The Savage Rose er tilbage i storform med albummet Homeless, der måske ikke byder på nye musikalske landvinger fra Annisette og kompagni. Til gengæld er det så velskrevet og velspillet, at det kan få planter til at gro op igennem selv den tykkeste beton.
Det sidste var en reference til en af de historier Annisette fortalte, da de gav den mest gribende og smukke koncert på Orange Scene i år. En koncert, hvor man ikke mindst blev overrumplet af de fornemme sammenspil mellem de fortrinsvis yngre kræfter Annisette har omgivet sig med i The Savage Rose anno 2017.
Det er samme hold der stiller op på Homeless, og samspillet slår igen gnister og får det bundsolide sangmateriale til at løfte sig det sidste stykke. Nå ja, og så er der jo det, tilsyneladende, evige kraft- og epicenter i front, Annisette, og hendes besættende og besjælede stemme. Der er kommet lidt ridser i lakken med tiden, lidt mere patina og endnu mere hæshed end før, men det er lige før det blot er med til at gøre stemmen endnu mere betagende.
Hun er vist blevet kaldt alt fra en naturkraft til naturstridig, det er sandt nok, men det der rammer mest er den følelse af naturlighed og ikke mindst ærlighed, der stråler igennem det hele. Noget der i den grad går igen i og er med til at give liv til den i forvejen velsmurte musik, og i sidste ende sangene, på Homeless. Mange vil nok forbinde The Savage Rose med noget lidt blåøjet eller bedaget fortid og/eller hippiekultur. Grænsen mellem naivitet og stålsat tro på noget godt og det gode er ikke altid lige tydelig, men grunden til, at det fungerer for mig er, at jeg TROR på at de TROR på det. Det er her ærligheden igen kommer ind i billedet og vinder. “I’ve got no reason to deny what I feel // I got no reason to deny the truth I see”, som det lyder i titelnummeret.
Også på Homeless, der rent musikalsk et langt stykke hen af vejen måske er The Savage Rose som man forventer de ville lyde, en opsummering og sammenblanding af 50 års musikhistorie – men i sin kerne helt sig selv som meget, meget The Savage Rose. Kunsten er, at det ikke lyder bedaget eller tyndslidt, og det gør det ikke her fordi sangskrivningen både er stærk og lyder frisk på grund af det velspillende band, men også fordi den er forbandet konsistent og albummet fremstår vældig homogent. The Savage Rose er også en overlever fra en tid, hvor man lavede albums, der var sammenhængende værker og ikke bare en samling singler – eller numre der frit kan sprøjtes ud over diverse spillelister.
Homeless vinder virkelig meget på, at man lytter til de 9 numre ud i et og som et samlet album. Ikke at der ikke er enkelte højdepunkter og numre der rager op, men det føles virkelig som en musikalsk rejse, hvor hvert stop er værd at tjekke ud. Fra den 8 minutter lange åbner “Homeless” til den helt forrygende knap 6 minutter lange lukker “Romano”, sætter punktum for de tæt på tre kvarter pladen varer. Man kan næsten se noget af tematikken på albummet ud fra bare de 2 sangtitler, man er i hvert fald, stadig, ikke i tvivl om hvor bandet hjerte og sympati ligger. Ikke på en udpenslet eller prædikende vis, men som en tro på kærligheden, medmenneskeligheden og at man kan gøre ting anderledes og bedre.
“Homeless” smyger sig fremad i et døsigt, skvulpende tempo, med godt med horn og blæs, uh-uh-uh kor til at bakke Annisette op, som en slags forførende New Orleans-jazzet psych/soul-rock. Allerede her bliver man suget ind i The Savage Roses musikalske univers, der lokker og drager en tæt på, pludseligt flammer og råber op, skubber dig væk og løfter pegefingeren. Er der håb derude et sted? For nogle, som i “Homeless”, består håbet af de små både de kaster sig ud i bølgerne i, for The Savage Rose består det muligvis i, at det nytter noget at råbe op. For mig giver det en smule håb, at der stadig er nogen der tager det på sig at gøre det…
Den New Orleans-jazzede følelse strømmer igennem mange af numrene, men bliver nok allermest udtalt på “Darling Dear”, der på sin egen rolige og ikke-bombastiske facon bliver et af albummets absolutte epicentre og højdepunkter. Det oser af stemning, atmosfære og et band og en sangerinde der har totalt styr på deres virkemidler, doseringen af disse og hvordan man kan lave noget overvældende, der ikke behøver larme eller buldre løs. Nummeret vugger stille fremad, med både en tone, rytme og stemning der skaber billeder af et begravelsesoptog eller en fejring af de døde under varmere himmelstrøg, så sveden driver af en.
Sveden pibler også frem på under den kun 45 sekunder lange, eller korte, “Exit”, et ret udsyret instrumentalnummer, der er med til at få lidt afveksling og tempo ind på pladens sidste halvdel. Inden tempoet igen falder og finder et mere bølgende leje på den efterfølgende “Sorrow’s Hand”, hvor det blandt andet lyder dæmpet fra Annisette, “Come my dearest friend, don’t cry now // Everything will be just fine in time // I know that this life might seem uncertain, the doubts and defeats that live inside…”.
The Savage Rose har i det hele taget ikke synderlig travlt på Homeless, men det er ikke en plade der nogensinde gå i stå – den tager sig bare den tid, ting nu tager. Hvilket giver en følelse af, at det her er musikalske blomster, der får lov til at spire og bryde frem i et helt organisk tempo, uden kunstgødning eller andre hjælpemidler.
Smukkest af alle, og kulminationen på pladen, er tidligere nævnte afslutter “Romano”, hvor bandet på fejende flot manér demonstrerer, hvorledes man kan levere et storslået nummer, uden brug af enorme armbevægelser og bombast. Musikalsk og ikke mindst på grund af Annisettes vokal lyder det ikke som et bragende opråb, men som et knugende, dybtfølt, hjerteskærende og desperat råb om opmærksomhed fra mørket.
Noget af en mavepuster at gå ud på, og på sin vis en dækkende opsummering, af hvad The Savage Rose kan og går ud på. Det er lige før man får lidt åndenød, eller helt glemmer at trække vejret, undervejs på rejsen. En kvalitet som jeg, desværre, ikke oplever så ofte længere i musik. Men nu er, og bliver, The Savage Rose heller ikke som de fleste andre, og her, 50 år inde i karrieren udviser de stadig musikalsk format som få og lyder lige så rørige og relevante som nogensinde.
Der er stadig håb og tro på en bedre verden derude – det giver 5 mesterlige stjerner til Homeless.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Savage Rose på Facebook – og se dem lige henover efteråret!
