Københavnske The Orange Grove er et 6 mand stort orkester, der med egne ord er inspireret af den amerikanske/californiske vestkysts boheme og surferkultur, ligesom country/folk-rock og americana vibes gennemstrømmer albummet. Stare Into The Sun er en varm, vuggende, venlig men også lidt for lang, og måske i sidste ende, for høflig størrelse til helt at skinne igennem.
Albummet er produceret af Leif Bruun, der tidligere har drejet på knapperne for Cody og spiller pedal steel med Rasmus Walther, og mens jeg lyttede til Stare Into The Sun, kom jeg også til at tænke på, at det smagfuldt producerede og flot klingende album, på en eller anden måde også lyder som Rasmus Walther der spiller Cody. Altså som jeg kunne forestille mig det kunne lyde, hvis den poppede Walther kastede sig over en bredt defineret version af den alternative country. Catchy, imødekommende, venligt, varmt, rart og måske i sidste ende lidt for flinkt.
Det er naturligvis en smagssag, men for min skyld måtte det hele godt kradse en lille smule mere, være lidt ridser i lakken så pladen knirker og måske være en lille smule mere bid og aggressivitet i musikken – uden at det behøver blive “vildt”. Lyden, sangene og The Orange Grove lyder og fremstår som en meget afrundet og afbalanceret størrelse. Faktisk i en sådan grad, at der er lidt en følelse af stilstand, status quo og ikke meget mere end små krusninger på den indbydende overflade. Jeg mangler vel egentlig kort og godt noget mere drama og lidt mere fandenivoldskhed over 10 numre (inkl. bonustrack), hvoraf en del også af samme grund ender med at føles lige lovlig lange.
Når det er sagt, så er der udover et par fyld numre, som jeg godt kunne have undværet, og den lidt oppustede spilletid hist og her, også en masse fine toner at finde på Stare Into The Sun. Der lægges fra land med godt med fremdrift og attitude på den country huggende “Ladybird pt. I”, der stedvis lyder som noget Jack White kunne have fyret af – hvis man pillede vanviddet og skingerheden ud af ham. En rigtig fin åbner, der fanger ens opmærksomhed og gør nysgerrig, ærgerligt nok viser det sig, at det et af de numre med størst armbevægelser på albummet. Det bliver aldrig vildere end her, og så vildt er det heller ikke. Flere af den slags numre kunne ellers have losset lidt til albummet hist og her, når det hele bliver lidt for venligt – ikke mindst mod slut, hvor numrene “Milk and Honey” og “Desert Mind” kommer til at fungerer som en halvlang nedbremsning inden pladen ruller mod fuldt stop.
På sidstnævnte bliver det helt sagte og nærmest døsigt, og for første og eneste gang knirker musikken også. Bogstaveligt talt, for det lyder som om der står en gammel gyngestol og vipper i hjørnet, eller der er nogle gulvbrædder der giver lidt efter mens de sarte toner fylder lokalet. Det lyder bestemt flot og er meget stemningsfuldt på sin egen afdæmpede vis, men med over 5 minutters spilletid begynder jeg også at slumre lidt hen. Og man vækkes ikke ligefrem af det over 6 minutter lange bonusnummer der følger.
Så er der lidt mere fut og liv i den habile western-rockende “Ladybird pt. II” midt på pladen, her kan nummeret næsten bære spilletiden, selvom den nærmer sig de 6 minutter. Vi kommer fornuftigt ud over de åbne vidder og den støvede landevej de først minutter, inden nummeret ændrer tempo og karakter lidt over halvvejs. Efter en lille opbremsning og et afventende mellemspil, rundes nummeret af med godt med swung i instrumenterne. “Dreaming” tidligere på albummet er endnu en lang sag på godt 6 minutter, der holder sig i flyvehøjde på grund af den lette og luftige The Eagles 70’er rockende tone, der giver sangen opdrift. Til gengæld bliver den i løbet af de 6 minutter måske lige lovlig anonym og en kende intetsigende – men på sådan en uskadelig og uskyldig måde, så man tænker den sagtens kunne gøre sig på eksempelvis P4.
Radiopotentiale finder man også på “California Night”, hvor titlen nærmest afslører klang og stemning. Her er det især det svævende og effektive omkvæd, som kunne fortjene at blive luftet i æteren. Hvor “California Night” emmer af lun aftenstemning og alt der hører til, så er det mere efteråret der præger “Seattle Leaves”. Fælles for begge er, ud over at det lyder godt, at det også føles en kende ufarligt. Der er som sådan ikke en finger at sætte på melodier og den overordnede sangskrivning, og det lyder virkeligt nydeligt det hele – men det er også det der er med til at gøre det en kende anonymt, desværre.
Og sådan kunne jeg blive ved, “Blue Soul”, “There’s A Change”, det hele lyder meget lækkert og smører øregangene med traditionelle amerikanske vellyde – og jeg sidder og keder mig en smule, ærgerligt nok. Det må gerne rive lidt mere i øregangene og det må gerne knase mere mellem tænderne, når man sætter tænderne i The Orange Grove’s numre.
Det gør det ikke, så vi ender på 3 meget høflige stjerner der betyder “på det jævne” for den samlede pakke, der er for blød, pænt pakket ind og for lang tid om at folde sig ud.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg The Orange Grove på Facebook (hvor de stadig i skrivende stund hedder Cherrytown), eller deres hjemmeside HER
