Fredag aften tog The Savage Rose en tur “ud på landet”, hvor de på Forbrændingen i Albertslund gav prøver på 50 års musikhistorie. En koncert der bestemt var god, men af forskellige årsager ikke helt kunne matche årets livsbekræftende triumf på Roskilde.
Fra det øjeblik hun med forsigtige skridt træder ind i spotlyset (iklædt slidte støvler og en gammel frakke der pakkes i en ditto kuffert), hersker der ikke nogen egentlig tvivl om, hvem er der er stjernen i The Savage Rose anno 2017. Det er Annisette, der på år 50, og som eneste oprindelige medlem, holder liv i drømmen fra ’67. Ja, på mange måder ER hun vel den vilde rose, som trods op og nedture, nægter at visne hen.
Det er der nu heller ingen grund til, selvom budskaber om fred, kærlighed, medmenneskelighed og håb for en bedre fremtid, er budskaber der måske har virket en kende antikvariske i mange år. Men nogle budskaber som, hvis man orker at åbne øjnene og kigge rundt, verden og den hjemlige andedam godt kunne tage til sig. Der er, kort og godt, næsten brug for et band som The Savage Rose, og deres mission, mere end nogensinde. Derfor virkede enetalen mod slut heller ikke kikset eller malplaceret, men som et oprigtigt håb.
Og nok er Annisette den ubestridte lille supernova i bandet, men som de beviste på Orange Scene i sommers, og igen denne aften på Forbrændingen, så har det “unge” band omkring hende i dén grad en stor del af æren for, at The Savage Rose i 2017 er værd at bruge et par timer på. De spiller med en suveræn indbyrdes forståelse og forståelse for det respektindgydende sangmateriale. De virker ikke som et eller andet coverband, eller lejesvende i The Annisette Show. Det her er en imponerende holdindsats, med orgelmesteren Palle Hjorth som den helt store oplevelse, hvor alle får lov til at skinne, mens sangskatten forvaltes, som noget man gerne må røre ved og gøre til sit eget, i stedet for som støvede museumsgenstande.
Det må ellers være lidt skræmmende, at skulle gøre numre som “Wild Child”, “What Do You Do Now?” eller “Screams of Captured Birds” ære og stadig få det til, at føles frisk og levende. Bevares, man kan da, naturligvis, godt høre på Annisettes vokal, at der er gået 5 årtier siden debuten, det ville da også være naturstridigt andet. Men kraft, indlevelse, nærvær og nerve har den stadig. Den er bare blevet lidt mere ru og “mørk” i tonen, hvilket egentlig giver en del af numrene et nye dimension.
De nye numre, fra den nyligt udsendte og ganske fremragende plade Homeless, stod i denne sammenhæng overraskende stærkt sammen med det polerede arvesølv. Vi fik titelnummeret “Homeless” og førstesinglen “Woman” i streg midt i første sæt af to og de var, sammen med den gribende åbner “Sangen For Livet”, sættets højdepunkter.
MEN. 2 sæt? Nej tak. Jeg hader afbrudt samleje af den slags til koncerter, og kan blive hylet helt ud af den. Den stemning, der er blevet bygget op fordufter, koncertens flow ryger fløjten og jeg nulstiller helt automatisk – sikkert en anmelderskade fra festivaler, hvor der nogle gange kun er minutter mellem de koncerter jeg ser. Så tømmes harddisken i pausen og vi er klar igen. Og når pausen så også lige varer op mod 40 minutter, så føltes det næsten som 2 forskellige, korte koncerter på cirka 50 minutter hver. Virkelig en skam.
Det så også ud som om, at der var tyndet lidt ud i publikum på Forbrændingen i pausen? Et, med al respekt, modent publikum, hvor dem der havde sat sig på trappen ned til selve koncertområdet (en stor, bred en der på en måde ligner en slags tribune til højre for scenen) mestendels også blev siddende. Dem der stod op lod til gengæld til, at have en festlig aften.
Vi nåede dog ikke i nærheden af samme højder som på Orange Scene i sommers, og her er det jo ikke bandets skyld, at jeg har set dem tidligere i år. Og at den voldsomt gribende koncertoplevelse jeg fik der næppe kunne gentages. Dertil var omstændigheder og omgivelser alt for forskellige. Jeg jagtede egentlig heller ikke det sus igen, men modsat synes jeg heller ikke, velspillende eller ej, at The Savage Rose helt ramte samme niveau denne aften. Der var ganske enkelt en form for magi i luften på Roskilde, som ikke helt var til stede her.
Måske skyldes det også, at bandet, udover orgeltroldmanden, virkede lidt klemt sammen på linje bagest på scenen, så de kom til at se lidt hæmmende ud. Heldigvis var der så godt med plads til de to fremragende kordamer til, at bakke Annisette op og tage over, når hun dansede langsomt rundt, som en slags ballerina fra en svunden tid.
Sæt nummer to blev ellers forsøgt kickstartet på fornem vis af bandet med den instrumentale hvirvelvind “Byen Vågner”, hvor den fik alt hvad den kunne trække. Så nu har jeg nok det nummer på hjernen et par måneder… igen.
Ellers led andet sæt (for mit vedkommende) i et godt stykke tid under, at der på den måde blev jokket godt og grundigt på momentumbremsen med den indlagte pause. Den langsomt ulmende og dunkelt truende “Happy Day Angel” lød godt, men det er jo ikke ligefrem et nummer der får pulsen op, og ej heller et der fik vækket gåsehuden.
Den kom til gengæld, endelig, snigende da vi ramte førnævnte “Screams of Captured Birds”, der indledte en stærk afslutning, hvor smittende “Dear Little Mother” fulgte trop. Inden der blev rundet forrygende af med evigt lysende “What Do You Do Now?” og den afsluttende opfordring til kys, kram, kærlighed og frihed på “Freedom To Love”.
Og så var det forbi. Havde jeg ikke været “skadet” af mit Roskilde øjeblik 2017, og været udsat for et benspænd af den unødigt lange pause i midten, så havde jeg måske haft en oplevelse der ikke “bare” var “god” denne aften “langt ude på landet”, som Annisette fik kaldt Albertslund. Andre var mere rørte og påvirkede end undertegnende, bare spørg fotografen, om det er nemt at fotografere med tårer i øjnene.
Når det er sagt, så føles The Savage Rose i 2017, som en slags klippe vi kan læne os op ad i uvejr og et kærlighedsfyrtårn der utrætteligt, og måske forgæves, prøver at styre os alle, ikke mindst dem der sidder på flæsket, i den rigtige retning. Det, ikke at give op, at holde liv i håbet om en bedre verden og den ukuelige vilje til, at blive ved med at kæmpe, selv efter 50 år, er også en del af budskabet og fortællingen om The Savage Rose.
Og det er stadig en smuk fortælling, selvom den denne aften “kun” var til 4 store stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR
