Det er ikke langt tid siden, at vi anmeldte EPen Smokescreen fra elektronisk post-industrial synth wave’erne The Pool, nu er de allerede klar med næste kapitel ud af i alt 4 planlagte. Og her stiger tempoet og intensiteten i forhold til forgængeren, men, desværre, også lidt forvirringen.
The Pool started som et en-mands projekt fra Martin Bernt, der stadig fungerer som hovedsangskriver, men siden debuten i 2011 er projektet vokset til kvartet-størrelse, der altså både holder til i Danmark og Tyskland. At sige, at det kan høres på lyden er måske en tilsnigelse, eller præget af, at jeg ved det forholder sig sådan, men, jeg synes man i hvert fald aner en “storbyvibe” i The Pools elektronisk drevne univers. Og måske også den der “Berlin-vibe”, som man har kunnet spore hos mange kunstnere der kommer fra den tyske metropol, eller som gennem tiden har slået sig ned og skabt musik der.
Hvor Smokescreen var lyden af en tåget storby med flakkende neon skilte i den grå suppedas, hvor der lurede en form for fare og trussel i skyggerne, så er stemningen på Talking Ghost mere jagende og pulsen får lov til, at ryge lidt i vejret. Det er ikke kun en fornemmelse af, at man bliver jagtet igennem betonkulissen, med smalle passager og mørklagte baggårde som en del af sceneriet, det virker også som om The Pool vil på club denne gang og skruer op for en mere elektro-rcoket vibe.
Åbneren og singlen “Woow”, er et godt eksempel på dette. Beatet og den elektroniske puls både dunker og snerrer, “I meet her in a magasin, I meet her where we once meet”, lyder det indledningsvis, mens nummeret pumpes i gang. Der er både noget feberlignende over nummerets klang og atmosfære og samtidig følelsen af, at man går ned i en dunkel, stroboskoplys blinkende kælder, eller et nedlagt varehus i et gammel industrikvartet, hvor en undergrundsrave er ved at starte. Med en spilletid på under 3 minutter er det også et dejligt stramt eksekveret nummer, hvor The Pool alligevel formår, at skabe en ret “stor” stemning og komme godt omkring med en del temposkift. Hele tiden med en både søgende og jagende stemning i mørket.
Den efterfølgende “Mockup” er en langt mere særpræget størrelse, og her er The Pool lige ved, at tabe mig lidt. I hvert fald hvad sammenhængen angår. Vokalen er forvrænget, musikken flakker og sprutter, lidt i retning af Nine Inch Nails når tempoet kommer op der, mens en underliggende rock-puls driver sangen fremad. Faktisk sker der så meget, at jeg bliver lidt forvirret og har problemer med helt at bevare orienteringen, men det er måske også hensigten? Problemet er, at jeg bare ikke rigtig bliver grebet af stemningen her.
Forvirringen bliver egentlig ikke mindre på “Office Thirty”, der kun varer knap 2 minutter, hvor The Pool skruer en kende op for det dansable igen. Ja, det gynger og groover nærmest i en lille båndsløjfe her, mens utydelige stemmer huserer længere nede i mikset, som en form for spøgelser. Måske de der talking ghosts? Man må give The Pool, at de er gode til, at sætte en stemning og lynhurtigt får etableret et helt lille, isoleret univers i deres numre. På denne EP kæmper jeg så måske lidt med, at se det store billede? EPen er, selvfølgelig, også blot del 2 ud af i alt 4, der udkommer i år, men sammenhængen stod mere klart for mig under første del. Og hænger de 4 EPer overhovedet sammen, eller er det helt separate “verdener”?
“Ghosts” afslutter, her bliver lydbilledet mere pågående og for alvor faretruende, “they are rising from the trenches, the ghosts are coming to life”, lyder det hviskende ud af noget der lyder som et mørkt hul, som musikken stiger op ad. Og så sidder man og funderer lidt over, om alle 4 numre er “spøgelser”, som bliver vækket til live, eller kan høres, i en eller anden forstand?
Det er ikke fordi, at The Pool ikke har styr på den musikalske del, eller har problemer med at skabe en sådan set ret interessant lyd. Problemet, for mig, er i denne omgang, hvor vi skal hen og hvad meningen egentlig er. Det kan være, at det giver mere mening, når alle 4 EPer er ude, men det gør jo ikke, isoleret set, Talking Ghosts til en stærkere udgivelse.
Er det her 3 eller 4 stjerner, jeg er en smule i tvivl, for håndværket er jo som nævnt i orden og The Pools univers i bund og grund også ganske spændende. Men jeg føler mig lidt hægtet af, eller kort og godt bare ikke rørt af det, i denne omgang, så jeg ender med, at hælde mod den lidt kedelige 3er.
Men rejsen forsætter snart, næste EP skulle lande til august.
Af Ken Damgaard Thomsen
