The Reptones udsendte sidste efterår album nummer 4, og nu er vi endelig nået til den. Modsat tidligere er der skruet lidt ned for folkrocken, mens de store, amerikanske vidder får lidt mere plads på pladen.
Jeg var meget begejstret for gruppens forrige udspil, Dead Letter Blues fra 2016, hvor de dyrkede en art country-cana med en hovedvægt på ganske iørefaldende melodier. Dem kan man stadig finde hist og her på Human Speed, hvor det dog lader til, at bandet sigter mere efter et sikkert midterspor og en stabil kurs, fremfor fængende peaks.
Det er ikke ensbetydende med, at pladen er kedelig eller ensformig, den er bare overordnet mindre akut iørefaldende og mere “flad” i sin struktur. Eller, “demokratisk”, om man vil, hvor numrene mestendels får tid og plads til at simre. Derfor var jeg heller ikke voldsomt overvældet under første gennemlytning, måske fordi jeg forventede endnu en omgang numre, der straks satte sig fast med deres fængende melodier. Human Speed er mere magelig og kræver lige, at man giver den et par lyt, men så opdager man også, at kvaliteterne fra tidligere stadig er der, indpakning og præsentationen er blot lidt anderledes.
Mest tydeligt er det nok på “Italian Biker”, der lyder som en hyldest til hovedstaden set fra en cykelsaddel, hvor følelsen bliver brugt til, at dreje nummeret i retning af en kærlighedserklæring til et andet menneske – eller omvendt. Det er et nummer der på bedste vis “cykler derudaf”, hvorfor en sammenligning med The War On Drugs også ligger lige til højrebenet. I dette tilfælde ikke blot hvad stemningen angår, men også den gnidningsfrie vellyd og flydende fornemmelse, sangen igennem.
Det er ikke fordi det ikke er hørt før, det The Reptones leverer, men, de holder sig pladen igennem på den rigtige side af det stilsikre fremfor stiløvelsen. Velkendt, ja, men stadig troværdigt eksekveret.
Af og til bliver det måske lige roligt nok med numre som “Face The Music” og “No Wine Or Roses”, ligesom jeg synes pladen lægger lige lovlig stille fra land med den ellers fine “Head Chair”. Den rummer et solidt omkvæd, der på fornuftig vis giver sangen noget opdrift, men med en spilletid på 6 minutter kommer den til at føles lidt lang i spytte for et åbningsnummer.
Til gengæld er der ren velvære og magi i luften på et nummer som “Magic Boy” midt på pladen, der står tilbage som et af pladens allerstærkeste indslag. Her bredder bandet for alvor vingerne og lydbilledet ud, det lugter igen lidt af den amerikanske vestkyst, hvor 70’erne møder nutiden, lidt som man kender det fra dele af Father John Mistys numre. Kort og godt et lækkert nummer.
70’ernes vingesus føles også på den mere rockede “The Seconds”, hvor der benyttes en effektiv holde-igen og så op-i-fart dynamik, mens “Feel The Pain” viser den mere fløjlsbløde side af det årti. Et klaver får lov til, at være helt i forgrunden indledningsvis, inden der går mere The Eagles klingende West Coast rock i den. Det bliver ikke helt så glat og poleret, som hos The Eagles, men lyden og stemningen er lidt derhenad.
Pladen rundes, igen, lidt for roligt af til min smag, selvom næstsidste sang, “Looking For The Door” har en rigtig fin tekst, hvor der ridses en masse hverdagsting op, som markerer tidspunktet, hvor vores fortæller har tænkt sig at lede efter døren. Som i: nu er forholdet der synges om færdigt. Det demonstrerer meget godt The Reptones sans for, at holde deres tekstunivers nede på jorden og relaterbart, uden at det bliver for banalt.
Er du til den amerikanske midterrabat rock af yesteryear og dens mere nutidige arvtagere, så er der masser at komme efter på Human Speed. Som samlet album er det ikke helt så medrivende som på forrige album, men det virker heller ikke som hensigten. Højdepunkterne er forrygende, og de mindre stunder mindst driftsikre og solide, hvor intet rigtig falder igennem.
Du er i sikre hænder og godt selskab hos The Reptones, hvilket resulterer i 4 sikre stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
