Det andet album fra roots rockende The Reptones er håndspillet håndværk baseret på klassiske dyder. Det er velspillet og velkomponeret, men det er også lidt albummets akilleshæl, for det er kun på enkelte numre, jeg virkelig mærker The Reptones som selvstændigt band.
Bandet har selv stået for produktionen af The Last Call, og der er fokus på en varm og autentisk lyd, der emmer af sveddryppende klubber, hvor der spilles kompetent rock, man kan danse og drikke til. Det starter godt med den energiske rocker, ‘Anna Lee’, med kor og blæsere, der giver en god fornemmelse af, at der ikke er nogen smalle steder her. Den følges op af de mere afdæmpede ‘Just Like The Rain’ og ‘Tonight’, som tekstmæssigt bevæger sig i svært gennemtærsket territorium – “I would never leave you girl, tonight/’Cause the nights the night I’m gonna make it right/So hold me/kiss me/tonight” emmer ikke just af originalitet og opfindsomhed. Det er bestemt velspillet, men det er ikke numre, der får mig op ad stolen.
Det bliver til gengæld bedre på titelnummeret, ‘The Last Call’, som både har rock-schwung og bruger koret glimrende til at give ekstra luft til omkvædet. Det er på de mere rockede numre, som dette, jeg synes The Reptones er bedst.
Den country-rockede ‘See You When I Get There’ fungerer udmærket, uden at gøre det helt store væsen af sig, mens ‘Money In The Bank’ og den efterfølgende ‘Sing Me A Song’ også er i den kompetente, men i mine ører, mere anonyme afdeling. Trods den fine fremførelse, så kommer jeg altså til at kede mig en smule og føle at musikken står lidt i stampe.
Den tungt rockende ‘Cost Benefit Baby’ sætter lidt fut i kludene igen, også her med godt guitararbejde i en fin solo mod afslutningen. Det kunne godt minde lidt om nogle af Band of Horses og andre amerikanske rocktraditionalisters mere rockende sange. Følelsen af kompetent stilstand vender dog tilbage på ‘Run Baby Run’ og ‘Wheel Of Fortune’, der begge bestemt er velspillede, men alligevel har jeg en fornemmelse af at der mangler et eller andet. Nogle overraskelser i kompositionerne, en melodistump, jeg ikke kan slippe, en tekstbid, der kører rundt i hovedet på mig. De skæve blæsere mod slutningen af ‘Wheel Of Fortune’ har lidt af det, men ellers er det lidt for strømlinet.
‘The Last Call (Reprise)’ lukker albummet i fin stil, og viser, at her er et nummer, der har en del af det, jeg ellers synes mangler på dele af albummet. En melodi, der også fungerer med pianoet som det centrale element på reprisen (hvor det var guitaren på den anden version), med en fin detalje med mundharmonikaen, og Bo Bech’s vokal, der står længere fremme i lydbilledet og påkræver sig lytterens opmærksomhed.
The Last Call er velspillet og har en varm lyd, der er godt styr på genren, og sangskrivningen er solid. Men jeg mangler bare et eller andet, der udfordrer lidt, og skubber grænserne en smule. Stærkest for mig står de mere rockede numre, mens jeg simpelthen kommer til at kede mig på de mere afdæmpede. Kompositionerne mangler i hvert fald et eller andet, før de sætter sig fast hos mig. Det kan dog sagtens være, at fans af velspillet roots-rock vil føle sig i rigtig godt selskab hos The Reptones – det gjorde jeg sådan set også, men bare den slags, der hurtigt er glemt igen. Derfor lander karakteren også på jævne 3 stjerner til The Last Call.
The Last Call udkom d.3/2. Tjek The Reptones ud på facebook.
Anmeldt af JSB
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
