Danske The Pool, der til daglig har base i Berlin, er klar med deres 3. EP i år, hvor de forsætter med at udvikle og afsøge deres elektroniske soundscaperock udtryk. Igen er det, trods en begrænset spilletid, en musikalsk rejse, som kræver lidt tålmodighed.
Jeg har tidligere anmeldt både Smokescreen og Ghosts EP’erne her på siden, til henholdsvis 4 og 3 stjerner, og på det punkt falder nyeste tilføjelse til The Pools katalog lidt i samme kategori. Det er bestemt ikke uinteressant det The Pool byder på, igen over kun 3 numre, som dog folder et temmelig omfattende lydlandskab ud.
Det her er bestemt ikke sange skåret efter den gængse hitskabelon, samtidig er det heller ikke så løst i formerne, at det bliver decideret utilnærmeligt eller svært tilgængeligt. Der er noget tillokkende og inviterende over The Pools elektroniske svømmepøl, der stadig indeholder nogle rockede krusninger på overfladen. Men, det er dykket ned under denne overflade, i den dybe ende, som The Pool virker mest interesserede i at udforske.
Der åbnes med den pulserende og pågående “Talk About Whatever”, der rytmisk ikke føles så langt fra The Prodigy, bare mere elektro-rocket end ravet. Det er samtidig det nummer, der lægger sig nærmest op af noget man kunne kalde en popskabelon. En spilletid på godt 3 ½ minut og en struktur, der med lidt god vilje kunne kaldes “velkendt” Man aner i hvert fald noget vers-omkvæd, selvom det hele også flyder lidt ud og sammen, dog markeres der nogle grænser med en række temposkift. Et ret effektivt nummer, med en både lidt hjemsøgt og ikke mindst jagende stemning, der får gang i blodomløbet.
Den efterfølgende “Awake Awake” er anderledes afdæmpet og opbyggelig, pulsen er sat ned, men stadig tilstede og fader mere og mere ind i nummeret, her i form af nogle lidt tribal-klingende trommer. En snurren dukker op i baggrunden, vokalen er kørt et stykke bagud, så det lyder som om den vokser ud af baggrunden sammen med mere “lyd”, der langsomt kommer på. Man aner en guitar, måske, eller også er det en synth effekt af en art, kigge diskret frem et sted langt væk i korte glimt. Det virker meditativt og monotont, men udviklingen sker i, at det føles som om der jævnligt bygge på og volumen og lydtrykket stille og roligt stiger.
Det føles, i hvert fald formmæssigt, som en stor kontrast til åbneren, men, den hjemsøgte og jagende, eller ildevarslende, stemning er intakt – selvom den her præsenteres i en anden version. Nummeret har ikke rigtig noget klimaks, slutter og sidste nummer, “Anemoia”, toner langsomt ind. Den maskinelle trommerytme er i fokus her, sammen med nogle svævende flader, der giver en god balance mellem noget meget bastant og mere porøst og luftigt. Vokalen får også lov til, at lette mere her, stadig ikke som et dominerende element i lyden, mere som om den svæver rundt et sted sammen med “bagrundsstoffet”.
Jeg har lidt svært ved helt, at sætte en karakter på det her, igen. Det er bestemt spændende det The Pool har gang i, og veludført, samtidig virker det, igen, som en mindre del af en større sammenhæng. Idéen var oprindeligt, at udsende 5 EP’er, så vidt jeg har forstået projektet, nu er vi muligvis nede på 4, som så skal udgives samlet på et tidspunkt – det ville muligvis fuldende billedet?
Lige nu er det lidt som om man præsenteres for nogle brudstykker af noget større, noget større som man ikke helt aner omridset af. Det gør sådan set ikke noget, men gør, at disse EP’er isoleret set, er lidt vanskelige at blive helt kloge på.
Dog synes jeg, at indholdet her er så dragende, at vi kan kalde det 4 lidt famlende stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
