The Permutation fra Kolding lover i deres pressemateriale en unik lyd, der blander “90ernes grimme grunge, stoner rockens psykedeliske univers, samt punkens energi”. Det holder desværre kun et lille stykke af vejen for det unge band, der på debutpladen farer vild og mister for meget af orienteringen, til at turen som passager i bandets univers bliver fornøjelig.
Det begynder ellers lovende med den instrumentale “Before The Storm”, der med enkle virkemidler får etableret en fin og lidt ildevarslende indledende stemning. Regnen tager til igennem nummeret, instrumenterne blæser op til storm og man venter på at det hele eksploderer. Det gør det også på sin vis, beklageligvis bare ikke på den måde man kunne have håbet på de efterfølgende numre.
I første omgang forsætter “A Change Is Coming” de lovende takter, med en veludført tung Black Sabbath’sk bund, men så forstyrres indtrykket af vokalen. Den er, må jeg desværre sige, slet ikke min kop noget som helst. Nogle vil muligvis falde for den halvfalske punkede tilgang, men jeg bliver nærmest forskrækket når den sætter i. Bevares, man behøver bestemt ikke synge 100 % rent og “smukt” for at have en god eller fed vokal, men det her er simpelthen for skævt til mine ører. Beklager. Det bliver naturligvis en kæmpe hæmsko for det helhedsindtryk, The Permutation efterlader med Saviors & Villains. Det piner mig lidt, for der er bestemt momenter, også her på “A Change Is Coming”, hvor bandet har et solidt greb om stoner virkemidlerne, og trykker godt igennem – jeg bliver bare hele tiden revet ud af bandets univers, når jeg ikke kan rumme vokalen. De af og til oversatsede fraseringer og brølende udbrud stjæler min opmærksomhed, en skam, for når forsangeren bevarer selvkontrollen en smule og ikke bare giver den max gas, så svinger helheden periodevis ganske gedigent.
Jeg skriver “periodevis” fordi vokalen ikke er det eneste jeg har problemer med i løbet af det 7 numre lange album. Helt galt går det for mig under den over 7 minutter lange “Getting Stronger”, hvor vokalen kommer voldsomt skævt fra start og den finder aldrig et leje der lyder behageligt i mine ører. Hvad værre er, så er det som om nummeret falder fra hinanden for The Permutation. Omkring halvlandet minut inde i sangen skifter nummeret fra det roligt opbyggende til det mere febrilsk klingende, men overgangen virker, af mangel på bedre ord, helt forkert klippet sammen. En andenstemme blander sig i mikset, men det lyder kluntet og underligt påklistret – en del kunne nok være reddet i produktionen, men hvad tanken lige har været der, kan jeg ikke helt gennemskue. Ærgerligt, for de mere rolige 90’er rockede stykker i sangen fungerer udmærket, men filmen knækker desværre flere gange. Måske har de villet lidt for meget i denne sang?
Den efterfølgende “Saviors” betræder igen velkendte stener-stier, det er bestemt ikke helt tossede stier bandet betræder de første 30 sekunder, men så kommer endnu et halv bizart vokal-flip, hvor jeg hopper op af stolen med et sæt! Det synge-brølende toneleje var ellers lige tåleligt, men så jokkes klampen pludselig i bund og sangen ryger i grøften. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det kunne være et spørgsmål om at have drejet lidt anderledes på knapperne i studiet, men som det lyder her, så forstår jeg ganske enkelt ikke disse vokal-hiccup’s. I løbet af nummeret dukker der også nogle underlige “klik” op i baggrunden, en effekt, hvis pointe også let og elegant galoperer hen over skallen på mig, inden andenstemmen igen får blandet sig på knap så elegant vis. Sangen krydres med lidt psykedelisk orgel, diskret strøet ud i baggrunden, men med ordene “unikke lyd” fra pressemeddelelsen i frisk erindring, så tangerer det efterhånden lemfældig omgang med det danske sprog… ganske veludført, jovist, men unikt, det er det godt nok ikke.
“So the man said to himself, have you accepted Christ?” snakke synges der på “Khamûls Glam” efter en godt udført klassisk sumpe-stoner intro, the answer, my friend, is blowing in the wind, nej, det synges der ikke, men efter spørgsmålet er blevet gentaget med små, men væsentlige, variationer styres sangen igen mod den nærliggende grøft med et uskønt forsøg på et vokal-brøl. Hvor det tidligere bare var vildt abstraherende og forstyrrende, begynder det i løbet af Saviors & Villains at gå mig akut på nerverne, at blive råbt an på den måde. Det antager nærmest karakter af et The Doors’sk sammenbrud, med flimrende musik og skrål vævet sammen i en mindre musikalsk psykose – det hænger desværre bare ikke lige så godt sammen som hos de gamle døre. Khamûl er navnet på en af de ni ringånder fra Ringens Herre, om det har noget med dette nummer at gøre, er endnu et spørgsmål der hænger og dingler i vinden.
På pladens næstsidste sang, “Buffalo”, rammer The Permutation endelig noget der for undertegnede holder fra ende til anden. Her fungerer det hele lige pludselig, fordi gruppen holder sig til en simpel, tung og repeterende melodi, der kværner stilsikkert fremad uden svinkeærinder. Samtidig holder vokalen sig fra fornuftsstridige udflugter, og dens rå og upolerede klang virker passende, frem for at skærer i øregangene. Fedt nummer, keep it simple, guys!
Saviors & Villains lukkes med den næsten 11 minutter lange “Sun Dancing Herring”, der måske på spilletiden er en lidt for stor mundfuld for bandet selv, men samtidig rummer den en række spændende idéer og takter, som viser andre sider af bandet på falderebet. Fra indledningen, der minder mig om en omgang filtreret Carlos Santana, over nogle sekvenser hvor en kvindelig vokal flettes ind i spredte “omkvæd”, til afslutningen der flirter med liret classic rock guitar lir, en interessant afslutning. Forsangeren og jeg kommer stadig skævt ind på hinanden fra tid til anden, men generelt synes jeg om idéerne og udførelsen på denne lange afslutter.
De to sidste numre er dog ikke nok til at redde helhedsindtrykket for mig. Okay, meget står og falder med vokalen, og som sagt, så vil nogle sikkert finde den en del mere charmerende og virkningsfuld end mig, men den ER et voldsomt forstyrrende element på dette album. Og et der konstant river mig ud af albummets univers, så det kommer til at virke usammenhængende og bliver frustrerende at lægge ører til. Samtidig er det heller ikke alle numre, der hænger lige godt sammen fra start til slut, ærgerligt, for som de sidste to sange demonstrerer, så er det ikke fordi bandet ikke har evnerne. Det er måske mere et spørgsmål om, at de skal have lidt bedre vejledning og assistance.
Havde der været tale om en demo, så havde de problemer jeg har med Saviors & Villains været knap så udtalte og svære at sluge, men der er altså tale om et album, indspillet i et pladestudie – og derfor hæves kravene og forventningerne også tilsvarende i forhold til en mere uforpligtende demo. The Permutation lyder som om de vil det, og tror på det, men der skal files nogle kanter og knaster inden jeg kan give mere end to stjerner – men håbløst er det ikke, hvis de finder den rette sti for dem.
Anmeldt af Kodi
Du kan lytte til The Permutation HER, desuden er pladen ude på en lang række digitale platforme
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
