The Slaughterhouse 5 tager én med på en interessant og sprælsk musikalsk rejse, der bestemt er spændende og lovende, men som album og “værk” er det i sidste ende for ufokuseret og med for mange skæve indfald, til at det hænger ordenligt sammen. Er du frisk på en anderledes alternativt rockende udflugt, så er der dog betagende stunder imellem.
Da bandet frisk bankede på vores dør med denne udgivelse, præsenterede de sig selv således:
“Vi spiller i en grov og lynhurtigt vending alternativt rock, men vi har tyvstjålet fra så mange og så uensartede kunstnere og genre som overhovedet muligt. Vi digger i voldsom grad musik og har svært ved, at blive hængende i én genregrøft særligt længe! Efter tre i år i grum og asocial isolation (tidsrammen for vores debut-plade projekt) har vi haft særligt svært ved det! Vores nye plade, en 16-tracks konceptplade (som de blev lavet i 70’erne)..”
Sådan lyder Alban B. Clay såmænd også, pladen emmer af lyst til at eksperimentere og lege med genrerne, hvor alle tænkelige former for rock og pop lånes, stjæles, opfindes og muteres til deres egen svært definerbare klump alternative rock-kød. Der så høvles mod væggen for at se hvad der bliver hængende. Det virker som om bandet er gået til løjerne med åbent sind – og det er, næsten selvsagt, både albummets styrke og svaghed. Det, der bliver hængende, er godt, det, der falder ned, ryger i leverpostejen – alt kan bruges.
Alban B Clay er som nævnt en konceptplade, jeg har endnu ikke helt gennemskuet konceptet, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, men det virker mest af alt som en rejse ind i tosset sind (illustreret med coverets smeltende ansigt?), med rodede tanker der flyver frem og tilbage og vikles ind i hinanden. Mellem en del af numrene “bindes” det hele sammen af små sketches, lydklip eller korte samples (som man også finder hist og her i selve sangene), uden at det hver gang fremgår, hvad der er “lånt” og hvad der er originalt materiale. Det giver et dejligt anarkistisk præg, men konceptet er et, der i sidste ende hæmmer udgivelsen som samlet værk, især når man har hørt et indslag som “Radio Snob Pop” et par gange.
Her dumper vi direkte ind i et “Smagsdommerne” klingende radioprogram, der præsenterer det efterfølgende nummer “Light Bulbs”, og som kort runder af efterfølgende med en, ja, snobbet konklusion om sangens budskab. Fint tænkt, men udførelsen lyder for det første en smule amatøragtig, med bandmedlemmer (formoder jeg) der laver forskellige karakterers stemmer og for det andet, så er det kun sjovt første gang. Nå ja, så kan jeg jo bare trykke “skip”, men nu prøver jeg jo ligesom at anmelde hele pladen her, så det må vente til anmeldelsen er skrevet. En skam, for netop “Light Bulbs” er faktisk et af Alban B. Clay’s bedste numre, et luftigt og smittende nummer, der ganske æggende og drillende svæver rundt om lytteren. I sin kerne er The Slaughterhouse 5 en gruppe med et rigtig godt “popøre”, og det er når det får lov til at folde sig helt ud, at pladen er allerbedst.
Sådan tumler albummet af sted, spredte skinnende musikalske perler adskilt af baggrundsstøj og afbrydelser i Alban B. Clay’s fragmenterede sind. Du får næsten aldrig det samlede billede, de små pauser mellem sangene lyder i stedet som om der pludselig bliver trykket “play” på en båndoptager, et tilfældigt sted på båndet – nogen gange helt bogstaveligt, som på “Bonnie & Ronnie (Kill Thrill 1.0)”, der leder over i sangen “Kill Thrill 2.0”. En lidt foruroligende klingende duet (der veksles med jævne mellemrum mellem mande- og kvindevokal på pladen), hvor rytmebunden lyder helt drum ‘n bass inspireret.
Selveste Hitler vælter med et ind i det musikalske cirkus på “Hitler-In-The-Box”, hvor The Slaughterhouse 5 endnu engang tænker lidt udenfor pop-boksen, med skæve takter og en lettere særpræget rytme. Det gennemgående Art pop/rockede element, er endnu et af de virkelig vellykkede punkter på albummet. De noget mystiske engelske tekster ved jeg til gengæld ikke helt hvordan jeg har det med. Sjove sprogblomster blander sig med noget der fremstår som uforståeligt nonsens, og andre gange får man kun brudstykker med. På den anden side, er det fint med til at understrege den flimrende fornemmelse man får af at lytte til sangene. Som “infants in toiletbowls hahaha..” delen i pladens åbningsnummer “Alban B. Clay The Artisté”, “morsomt” lille mentalt snapshot man får, men det meste af sangens tekst virker lidt uforståelig for mig – er der en mening i vanviddet?
Jeg behøver egentlig ikke svaret for at kunne nyde de musikalske højdepunkter, som “Alban B. Clay The Artisté”, der med et let jazzet præg får sat min hjerne i Twin Peaks-mode med dansende dværge der snakker bagvendt og hele pivtøjet, uden at det bliver David Lynch dystert. Giver det mening? Måske? Men om ikke andet er det sært fascinerende og får aktiveret et eller andet i én som lytter. The Slaughterhouse 5 fremstår både meget lige til på en sang som denne, og besynderligt uforståelige – men aldrig uinteressante.
Alban B. Clay er som album en noget ustyrlig størrelse, der er tilsvarende svær at beskrive helt præcist med ord. Jeg vil egentlig bare anbefale at man giver den et lyt, og danner sig sit eget indtryk. Det bør man selvfølgelig altid, mine ord er ikke lov, men lige med denne særling virker det ekstra nødvendigt. Nogle vil finde det genialt, nogle galt, sandheden ligger nok et sted midt i mellem. Det er en plade der udfordrer, men uden at være utilnærmelig – den giver dig hele tiden et eller andet.
Som samlet album er den dog noget rodet, selvom bandet prøver at skabe en følelse af sammenhæng og et samlet univers. Faktisk minder det på en måde om et soundtrack til en teaterkoncert/forestilling (selv bandfotoet ligner et stillfoto fra en teaterforestilling), understreget af de til tider teatralske vokaler, men selv om mange af numrene skaber levende billeder, så mangler der måske netop et fysisk visuelt element for at fuldende oplevelsen. Alban B. Clay fremstår som en plade drevet frem af ustoppelig musikalsk nysgerrighed, der strømmer ud fra hjertet, men som så ofte når man lytter til hjertet, så har fornuften ikke sejret. Men nogle gange giver det også bare en spændende rejse at lytte til hjertet, selv om slutresultatet, som her, kan ende en smule diffust og forvirrende.
Løsrevne stjernestunder på et album med mange facetter, der som helhed er lidt vanskeligt at bevare orienteringen i, giver en positivt stemt 3’er – snup en tur sammen med Alban B. Clay og se hvor det bringer dig hen!
Anmeldt af Kodi
Du må ikke snyde dig selv for, at se den fede og lettere foruroligende video til “Light Bulbs”.
Besøg The Slaughterhouse 5 på Facebook
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
