The Reptones er aktuelle med deres 3. album, en tilbagevenden til deres country-cana rødder efter en afstikker til 70’er rocken på forrige album. Det gør de godt. Rigtig godt. Men med så diskrete armbevægelser og virkemidler, at bandet risikerer at blive overset af det publikum, som musikken egentlig fortjener.
Men det er måske et bevidst valg? I hvert fald er en af de helt store forcer på Dead Letter Blues, hvor gennemtænkt, afbalanceret, veldoseret og selvsikkert (uden at være arrogant) det hele fremstår. The Reptones’ virkemidler og numre er ikke flashy og opmærksomhedssøgende, det er 10, fortrinsvis korte og skarpt skårne, numre, som danner deres eget, lille, kompakte univers.
Dermed ikke sagt, at Dead Letter Blues er en utilnærmelig størrelse, musik der ikke sætter sig fast og rører en, eller at bandet virker uinteresserede i at fange lytterne – men det er på frivillig basis. Overfladisk og letbenet er det ikke, men det er country, americana og folk i den lysere ende af spektret, hvor selv mere dunkle og negative tanker, ikke giver et formørket udtryk rent stemningsmæssigt og musikalsk – det hele lyder ret labert og indbydende, uden at blive for poleret og pænt.
Nogle vil sikkert foretrække denne genre mere mørk og dyster, hvis ikke direkte sort, det kan jeg OGSÅ godt lide, men The Reptones vælger en anden vej, en vej hvor tonen aldrig bliver mere negativ end blålig melankoli og længsel af den slags der ikke fører til selvmordstanker eller blodtørst, men mere stille suk og lidt dybere vejrtrækning. Det kan jeg tilfældigvis OGSÅ lide. Ikke mindst når det er så veludført som her.
Kort sagt er der ingen dårlige numre på Dead Letter Blues, albummet truer måske med at blive lidt for tyst og afdæmpet mod slut, ikke mindst den ellers fine godnat og farvelvise “The Morning Dew” er ved at lulle en lidt i søvn – det er så måske også hensigten med en godnatsang? Det havde nok ikke været et “problem”, hvis næstsidste nummer, “Stuck On Manchaca”, ikke havde været eneste tidspunkt, hvor jeg synes The Reptones gentager sig selv en smule.
Men altså, det er virkelig flueknepperi, de nævnte numre er stadig gode, det er nok bare den bevidst skrabede musikalske palet The Reptones har valgt til albummet, der trods alt er ved at være strakt så langt ud som det kan bære. Ellers er bundniveauet i sangskrivningen imponerende højt pladen igennem, især med den relativt simple, skrabede og tilbageholdende brug af værktøjer in mente.
2 numre tårner sig lidt op, de falder lige i streg og giver pladen et veltimet løft efter en dejlig indledning med titelsangen og dernæst førstesinglen “This Small Town”. Nemlig den radiovenlige og, nå ja, poppede, “Candy Coated Lines”, der godt kunne anklages for at være en musikalsk bagatel på pladen, men hvilken sprød og velsmagende en af slagsen! Det er i bedste mening, og ment som en kæmpe kompliment, som at høre 70’er Elton John spille amerikaniseret country-pop. Ikke at sanger og sangskriver Bo Bech Arvin lyder som Elton, det er noget med sensibiliteten i nummeret og den der honningglaserede og smooth west coast lyd, som bare er guf for øregangene i kontrollerede mængder. Den følges op af den mere afdæmpede og mindre tempofyldte “Bag At The Border”, som til gengæld markerer sig med en af albummets bedste tekster, og kredser om det jeg opfatter som en af de gennemgående emner på Dead Letter Blues.
For hvad ligger der egentlig i den titel? Blues, ok, at have the blues, dead letter, hvad er det så? Breve med dødt indhold? Eller breve hvor blækket er størknet og dermed “dødt”? I hvert fald giver det mig nogle billeder af noget der ikke længere er helt i live, noget der er låst fast, måske, eller noget der ikke rigtig kan ændres længere? Den “stemning”, hvis man kan kalde den det, er en jeg bilder mig ind at kunne høre som en rød tråd gennem det meste af albummet, om det så er USA’s retning i den lidt Bowisk’e “America, I Forgive You” eller den næsten Springsteen’ske udlængsel i “This Small Town”. Eller altså historien i “Bag At The Border”:
I keep a bag at the border ever since we fell in love
Cause you’re soch a tall order and I’m not sure that I’m enough
I think about leaving sometimes when you’re asleep
But the sound of your breathing make my defences weak
Så han bliver. Det sender mine tanker i retning af Allan Olsen og numre som “Op Til Alaska” og især “Han Har Tænkt”, der for mig handler om mænd der har fået nok, skider på det hele og tager afsted – egoistisk, måske, men nødvendigt. Ham her, han bliver. Er det så fordi kærligheden vinder over usikkerheden, eller er det fordi han ikke har modet og styrken til at bryde fri og get the hell out of town?
Det var sådan et eksempel på, hvor musik på tværs af kunstnere kommer til at snakke sammen, sådan er oplevelsen for mig, det er den måske ikke for andre og man behøver overhovedet ikke lave den kobling for at kunne nyde “Bag At The Border”, den rummer nok af musikalske kvaliteter til at være en glimrende, isoleret oplevelse.
Af andre små peaks i den flotte samling af numre kan nævnes den lidt gospel-klingende “The Success In My Bloodsheet Eyes”, eller den opløftende “Concrete Garden”, der gennemstrømmes af en skøn sommerlun klang og en følelse af at svæve ubesværet ud over de åbne vidder – trods betontitlen.
Hvad Dead Letter Blues på overfladen mangler af variation i tempo, overordnet tone og temperament kompenseres der fornemt for ved en følelse af ro, sammenhæng og homogenitet. Det er umiddelbart en “lille” plade, men en der vinder ved gentagende lyt og åbenbarer lyttevenlighed og slidstyrke. Det er ganske enkelt rart og givende at være i selskab med The Reptones, hvis man giver albummet tid og mulighed for at markerer sig på egne præmisser.
Gør man det, så venter der en lille, behagelig 5-stjernet oplevelse.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Reptones på facebook
