The Pool, der har base i både København og Berlin, er klar med en ny EP, hvor kvartetten over 3 numre udforsker emnet bedrag. Stilen kalder de elektronisk post-industrial synth wave, hvilket meget godt beskriver den mørke, men ikke decideret fjendtlige, syntetiske tåge der omhylder en.
The Pool started som et en-mands projekt fra Martin Bernt, der stadig fungerer som hovedsangskriver, men siden debuten i 2011 er projektet vokset til kvartet-størrelse, der altså både holder til i Danmark og Tyskland. At sige, at det kan høres på lyden er måske en tilsnigelse, eller præget af, at jeg ved det forholder sig sådan, men, jeg synes man i hvert fald aner en “storbyvibe” i The Pools elektronisk drevne univers. Og måske også den der “Berlin-vibe”, som man har kunnet spore hos mange kunstnere der kommer fra den tyske metropol, eller som gennem tiden har slået sig ned og skabt musik der.
Der er noget urbant, ensomt, koldt, trøstesløst og forladt over lyden på Smokescreen, dog stadig med en bankende og let-dansabel puls, der gennemstrømmer det meste. Hvilket fint går i tråd med det overordnede tema om bedrag,”; af venner og omgangskreds, af autoriteter, men også af os selv. Når man ikke siger tingene som de er, hvad kan man tro på og hvem kan du stole på? Hvad er der tilbage når støjen lægger sig?”, som der står i pressematerialet. Ensom, måske forladt og nedslået, men ikke død og uden livstegn.
Men disse følelser, både de mere negative og de pulserende tegn på, at der stadig er et håb, følger også en lurende uro. Som storbyens mange lys, flakkende neonskilte og bevægelser fra anonyme former og skikkelser. Godt nok varer udgivelsen under 12 minutter, men jeg synes alligevel man kommer vidt omkring i både denne ramme og selve den musikalske. Jeg anmeldte også bandets forrige udgivelse, mini-albummet Repetitions fra 2015, hvor jeg syntes man mistede orienteringen som albummet skred frem og lukkede sig om sig selv i soundscapes og lydeksperimenter. Her er udtrykket, trods alt, mere stramt og målrettet.
“Make no mistake, we fucked it up”, lyder det halv-hviskende i indledningen af første nummer, “Make No Mistake”, hvor vokalen er omgivet af en dunkel elektronisk dis og en doven, “klubbet” puls. Det er både røgfyldt natklub men også lyden af, at snige sig op ad tilsyneladende uendelige og konturløse husmure, mens verden suser forbi en. “Nobody buys your crocodile tears”, lyder det konstaterende, en nervøs stemning gennemstrømmer nummeret, men små temposkift og nogle lysere synth giver følelsen af, at man ikke bare sumper hen i stemningen af bedrag og negative tanker.
Vi bevæger os over i titelnummeret “Smokescreen”, en anderledes afdæmpet og afventende sag. Vokalen bliver lysere, og en smule mere distanceret, som om den svæver rundt i den tilbageholdende musik. Det er mere i retning af noget soundscape, som på Repetitions, men flyder aldrig helt ud. Intensiteten og pulsen stiger, sammen med tempoet der drejer nummeret en mere dirrende og truende retning, mens vokalen er fordampet. Nummeret ender temmelig brat efter denne instrumentale intro, og afslutningen “Krystalite” dukker langsomt op ud af den tågede baggrund. Vokalen er mere udtryksfuld og emotionel, men også en smule stenet og fjern, hvor nogle effekter udvisker den hist og her.
The Pool får her for alvor et lidt otherworldly skær, hvor man ikke er helt sikker på, om man befinder sig inden i hovedet på en, i en virkelig verden eller noget helt tredje. Melodien slanger og smyger sig fremad, sammen med vokalen og noget endnu mere udtydelig andenstemme, giver det sangen et hypnotisk, eller drømmende, tilsnit, som faktisk er ganske virkningsfuldt. Som en art uddrivelsesseance, noget næsten shamansk, inden de knap 4 minutter er gået og det hele er overstået. Her kunne man faktisk næsten have ønsket sig mere!
Det kan man så få i løbet af året, hvor The Pool efter planen udsender yderligere 3 EP’er, et format der her klæder dem virkelig godt. Så godt, at man netop sidder og er sulten efter mere, hvilket jo i sig selv er en god ting. Men det giver også udgivelsen en lille følelse af afbrudt samleje, som om The Pool har fat i noget der faktisk fungerer så godt, at det er en skam man ikke får mere i denne omgang og sidder med en lidt ærgerlig “to be continued?” fornemmelse i kroppen. Men det er, naturligvis, bedre end følelsen af, at være faret vild og ikke rigtig vide hvor The Pool ville hen, som sidst jeg hørte fra dem.
Det ved jeg jo ret beset heller ikke denne gang, dertil virker det her kun som første kapitel af noget større, men min nysgerrighed er vakt. Det virker meget lovende og Smokescreen føles ikke, som et røgslør der dækker over mangel på indhold. Vi kvitterer med 4 afventende stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
