The Radar Post leverer luftige kompositioner og indie-rock med elektroniske tilføjelser på deres nye album – desværre mangler der hooks og ikke alle eksperimenter falder lige heldigt ud.
Der er noget der minder mig om slut 90’er/start/midt 00’ernes indie-pop/rock-scene ved The Radar Post’s nye album. Der er en luftighed i kompositionerne og ind i mellem noget ved lyden, der minder om det, der skete med genren efter Radiohead begyndte at lege med elektronik på Kid A og Coldplay var braget igennem med deres rene, klare lyd. Der leges endda også med jazz-elementer på ‘Ladder’, som Radiohead gjorde på Amnesiac.
Men jeg savner simpelthen hooks undervejs – det er som om The Radar Post fortaber sig lidt i stemninger, og når de stemninger så ind i mellem virker som noget man har hørt (lidt for) mange gange før, så tager man sig selv i at glippe lidt med øjnene og zone ud undervejs. Det er ikke fordi, der ikke er hooks rundt omkring – for eksempel er ‘Isabella Says’ opløftende. Mere om den senere.
Det andet problem jeg har med albummet er, at der på mange af numrene leges med elektroniske samples og andre elementer, som i sidste ende forstyrrer mere end de løfter. Der åbnes let svævende med tangenter og ambient elektronik på ‘Pilots’, hvor der drømmes om at flyve. Men det hakkende trommestykke der først bryder ind og siden ender som underlægning, virker en smule påklistret, og jeg synes ikke helt nummeret letter (pun intended).
Jeg har det lidt på samme måde med det nærmest techno-agtige stykke, der rider ‘Calm Down’ som en mare – ellers synes jeg faktisk det kunne have været et fint, og relativt catchy nummer. Nu lyder det som om en dansegulvs-DJ står i nabolokalet og prøver at overdøve en indie-koncert. Man kan selvfølgelig se det som nytænkning, men jeg synes mere det er ærgerligt.
Også ‘Avalanche’ rammes af eksperimenter, der er mere interessante end vellykkede, og sådan kan man slå ned flere steder undervejs. Der skal dog også være plads til ros, for The Radar Post rammer også flere fine momenter undervejs. ‘Isabella Says’ er for eksempel et nummer som snildt kunne gå i radioen med sin poppede sensibilitet, omend jeg synes vokalen knækker for meget undervejs – men nummeret er som helhed vellykket og flyder fint. ‘Ladder’, som følger efter, har vi været omkring, men også den efterfølgende ‘Lifeline’ har godt fat i melodien, og her stoler The Radar Post også nok på deres materiale til ikke at pakke det ind i forstyrrende effekter.
Det er i det hele taget lidt som om The Radar Post har nedtonet eksperimenterne på de sidste to tredjedele af albummet. Hverken den mere uptempo ‘My Crooked Posture’ med en udskridende guitarsolo, eller den dæmpede lukker ‘The Optimist’ skrider i svinget, men omvendt løfter de heller ikke albummet yderligere.
Derfor ender jeg også med en noget blandet oplevelse af A Good Adjustment to Reality. The Radar Post virker til at have godt styr på mange ting, og måske netop derfor vil de gerne ruske op i udtrykket med nogle eksperimenter – de fungerer bare ikke særlig godt i mine ører. Og så er der det, med de manglende hooks. Der mangler simpelthen nogle flere stærke sange før jeg bliver fanget ind og derfor er oplevelsen på det jævne. Vi lander på 3 stjerner.
Du kan finde The Radar Post på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
