På fredag d. 3/10 siger The Psyke Project farvel og tak efter 15 år, med et brag i Pumpehuset, der er blevet døbt Final Party (info findes nederst i indlægget).
Jeg har ikke været med i samtlige 15 år, langt fra faktisk, så dette er ikke skrevet som “en langvarig fans” farvel og tak. Min historie med The Psyke Project er ganske kort og intens, efter at have oplevet bandet en gang eller to live over årene, så var det først med udgivelsen af deres fremragende album Guillotine sidste forår, at jeg endelig fik øjnene op for bandets fortræffeligheder.
En sen ankomst til festen kan man sige, men nogle gange gemmer det pureste guld sig jo åbenbart i mudderet i floden. Det hænger ikke mindst sammen med, at genrer som grind- og hardcore, eller hvilket label man nu skal forsøge at hænge på bandets bistre og hidsige musik, ikke rigtig interesserede mig tidligere. Men Guillotine blev altså det album, som åbnede den dør for mig. En ondsindet plade, der lyder som om at den får åbnet op for de allergrimmeste og mørke kroge af den menneskelige sjæl og psyke – igennem en sønderlemmende musikalsk kraftanstrengelse.
Eller som trommeslager Rasmus Sejersen formulerede det i en Q&A vi lavede med ham/bandet i forbindelse med udgivelsen, så handler Guillotine om “melankoli og menneskelig ondskab”. Det kunne der godt komme noget frastødende og fjendtligt ud af, men det der fangede mig ved Guillotine var, at den ondsindede klang til trods, så virkede musikken sært rensende – som om man fik luftet ud i egne dårligdomme ved at lytte til den. Den oprindelige anmeldelse af pladen kan findes HER
Bandets hyppige koncert-aktivitet har også gjort, at jeg efterfølgende har fået set bandet nogle gange live. Først til en underholdende releasefest for Guillotine på Beta, dernæst hos storebror Amager Bio, hvor de leverede en kort, men overbevisende, præstation til 1-Day Hardcore Showdown, og senest på årets Roskilde Festival, hvor de delte scene med Helhorse til deres stort set vellykkede fælles-koncert eksperiment. Men på en måde har jeg følt, at jeg endnu ikke har set den ultimative The Psyke Project koncert, som om der har gemt sig en overvældende oplevelse derude et sted, som bare har ventet på de optimale betingelser og omgivelser til at bryde ud.
Den kunne komme på falderebet, nemlig på fredag i Pumpehuset, hvor det ser ud til, at bandet får stort set frit spil, inden for rimelighedens grænser, og i samarbejde med Pumpehuset sørger for at rammen i hvert fald næppe kunne blive bedre.
Så vidt jeg har forstået det, så afvikles koncerten i Pumpehuset’s store sal, hvor bandet vil være placeret på gulvet, blandt publikum, midt i lokalet – undtagelsen der bekræfter reglen, orkanens øje bliver ikke roligt. Rundt omkring i lokalet vil der være bygget små “podier”, så man kan danne sig et overblik over slagmarken, og skulle du have lyst, så kan du lige frem stå på scenen og se koncerten derfra. Læs mere på Facebook.
Sættet er delt op i to dele, første halvleg har fokus på bandets materiale fra 1999-2005 og anden halvleg, efter en kort pause, hvor de faldne kan blive fejet ud til siderne og andre kan hvile pusselankerne, perioden 2006-2014.
Man har igennem længere tid kunnet downloade bandets bagkatalog kvit og frit fra bandets Bandcamp, hvilket jeg naturligvis gjorde, da min nysgerrighed var vakt efter Guillotine. Det vildeste er, at jeg har opdaget, at dette pragtfulde album måske ikke engang er bandets bedste?! Jeg har, indrømmet, endnu ikke kastet mig over bandets to demoer, Everything’s Fine (2001) og You’re So Beautiful (2002), der skal jo også være lidt til en senere lejlighed – meeeen måske kan jeg lige nå at proppe dem ind i øregangen inden fredag. Så kan kun udtale mig om bandets 5 studiealbums, samt en enkelt EP, og selvom om der sikkert vil være Psyke-puritanere derude et sted, som siger at demoerne var de bedste, sådan er det altid, så ser vi lige bort fra dem når jeg siger, at bandet aldrig har udgivet et dårligt album.
Faktisk ligger de alle indenfor spektret “fremragende til virkelig fremragende”. Overordnet set, så hænger hver plade bare rigtig godt sammen som samlet værk, hver plade synes at have sin egen klang eller stemning, og i en genre som umiddelbart godt kan fremstå lidt monoton i længden, så har The Psyke Project faktisk formået, at variere deres lyd og formel temmelig meget over de 6 udgivelser jeg har hørt. Vel at mærke uden at sætte grundtonen over styr, bløde udtrykket op eller lave noget der ikke føles som The Psyke Project.
Første album, Samara (2003), er overraskende homogent og helstøbt af en debut at være, og vidner om et band, der fra starten har haft en klar idé om hvad de ville på deres plader. Man kunne sidde og lede efter “en ungdommelig nerve” og “glødende intensitet”, på dette album modsat de senere mere “modne” udgivelser. Men det synes jeg ikke er tilfældet, The Psyke Project virker ikke som om, at de på deres albums har mistet hverken glød, passion eller er blevet mildere med årene. Måske er opbygningen af nogle af de senere plader blevet lidt mere ambitiøs, men rent musikalsk virker det som om der har brændt den samme ild i bandet hele vejen igennem. På Samara føler jeg den især i så forskellige kompositioner som de rabiate “Gliding Shadows” og “Blood Red Sun”, over den fantastiske og mægtige “Never Like Judas”, der viser at bandet sagtens kan sætte tempoet ned uden at miste kraft og fremdrift, og den kaotiske afslutter “Not In December”. Den næste 10 minutter lange lukker, der kommer vidt omkring og på en måde kommer til at fremstå som et mikrokosmos af The Psyke Project’s samlede lyd. Vi bevæger os fra kaos over i noget helt afdæmpet og atmosfærisk, inden pladen slæbes tungt i mål.
De fulgte op med den voldsomt ambitiøse Daikini (2005), der strækker bandets mørke univers ud på en spilletid på den gode side af en time. Vel at mærke uden at det føles for langt eller oppustet, tværtimod er det en dyster satan der suger én ind i en modbydelig parallel verden. Her hersker så forskellige, og fantastiske, sansebombardementer som den arrige “In The Mist”, savlende “Fimbul”, den mere melodisk ildevarslende og episke “Dark Halls, Red Floors”, der bygger effektivt op til et midttempo raserianfald. “Desert Flower”, der rummer lidt f de samme kvaliteter, men føles mere afventende og tilbageholdende, inden helvede bryder løs med tung kværnen. Albummets sidste halvdel er særligt overrumplende og ambitiøs med den over 17 minutter lange “6 Billion Ways To Pay/Qualia” og de 3 afsluttende numre betitlet “Note 1: Darling” “Note 2: I Lie” og “Note 3:Conclusion”. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad Daikini overordnet handler om, men sikken en tur!
I 2007 udkom Apnea, der heldigvis ikke prøver på at overgå Daikini i omfang og ambitioner. Der kunne nok ikke læsses meget mere på Psyke-vognen inden den kollapsede under vægten. Dermed ikke sagt, at det er en mindre vellykket eller ambitiøs udgivelse, slet ikke, bandets udsyn og udførelse lader bare til at kigge i en lidt anden retning – og alligevel føles pladen som en naturlig forlængelse af deres hidtidige udgivelser. Den åbner med den storslåede “The Voice Of Commandment”, hvor bandets glimrende fornemmelse for opbygning endnu engang skinner igennem. Der bygges tålmodigt op, musikken vokser, indtil dæmningen sprænger nogle minutter inde i nummeret og de kradse toner fosser ud og skyller en med. Man flyder videre med de tonsende energi udladninger “I Get Paralyzed” og “Panic”. I det hele taget er grundstemningen, om muligt, lidt mere skrællet og pågående på Apnea, end Darkini, der trods sine vredesudbrud virkede mere tilbageholdende og søgende.
På Apnea afreageres der på en mere konfronterende måde, inden stemningen skifter på pladens sidste halvdel med de 3 sidste numre. Her tårner den mastodontiske “Jugganata” op, lyden af en grum fortidsøgle der på 9 ½ minut tramper langsomt fremad. Afslutteren “Not In My Time” er ganske interessant og skiller sig markant ud fra mængden. Lyden drejer lidt mere i en Tool’sk retning, om end noget mere skrællet, og vokalen gæstes af Silas Bjerregaard, der tilføjer bandet et noget andet udtryk end man er vant til. Det er måske ikke for alle, bandets klang bliver på en måde mere tilgængeligt og “poppet”, med lidt held ville det måske endda kunne spilles i radioen – altså ikke på P3, selvfølgelig. Men det er sateme et godt nummer.
Så kunne man måske forvente/frygte, alt efter temperament, at dette nummer ville være et pejlemærke for fremtiden, og forsmag på den retning bandet ville gå i på næste album. Ikke rigtig. Dead Storm (2009) indledes med marchtrommer, man følger trop og ledes ind i “Fire Blizzards”, der er ved at brænde en op inden man overhovedet er kommet i gang med pladen. Det forrygende åbningsnummer saver løs om en metodisk massemorder (formodentlig fra Texas?), Dead Storm my ass – der er fandeme knald på fra start. Vi ledes over i “Dead People Never Lie”, der selvantænder og eksploderer efter et minuts faretruende opbygning. Lyden af et band der detonerer. “Stockholm Bloodbath” indledes med sejt vuggende rytmer, man tænker næsten lidt hen ad Sepultura, inden den metalliske kødkværn slippes løs i Stockholm. Stille pasager hvor man kan nyde synet af ødelæggelserne bliver der også tid og plads til, inden forskriger Nielskov endnu engang spytter ubehageligheder i fjæset på en – lækkert.
Der er virkelig mange højdepunkter på dette tætpakkede album, der endnu engang føles som om det lægger i naturlig forlængelse af det der kom forud. Der tilføjes måske ikke så meget nyt til bandets skumle repertoire, men føles som en art opsummering af alle bandets forcer – vel at mærke uden at de står i stampe. Alt efter temperament og humør, det skifter lidt fra gang til gang, så er det her måske min favorit blandt bandets udgivelser. Med skæringer som “Forget The Forgotten”, “Winter” og “Storms Of The North”, plus resten egentlig, er det i hvert fald et album der er fyldt til bristepunktet med fede numre.
EP’en Ebola (2011) er mere end blot et mellemspil, med 6 numre er det også næsten et “mini-album”. Der er kvalitet hele vejen igennem, med muskuløse numre som “We Came From Earth”, “Only I Remain”, “A 1000 Frozen Bodies” og “The Forerunner Of Death”. Samtidig er det et udspil, hvor jeg synes man kan fornemme hvor bandet er på vej hen ad, med momentvis endnu mere skrællet og skærende klang, som peger frem mod Guillotine.
Det skifter som nævnt lidt hvilken udgivelse fra bandet, som jeg synes er den bedste. Det er også lige meget, bare download hele samlingen og tryk “play”. I går lyttede jeg samtlige nævnte udgivelser igennem fra ende til anden næsten ud i et, i dag vågnede jeg op med et uforklarligt hævet øje (true story) – tilfælde? Sikkert, men det kunne da være sejt hvis min krop reagerede på den måde på alle de tæsk The Psyke Project på herlig vis havde tilføjet mig.
På fredag skal vi have den formodentlig sidste omgang velfortjente klø af dette band, og Pumpehuset udviser med bandets egne ord stor rummelighed: “The staff of this venue are freakin’ awesome – so crowd surfing, stage diving and chaotic mosh pits are allowed”. Endvidere vil der være gratis øl i køen (kun dørsalg, ligesom der er gratis whisky shots til efterfesten – så let’s go apeshit.
Tidsplan:
19.00 – der åbnes for køen, gratis øl.
20.00 – dørene åbnes, entre 60 kr.
21.30 – The Psyke Project 1999-2005
22.30 – pause
23.00 – The Psyke Project 2006-2014
00.00 – afterparty til klokken?
Rest in pieces!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: The Caddy
Besøg bandet på Facebook
