske, rent opbygningsmæssig, ikke er Youtopia’s mest nytænkende stund.
The Vision Ablaze lyder egentlig utrolig meget som “den komplette pakke” på dette debut-album, det er faktisk ganske imponerende hvor veldrejet og formfuldendt det hele lyder, når man tænker på at det er deres første album. Men det ender måske også med at blive en kende for pænt, kontrolleret og sikkert? Det bliver aldrig helt farligt, uforudsigeligt eller vildt nok til min smag (og jeg kan OGSÅ godt lide popmusik, så det er ikke det jeg mener).
Det er nok igen den genre og stil The Vision Ablaze lægger for dagen der spiller ind, er du til den, så er Youtopia nok noget af det ypperst der er præsteret indenfor de rammer her til lands – med potentiale til at gøre sig internationalt også.
Vi lander på 4 af de store stjerner herfra mit lille, halv-døve hjørne.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Vision Ablaze på Facebook
