Med meget lille erfaring i hovednavnets bagkatalog, men til gengæld store forventninger til opvarmningen, fik vi en stor, stor oplevelse på Radar fredag aften.
Double Space
Allerede inden 21 gik Sludge/Doom-bandet på og med feeds og optakt til noget destruktivt, var der lagt i ovnen til en koncertoplevelse af de mere potente. Det tør jeg godt sige, da jeg har set Double Space flere gange og de altid har leveret varen.
Måske netop derfor blev jeg lidt… Hmm. Måske ikke skuffet, men nok alligevel forundret over at bandet måske nok mestrer brutaliteten i glimt, det mere følsomme – men alligevel på denne aften ikke formåede at virke sådan rigtigt desperate: Den ironiske distance til hele musikken overskyggede lidt det ellers velspillende band.
For der spilles fedt. Centralt har vi (forsanger?) trommeslageren, flankeret af to guitarister. De har alle været nogle ture rundt om Solen og det viser sig i at de aller er ret tjekkede i alt, hvad der foregår – hvor trommerne står for dynamikken, mens det er ret sjældent at guitarerne bevæger sig særlig hurtigt – flere kompositioner synes at være i én akkord.
Som noget nyt for mig, der har set bandet i fortiden, er at de alle har vokalen i passager: Tidligere var det trommeslageren, der stod for dén del – nu er han tydeligvis lead, men overlader også sagerne til de to andre.
På et næsten-fyldt Radar leverer bandet nogle lange numre, der veksler mellem det rag’ede, det sludgede og nogle indslag af høj-tempo. Alt sammen med elementer af scream, growl og endda egal vokal over. Det fungerer, men svinger også lidt i intensitet og bliver ikke lige desperat, selv om vokalen skifter mellem medlemmerne – og dermed også dynamikken.
De spiller efter eget udsagn en ’god håndfuld numre’ og det er solidt, smadret intenst og ofte ret groovy – men som nævnt ikke så desperat som tidligere koncerter, jeg har oplevet med bandet.
The Ocean
Kl 21.50 træder hovednavnet på scenen og det annonceres, at de vil spille en lignende, lidt forlænget koncert til én, de har spillet tidligere i Schweiz.
Der åbnes med samme åbningsnummer som der gjorde på videoen, bandet blev promoveret med på Radars hjemmeside og jeg tænker, de følger omtrent samme setliste.
The Ocean er for mig et totalt ubeskrevet blad, men jeg kan både fra research og allerede i løbet af første nummer konstatere, at det er et band, der er ganske vel-navngivet: Udtrykket bølger nemlig mellem det rolige og det voldsomme, det smukke og det smadrede.
Med andre ord er aftenen en blanding af sfæriske tiltag og nogle solide, ofte rag’ede riffs – ofte efter breakdowns.
Forrest står bassisten med en meget tydelig bas-tone, flankeret af to guitarister (til tider med mere-end-seks-strenge på instrumenterne), en forsanger – og bag dem en synth-wizard og trommeslageren.
I effekt betyder det, at bassisten kan bevæge sig tonalt lidt højere og dermed gå bedre igennem lyden – mens Moogs sørger for en solid, potent bund.
Åbneren minder lidt om noget, Tool kunne have lavet og det indtryk får jeg flere gange: Det er et slægtskab imellem Tool og The Ocean, men jeg oplever at tyskerne er lidt mindre nørdede og måske lidt mindre sofistikerede. Hvilket betstemt ingen skade er til – for deres til tider rag’ede riffs med screamvokal over varieres fint med egal sang i de mere ’vandrette’ (pun intended?) passager.
Vi får også godt, gammeldags showmanship, da guitaristerne lige skal et hop op på monitorsene og piske publikum i gang, mens bassisten i midte hugger ottendedele med sit halv-lange hår.
De VIL noget, de her drenge.
Med synthen kan der også laves arpeggios og andre synths-systemer og uden at der går helt Muse i den, er det endnu et trick i ærmet, der skaber variation. Men tricket for disse post-metal drenge er helt klart at støje – og sætte de støjende / screamende passager i kontrast med det stille.
Det bliver i øvrigt særdeles tydeligt i et instrumentalt nummer, falder nogenlunde midtvejs i settet – det retfærdiggør i hvert fald ’post’-fornavnet til genren og understreger at variationerne ligger i melodiføringer, riffs og dynamik.
Som settet udvikler sig, får vi også et skifte; trommeslageren griber mikrofonen og synger en egalt tremført sang, mens forsangeren uden at kny hersker bag trommerne.
Det er i øvrigt kun lige godt halvvejs i settet og hele bandet er gået af scenen i den forbindelse. Så den sidste halvdel bliver ét langt encore. Anderledes, men egentlig rigtig fint.
Da de så bytter igen under næste nummer, virker det næsten til at trommeslageren har fået ny energi – de får i hvert fald omtrent samme omgang som C.V. Jørgensen gjorde i Bjerringbro…
I en magtdemonstration udfolder de sidste numre sig især med stop-and-go, og den kontrast der opbygges ved at lukke HELT ned i et splitsekund i et ellers støjende inferno.
The Ocean er FEDE.
Det er så overlegent lavet det hele og der er i den grad styr på lyden på Radar.
Jeg går på et tidspunkt på toilet og misser angiveligt i den forbindelse et forsøg på stage diving.
Det er dog lidt atypisk for et publikum, der godt nok er med, men de dominerende fuldskæg i rummet synes at forholde sig lidt mere storisk til sagerne og kaste horn mellem numrene.
Det er dog på ingen måde et udtryk for at der ikke var gang i den, og at vi ikke fik en stor koncertoplevelse! – Jeg tænker, det bliver meget, meget svært for andre bands at nå op på det niveau, The Ocean fremfører her – barren er sat højt, så må vi se, hvem der kan udfordre!
Jeg havde ret beset en lang dag på arbejde inden koncerten, men det til trods føltes The Oceans koncert ikke lang – snarere veldisponeret, tilpas udfordrende og med de rette pustepauser her og der.
Jeg vil bestemt holde øje med bandet, hvis de skulle kigge forbi Danmark igen!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
