The Pool’s 7 numre lange album, Repetitions, præsenteres som en krævende og rastløs musikalsk rejse, der langsomt sniger sig ind på lytteren – måske for langsomt, i hvert fald for denne lytter. Albummet gennemstrømmes i første halvdel af en rock-vibe, trods den mestendels elektroniske bund, og tager så en radikal drejning ud i udsvævende soundscape-lignende kompositioner på albummets anden halvdel.
Det er måske også der jeg har det største problem med The Pool, på første halvdel er jeg nogenlunde med på hvor vi skal hen ad og hvad bandet vil, men de taber mig på den mere eksperimenterende lydcollage, der dominerer anden del. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er en relativt nysgerrig og tålmodig lytter, der ikke sådan lader sig slå ud af, at man i første omgang ikke forstår en udgivelse – så arbejder vi os ind på den med stædighed og koncentration.
Det trick har bare ikke, trods gentagende gennemlytninger, haft den vanlige effekt på min oplevelse af Repetitions. Det er ikke fordi The Pool er det mest mærkværdige, introverte, afstødende eller utilnærmelige musik jeg nogensinde har hørt, slet ikke faktisk. Men efter de første 3 ganske betagende skæringer, taber de mig. Der lægges roligt ud med “A Night Likes This”, der indledes med lidt klaver og en underlig kold summen i baggrunden, inden den distancerede vokal dukker op. Den veksler mellem kølig post-punk klang og 80’er futuristisk robot-stemme, ligesom musikken begynder at bevæge sig fra noget post-punk/industrielt over til noget mere elektronisk – minder mig faktisk om temaet fra Knight Rider, eller lydsiden til et gammelt arcadespil.
Det er faktisk ikke uinteressant det duoen (der består af Martin Bernt og Jens Hein) har gang i her, man suges godt ind i mørket – eller den kolde computer- klingende verden. Er det Tron? Lidt guitar hvirvler ud og ind af lydbilledet, så vi ikke helt mister kontakten til det organiske. En sær hybrid, men en der pirrer ens nysgerrighed.
“Traffic” følger op, klangen er mere lys og atmosfæren mindre fortættet end på åbningsnummeret, det trækker sig rytmisk sammen og folder sig ud med en underligt fjedrende bevægelse. Det giver, sammen med en mere højstemt vokal, et nummer der rummer noget at den rastløshed nævnt i indledningen, det sitrer og dirrer små-nervøst – nærmest som om musikken bider negle? Langsomt trækker der lidt flere mørke skyer ind, ligesom den elektroniske kulde gør sit indtog. Det begynder at lugte lidt af desperation og føles en kende klaustrofobisk, inden sangen slutter temmelig brat.
Den efterfølgende “Stuck On Replay” lyder lidt som Bowie i det ydre rum, både vokalen og den hakkende, spacey musik. Den repeterende rytme, som vokal og musikken i forening fremmaner, er ganske hypnotiserende og man tager sig selv i at sidde og danse “robot-dans” med armene, mens nummeret langsomt toner væk og ud.
Dernæst rammer vi første nummer, hvor det for alvor bliver eksperimenterende og out there. “Fos” er 5 minutter og 37 sekunderes instrumentalmusik, eller nærmere en udsvævende lydcollage, som aldrig formår at åbne sig for mig, eller forklare sin eksistensberettigelse. Jo, det er da pænt spacey (igen) og bidrager til den overjordiske atmosfære Repetitions har bygget op. Men nummeret står nærmest stille, som en massiv gassky i et tomt verdensrum og bremser al fremdrift albummet havde.
Så nytter det knap så meget, at vokalen og tempoet vender tilbage på den efterfølgende “Partycrashing On Icy Streets”. Nummeret lyder lidt om en opsamling på idéer fra tidligere på pladen, det let post-punkede er tilbage, med en snert af noget industrielt futuristisk, tilsat lidt små-dunkel stemning. Det fanger mig bare ikke rigtig længere. “The Road” følger op, endnu en næste 6 minutter lang vej ud mod det uendelige og ukendte. Vokalen går ned i tempo, bliver næsten snakken, tilsat diverse effekter. Musikalsk står vi simpelthen for meget i stampe igen, selv om der er antydninger af, at nu kommer der nogle støjende guitar eksplosioner. Det hele ender dog med at flyde lidt ud i ingenting, tåge på stedet og hvad der virker som lange gentagelser og detaljer og effektjageri uden fremadrettet bevægelse.
Der lukkes og slukkes med “We Will Never Be As Young As We Are Tonight”, det er, gæt engang, næsten 6 minutter yderligere med stillestående lyd-eksperimenter. Og endnu engang efterlader de mig ret kolde, nærmest dvask. Jeg vil give The Pool, at de formår at skabe forskellige stemninger i hver af disse lange lyd-montager, men stadig holde sig indenfor en overordnet og samlende atmosfære. Det er varianter over samme fremmedartede out of this world stemning, og “We Will Never Be As Young As We Are Tonight” kunne næsten lyde som et opdateret soundtrack til en genindspilning af Rumrejse 2001. Men vil egentlig hellere stene til originalen igen.
The Pool tør og vil gerne være anderledes og svært tilgængelige, de svælger nærmest i det, men så er de sikkert også helt klar over, at det er en udgivelse der nødvendigvis vil dele vandene. Derfor er det også en udgivelse jeg har lidt svært ved, at presse vores stjerneskala ned over. Nogen vil sikkert finde det dybt fascinerende hele vejen, andre vil hade det og jeg ender sådan lidt midt imellem på neutral grund – men vil stadig anbefale, at man giver Repetitions et lyt, hvis man er til eksperimenterende toner. Måske er det lige dig!
Jeg synes egentlig ikke, at The Pool bliver FOR svært tilgængelige på anden halvdel – jeg synes bare ikke de musikalske eksperimenter er specielt fascinerende, eller grunden til at foretage dem virker helt åbenlys. Især når første halvdel faktisk fungerede rigtig godt, på sin egen sære, dragende facon. Det er naturligvis ikke op til mig, at diktere hvilke, hvornår og om et band skal eksperimentere med deres udtryk, men her fremstår det lidt unødvendigt for mig og jeg ender med at trække på skuldrene og tænke, “fine, be like that”.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg bandet på Facebook
