Danske The Oceans har udsendt EP II, der viser en den mere mørke mol side af rock-duoen fremfor dur-sangene der prægede sidste års EP I. Udtrykket ligger ikke milevidt fra første udgivelse, ligesom kvaliteten af de 6 numre holder sig på samme, solide niveau.
Linus Valdemar og Dan Joe, som udgør The Oceans, befinder sig stadig i et univers, der kredser om den britiske rocklyd, som vi kender den fra sen-80erne og op igennem 90erne. Lidt firkantet sagt så er lyden en god blanding af elementer fra brit-poppen, lidt støj-rock/shoegaze og en smule af det mørke man kender fra The Cure og deres slut-80er periode. Velkendt og uden de store overraskelser, ja, men The Oceans har et godt greb om virkemidlerne fra forbillederne og en veludviklet sans for, at koge udtrykket ned til nogle iørefaldende og lyttevenlige melodier og sange.
Og når man kan skrue fængende numre som “Rewind Your Mind” og “Without Love You’re Nothing” sammen, så behøver man man måske umiddelbart heller ikke så meget andet. Førstnævnte har en guitarfigur og klang der virker så velkendt, at det er ved at drive mig til vandvid, at jeg ikke kan komme på hvilket nummer det præcis er det minder mig om?! Vi er ovre i det mere gazede og støj-poppede i lyden, det kunne lugte lidt af Slowdive, men så alligevel ikke. Måske er det bare fordi, at byggestene virker så velkendte, at jeg TROR det lyder som en anden sang? Catchy er det lidt over 5 minutter lange nummer i alle tilfælde.
“Without Love You’re Nothing” har jeg allerede kigget på i vores Repeat-serie, hvor jeg anmelder singler. Nummeret har også allerede fået en del airplay på P6, hvilket er fuldt fortjent. Jeg synes bedre og bedre om sangen, Det er de der ret simple melodilinje, der kører gennem verset, der fanger mig… Omkvædet kunne stadig godt være mere markant, men, jo oftere jeg hører sangen, jo mindre gør det egentlig. Sangen er i bund og grund så fængende hele vejen igennem, at den ikke behøver et omkvæd til, at give det sidste skub. Og nu sidder jeg sgu’ og nynner med på den lille øreorm igen…
Nynne med kommer jeg nok ikke helt til på “Breaking Down”, EPens fjerde nummer, der lige tager den lidt ned og viser et The Oceans der flyder mere ud. Samtidig med virker det mere “kunstigt”, i den forstand at det er noget synth og hvad der lyder som en form for trommemaskine, der får lov til, at farvelægge og drive sangen fremad. Vokalen og især guitaren træder her mere i baggrunden og giver det hele et drømmende skær, der er sin egen ret er ganske atmosfærisk og betagende, men ikke ligefrem medrivende på den måde som de ovennævnte numre – man godt for afvekslingen!
Det maskinelle trommebeat er sådan set tilstede hele pladen igennem, men, det varierer i hvor høj grad jeg bider mærke i det, eller i hvor høj grad det er med til, at tegne numrene. På åbneren, “High On You”, kører trommer og guitar parløb i et godt, stabilt tempo, hvilket giver The Oceans et helt andet drive end på “Breaking Down”. Det er her jeg synes, at der er noget The Cure’sk over netop dette drive, altså vel at mærke, når The Cure kommer ud af soveværelset og fosterstillingen og er i deres mere energiske hjørne. “I can’t cure what gyou feel, inside your heart”, lyder det endda et sted i nummeret, “cure”, “The Cure” og en tekst om en der kæmper med et eller andet inden i, det dufter da lidt af Robert Smith.
Det var i øvrigt ikke ment som nogen form for kritik, men blot så man har et pejlemærke for, hvad The Oceans musikalske hav også rummer. “High On You” er et glimrende nummer og er, helt fornuftigt, ude som anden single fra EPen.
Om der er en tredje single på denne 6 numre lange EP er ikke utænkeligt, skal man så vælge “Breaking Down” for, at vise en lidt anden side af duoen, eller den muligvis mere oplagte “Juvenile”, der handler om, at “gå i barndommen”. På den gode måde, den måde, hvor man ikke glemmer hvordan det er, at være barn. Musikalsk er nummeret mere i tråd med de to første singler, uden at være helt lige så stærk, men stadig bundsolid. Den afsluttende “Outro” bliver det næppe, hvis der skal en tredje single ud. Her viser The Oceans en mere eksperimenterende og i lange stræk instrumental side af deres lyd, Der er noget mindre stramt og mere spontant og “jammende” over nummeret, hvilket helt klart tilføjer deres ellers ellers ret kontrollerede udtryk noget vildskab, som man måske godt kunne opsøge og dyrke yderligere på fremtidige udgivelser.
For dem skal vi da helt klart have, skal vi ikke? The Oceans er ved, at have fat i noget der virkelig fungerer her. De er heller ikke helt uerfarne musikere, selvom duoen stadig tilhører vækstlaget, så man forventer jo også efterhånden, at de har fundet formen og formlen. Det synes jeg de har, selvom elementerne er lånt hist og her.
Vi lander på en stor 4er, jeg mangler stadig lige det allersidste og det sidste, helt personlige, touch til en topkarakter.
Af Ken Damgaard Thomsen
