De virker som et sært 90er levn på papiret, Billy Corgan og hans roterende line up, hvor der kan synes meget langt til velmagtsdagene, dengang grungen styrede verden for en kort stund og bandet foruden Corgan bestod af James Iha, Jimmy Camberlin, D’archy Wretzky og senere Melissa Auf Der Maur.
Bandet gik officielt i opløsning i år 2000, efter en del år med interne stridigheder, misbrug og en tiltagende megaloman Corgan, men efter en mislykket solokarriere, og en enkelt plade i bandnavnet Zwan, blev Smashing Pumpkins gendannet i 2006 og udgav den middelmådige Zeitgeist. Smashing Pumpkins er nu mest af alt et Billy Corgan soloprojekt med hyrede musikere, det nogenlunde fastlåste line up i 2012 består af Mike Byrne (trommer), Nicole Fiorentino (bas) og Jeff Schroeder (rytme guitar).
Det originale Smashing Pumpkins nåede, at sætte kraftige aftryk i 90ernes musikhistorie, især med de to hovedværker Siamese Dream (1993) og det ambitiøse dobbeltalbum Mellon Collie and The Infinite Sadness (1995), der alt efter smag er et mesterværk eller opblæst makværk. Jeg hælder mest til det første. Derefter gik der for alvor Axl Rose syndrom i Corgan’s opførsel og storhedsvanviddet fik lov til at folde sig ud i fuld flor, hvis Siamese Dream er deres Appetite For Destruction, så er Mellon Collie… deres Use Your Illusion 1+2.
Bandet, og især Corgan, var kendt for liveoptrædener der varierede fra det det excentriske til det deciderede fjendtlige, og den opførsel blev taget med ned fra scenen og har ført til, at Corgan har lagt sig ud med utallige branchefolk og kolleger.
Nu er The Smashing Pumpkins så tilbage med deres andet album efter “gendannelsen”, gåseøjne i det at Corgan jo er det eneste resterende originale medlem af gruppen, og det er tilsyneladende en mere medgørlig frontmand der styrer løjerne i 2012. I hvert tilfælde lyder det hele knap så mørkt og deprimerende som tidligere, og visse steder lyder det store skaldede æg ligefrem tilfreds med tilværelsen.
Oceania er del af et større semi-prætentiøst konceptalbum projekt kaldet Teargarden By Kaleidyscope, der så vidt jeg har forstået det, går ud på at bandet udgiver i alt 44 sange en efter en på nettet, hvor Oceania er “an album within an album” i dette overordnede Teargarden projekt. Så er det ligesom på plads, forstået og man ruller slet ikke en smule med øjnene. Oh Billy, you truly are an artist….
Oceania lægger stærk ud med de 2 numre “Quasar” og “Panopticon”, så kald dog dine sange noget normalt Billy, der straks tager en tilbage til start/midt 90erne i kraft af deres “klassiske” Smashing Pumpkins indpakning. Støjende guitarflader, den nasale Corgan vokal, der både rumestere i front og som et hjemsøgende ekko længere tilbage i mikset. “Quasar” åbner med en sand wall of sound, der vokser og vokser indtil Corgan’s snerren sætter i, melodisk er det måske ikke det stærkeste nummer, men det får sparket døren effektivt ind. “Panopticon” er den mere melodiske af de to, og Corgan længere fremme ved mikrofonen og lyder mere optimistisk end i første nummer, men synes alligevel de er meget beslægtede. Opløftende og lovende åbning.
“The Celestials” åbner med akustisk guitar og strygere, imens Corgan nærmest popcrooner løs, der er sgu pludseligt blevet helt lyst og klart i Pumpkinland, og Billy Boy lyder helt forelsket og i balance? Ja, det kan lyde virkelig klamt, men der bygges ovenpå nummeret med skærende guitarer, den positive vibe bevares, men der kommer tilpas kant og saft i sangen til, at det ikke bliver helt rørstrømsk. Rigtig fin og veldrejet ballade. “Violet Rays” forsætter i det afdæmpede hjørne, hvor tempoet er moderat, men der er masser af pondus i den musikalske bund, der også indeholder spor af noget electronica, på mange måder noget der bringer minder om bandets lyd på Adore albummet. Igen et ikke ueffent nummer, der lyder af nyvunden musikalsk overskud, måske ikke nye inspirationer, men en velkommen finpudsning af gamle dyder.
Der er dømt typisk Corgan lyrik på “My Love Is Winter”, hans kærlighed er vinter og den er tabt, stakkels Billy, nu gik det da ellers lige så godt! Vi er i midttempo semi-ballade land, det sikre og konservative hvilespor, men Pumpkin vognen går aldrig i stå, eller får brug for autohjælp – en hæderlig guitar og Corgan’s øre for den fine melodi holder motoren kørende. “One Diamond, One Heart” introducerer for alvor de elektroniske elementer på pladen, med sin syntetisk klingende indledning, før strygere og andet godt læsses på lagene i musikken. Det er stemningsfuldt, men samtidig også lidt koldt og kunstigt, dog tilføjer vokalen en varme og glød der gør nummeret til en rar lille rasteplads på pladen.
Smashing Pumpkins går all in på ballade fronten på den smukke og stemningsmættede “Pinwheels”, hvor Corgan og co får løftet materialet helt ud i solen og til himmels, uden at det bliver happy go lucky. Et nummer man sagtens kunne have forestillet sig folde sig ud blandt materialet på Mellon Collie pladen, klassisk sangskrivning af den gamle og velkendte skole, uden alt for meget effekt lir og overproduktion. De stille stunder forsætter på titelnummeret “Oceania”, en 9 minutter lang kleppert, hvor Corgan for alvor giver den som indfølt skønsanger, desværre står sangen lidt stille og midterstykket, før vi når sidste akt, er noget langstrakt. Det er også her albummet begynder at knække, eller kort og kort – bliver for langt.
De første 7 numre svæver i nærheden af de 5 stjerner for helhedsindtrykket, men på “Oceania” mister det desværre pusten en smule. Herefter kunne vi godt have brugt et effektivt los i løgene (eller hvad man nu er udstyret med fra naturens gavmilde hånd), men “Palehorse” er endnu et nummer i lavt tempo, ganske smukt og fint jo jo, men det har vi ligesom hørt på de seneste 3-4 numre.
Beklageligvis genvinder Oceania aldrig helt det tabte, momentum og fremdrift er forsvundet, og selvom “The Chimera” vender tilbage til de første par numres guitar fræsende melodi, så formår sangen ikke rigtig at sparke Pumpkin-mobilen op i topfart igen. Faktisk er det den første sang på pladen, hvor man tænker “overflødigt”. Den efterfølgende “Glissandra” ændre ikke væsentligt på dette, Oceania forsætter med små skvulp i stedet for en ordenlig omgang ruskende bølgegang.
Faktisk virker det som om Oceania albummet sluttede med sangen “Oceania”, og resten er numre de lige havde klar til Teargarden projektet, og valgte at smække på skiven for at vride spilletiden i vejret. De første 8 sange fremstår som et helstøbt værk, de sidste 5 som fragmenter af noget andet og knap så ophidsende. “Inkless” skiller sig ud med sin Siamese Dream klang, og der er igen lidt nerve at føle i det hele, før “Wildflower” lukker pladen med stille strygere og en ensom Corgan på det rolige ocean.
Der er perioder på første halvdel af Oceania, hvor Smashing Pumpkins for første gang i 15-17 år lyder som THE Smashing Pumpkins, en glædelig og overraskende vital genkomst for Billy Corgan, der her virker genfødt og med fornyet kraft – og ikke mindst med en fornyet lyst på livet. Det hele lyder ikke længere SÅ depressivt og dunkelt som i gamle dage, selvom den karakteristiske Pumpkins klang er tilstede. Desværre holder de nye kræfter kun til lidt over halvvejs, hvor Oceania begynder at lyde lidt retnings- og kraftløs, og bare flyder lidt ud i monotoni og ensformighed. En forbandet skam, for de første 7 numre er virkeligt stærke. Det vi står tilbage med et altså et glimrende album, der før det når i havn får motorskade, går i stå og driver rundt imens pumperne forsøger at redde skuden.
5 for første halvdel, 3 for resten, det giver en solid 4er til The Samshing Pumpkins, der trods alt ikke har lydt bedre og mere friske siden storhedstiden.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på Facebook og få daglige rock nyheder, festival updates m.m. FIND GFROCK LIGE HER!
