The Rosa Riot startede som en duo i Reykjavik i efteråret 2011, der hurtigt voksede til et fem mand stort orkester, som strøg ud og gav den gas på de engelsk, belgiske og tyske scener. Nu har de base i København, og udsendte i februar måned denne lille EP. Fire sange, skudt af på under 12 minutter – det er da noget man kan forholde sig til som musikskribent. Så kan jeg jo nå, at høre den tre gange mere end en normal udgivelse!
Det har også været nødvendigt, for selvom The Rosa Riot har styr på deres virkemidler, og helt klassiske garage-sound, så er det som om Three Chords Casanovas bare ikke fangede mig så lynhurtigt og umiddelbart, som man ellers skulle tro var hensigten med fire numre serveret på den korte spilletid?! Jeg har stadig ikke helt fundet ud af hvad der er “galt”, måske mangler der lige den sidste afhøvling i melodi-snedkeriet, eller også har man bare hørt denne genre lidt for ofte? Retro fikserede garage/støj-bands har det jo ikke skortet på siden årtusindeskiftet.
Nuvel, The Rosa Riot skal ikke punkes for at skramle løs i en genre, jeg selv er kørt lidt død i, men på, hvad de rent faktisk bruger deres begrænsede spilletid på.
De første tre sange på denne, deres debut EP, flyver af sted i et rasende tempo, 1 2 3 og derudaf. Og så var de færdige! Men kan ikke anklage bandet for at spilde tiden, eller læsse mere i numrene end de kan bære. Det er dejligt simpelt og ukompliceret, bare klampen i bund og så se hvor der fører en hen.
Første stop er “Anytime, Anywhere”, der blæser ud af starthullet med et flabet “swag” i melodien, som bringer minder om britiske bands fra midt-60erne. Et halvt minut inde i nummeret har vi det første temposkift nedad, inden The Rosa Riot hurtigt sætter fut i sagerne igen. I pressematerialet fremhæver de selv linjen ”Hit the city with the radio on/A razorblade and a loaded gun/Making out in the streets/Red light, red eyes, red lips, red heat…” – det beskriver egentlig fint den grundlæggende fornemmelse, der gennemstrømmer nummeret. Herlig lille åbner, som man kan sidde og vippe med foden og ryste garnet lidt til.
Efter en festlig indledning, er der lidt tømmermænd på “Hangover Square”, der ikke ændre tempo og udtryk væsentligt. Den brummer/støjer måske en anelse mere, imens “You’re bruises from last night are starting to show”. Men der er i følge bandet “okay”, fordi “we are going down anyway”. Så har man efterhånden fået dannet sig et billede af The Rosa Riots univers, der er fart på festen og en afslappet drengerøvs-attitude til konsekvenserne og efterdønningerne. Nummeret er ikke helt så melodisk fængende som “Anytime, Anywhere”, og er lidt hurtigt glemt efterfølgende.
“She’s Got The Goods” får med held blandet de to udtryk, det mere støjende og den underlæggende 60er følelse fra første nummer. Lyrikken, som de igen selv fremhæver, er typisk garagerock romantik:
Supreme, supreme little teenage queen
She walks it like they snort it
She’s gonna sweep the scene
Hele bandet skralder godt igennem på instrumenterne, vokalen er på mange måder meget klassisk for genren – men det hele fungerer uden knaster, som en effektiv og velsmurt helhed.
Det var tre numre med en samlet spilletid på 7 minutter og 44 sekunder, ikke noget fedt at trimme der. Bundniveauet er virkelig solidt, og “Anytime, Anywhere” og “She’s Got The Goods” demonstrerer også, at The Rosa Riot opbevarer mere i garagen end blot rusten støj der skramler, der er antydningen af et godt melodi-øre, der dog ikke bliver foldet helt ud.
Afslutningsvis skifter Three Chords Casanovas pludselig karakter, og The Rosa Riot får skudt den korte EPs bedste nummer af. Den mere afdæmpede og melodiske, ja nærmest britpop klingende, semi-ballade “Flowers For Your Grave”. Nummeret viser helt andre sider af bandet, uden at stilen fra de første tre ændres til ukendelighed. Her synes jeg at The Rosa Riot for alvor har fat i den lange ende, garage klangen og intensiteten er fin og gennemført på de andre sange, men her viser gruppen at de har andre, og flere, tangenter at spille på. Meget lovende, da jeg hurtigt bliver lidt immun overfor de andre toner, og med garanti ville nå et mætningspunkt relativt hurtigt, hvis de forsatte i det spor på flere numre. Men her gemmer der sig et udviklingspotentiale, som de burde arbejde lidt videre på til næste udgivelse.
Alt i alt kan man ikke sætte en finger på udførelsen på Three Chords Casanovas, men personligt sidder jeg lidt med følelsen “har verden brug for endnu et garageband?”. Selvom jeg, som nævnt i indledningen, havde lidt problemer med at få numrene til at sætte sig fast i mig under de første par lyt, så er EPen vokset på mig efter gentagende. Når man først får rodet sig igennem de dominerende støj-lag, så afslører The Rosa Riot et bagvedliggende lag af “pop-sensibilitet”, som efter min egen mening, er noget de skulle forsøge at bringe lidt længere frem i lydbilledet.
Three Chords Casanovas, som er en fed og meget dækkende titel by the way, er et frisk lille pust, der er nem at fordøje, hvis man er til genren. Jeg har fået smag for mere, og det håber jeg også The Rosa Riot har – mere melodisk krydderi næste gang, så vokser de 4 små stjerner sig store og stærke.
