Lørdag aften på Voxhall, med The Tallest Man On Earth og opvarmning ved Phil Cook, viste sig at holde kvalitet hele vejen igennem. Dog var der udfald, der gav ridser i lakken, hvor opvarmningen endte med at overskygge hovednavnet.
Forventningerne blev i høj grad indfriet – men mere om dette senere.Inden The Tallest Man on Earth lagde fra land spillede nemlig Phil Cook.
Phil Cook ★★★★★☆
Der er i virkeligheden ikke så meget at komme efter; Phil Cook spiller blues uden dikkedarer og lægger for øvrigt oveni en fremragende vokal.
Der er tale om én mand, en guitar (hhv en Fender Stratocaster eller Telecaster – alt efter om nummeret går efter den dybe krop, eller den mere toppede lyd) og en stortromme(pedal).
Phil Cook er fra North Carolina, USA, og formår med sin version af blues at levere et næsten uhyggeligt højt niveau – nogle har bare blues inde under huden! – uden at forfalde til sydens twang på hverken vokal eller guitar.
De første fire-fem numre bliver spillet uden dikkedarer – og alene legen op af gribebrættet er et studie i sig selv – mens der efterfølgende bliver kørt på af Cook med kommentarer om North Carolina, Vaterland og hvor meget hjerte, der ligger i denne stat, som få i Danmark nok kender.
Hvor blues måske har en tendens til at blive kliché-præget og i den sidste ende nok lidt trivielt, formår Cook at gøre bluesen til mere end det; ja, teksterne drejer sig om hvad blues nu gør, men hans umiddelbare talent – alene på scenen – gør, at jeg måtte tage mig selv i at tænke, at nok en time med dette ikke ville have været malplaceret, da han gik af.
Fem stjerner er i den grad på sin plads – og barren var sat ret højt for, hvor The Tallest Man on Earth skulle samle op.
The Tallest Man on Earth ★★★★☆☆
Det skal med det samme siges, at Voxhall var totalt udsolgt – og proppet til bristepunktet.
De klassiske klichéer om at man nåede at blive ædru inden man kom til i baren blev da også hyppigt luftet inden hovednavnet gik på – men at ét af Danmarks bedste spillesteder var fyldt, indikerer også, at The Tallest Man on Earth er et navn, man må regne med.
Flere gange inden hovednavnet gik på gik der pøbel-stemning i den, hvor der blev klappet i takt, råbt bandnavn og sunget strofter fra bagkataloget: Publikum var tændt! Og i løbet af de første numre viste The Tallest Man on Earth også, at der var talent til at bakke status som udsolgt op.
Entréen var et sjældent svensksproget nummer af bandet/manden (på backtrack), mens der efterfølgende åbnedes med en akustisk one-man entry med “The Moonshiner”, som lagde et tydeligt irsk islæt på resten af aftenen.
Herefter fulgte “Fields of Homes”, som startede med frontmand Kristian Matsson alene, hvorefter de yderst kompetente band fulgte. Og uanset hvor skide dygtige bandet var – og det var de! – så var det tydeligt, at vi var langt inde i en turné/række af koncerter.
For selv om det var et band, der sjældent (aldrig?) lavede en fejl, så var det også frontmand Matsson, der leverede energien ud over scene-kanten. Og skal koncerten have negativ kritik, så er det især på, at når Matsson havde brug for en puster – eller bare kunstnerisk trak sig – så var der ikke rigtigt nogen til at tage over. Og det gik lidt galt, da han blev en smule spids i kritikken af publikum.
Det er ellers et fedt band han har taget med – og Voxhall lever op til deres navn ved at levere en lyd, der er klar fra hvert et hjørne af salen, hvor vokalen går helt klart igennem (hvilket må være vigtigt for singer/songwriter-genren) – på bekostning af at det aldrig bliver rigtig højt, farligt eller voldsomt.
Nuvel. The Tallest Man on Earth vil også noget andet end det – og formår at lægge passager af stærke numre (Matsson er utrolig stærk i sin evne til at skrive en god tekst til en endnu bedre melodi) at også trække det ned til blot Matsson og en guitar – hvor materialet, ret beset, nok står aller, allerstærkest.
Men en koncert består ikke blot af et godt band, der leverer og et publikum. Flere gange når Matsson kørte dynamikken helt ned, blev der tysset blandt publikum (og ikke uden grund – der var en del snak konstant) – men det var tydeligvis også noget, der gik Matsson på og især en passage, hvor han først havde spillet en ballade på guitaren, er det nærmest heldigt at det næste nummer tillader Matsson at gå til klaveret og spille det næste nummer, så hans tydelige utilfredshed med stemningen ikke kommer så tydeligt til udtryk.
Fair nok! Folk, der betaler 300 DKK for at stå og snakke om deres weekend pisser selvfølgelig andre folk, der har betalt 300 DKK for at rent faktisk lytte til musik, ned ad ryggen. Men at forholde sig til det som en forurettet pop-stjerne, klæder ikke Matsson – selv om det var berettiget!
Det betyder, at koncerten får et underligt tab i momentum, som dog selvfølgelig samles op af de afsluttende numres kvalitet. Og da vi nærmer os de 20 numre, er stemningen god, helhedsindtrykket for så vidt intakt – men i den sidste ende har et yderst professionelt orkester ”blot” leveret (på højt niveau), mens Matsson har svinget mellem det sublime i starten til det pigesure – for at slutte helt fint.
Bundniveauet er vildt højt, men jeg har svært ved at give mere end fire stjerner for en performance, hvor der var kedelige udfald – ikke fra bandet, men fra aftenens hovedperson, som efter en længere tourné ikke på den måde burde have ladet sig påvirke af publikum.
Stadigvæk en stor oplevelse – og de fire stjerner er store – men man bør kunne forvente højere professionalisme fra et navn af den statur….
