Én rockplade, to rocksnobbede anmeldere. The New Weavers skjuler ikke, at de skriver og spiller rock og rul fan fiktion. De siger det direkte i titlen. Slipper de godt fra den frække finte?
Hvor mange anmeldere skal, der til at anmelde en rockplade? Vi (TH og Ken) kom sgu’ til, at anmelde den samme plade. Hvad gør man så? Skriver skidtet sammen, så man kan se, hvor forbløffende enige vi var om, at man sagtens kan skrive god rock fan fiktion!
TH: 0 ting er nyskabende på The New Weavers’ Rock’n’Roll Fan Fiction. Og det er forbandet godt!
Ken: Hold nu KÆFT det ruller, det her møg! Det starter i højre højtaler, så får vi den venstre med i takt med, at musikken tager fat og bandet falder i. Og derfra ser The New Weavers sig nærmest ikke tilbage i lige knap 40 minutter.
TH: Der er tale om et band, der for kender lynhurtigt vil give associationer af The Rolling Stones: Det er ret enkel blues-rock med vægt på det sidste led. Og som Stones, så EMMER det af spilleglæde, flabethed og dén der fornemmelse af på én gang at ville noget med lytteren og være tilbagelænet ligeglad.
Hvad vil The New Weavers så? Ja, de vil ifølge pressematerialet have det sjovt med at spille musik. Det lykkes de med – Så det kan høres! De har det super sjovt med at spille, men hvor det hos andre bands kan skabe en lidt for indforstået boble af indforståetheder, så er det her noget, man virkelig kan høre.
Ken: Selvom det med et venligt udtryk er meget tilbageskuende det den forvoksede duo foretager sig. I princippet er The New Weavers vist en duo, men både live og på albummet her præsenterer de sig i fuldt bandformat. Og BAND er også et af de ord, som falder mig ind, når jeg groover ud til disse 11 numre
TH: Det er nærmest anti-fisefornemt, teksterne er til tider decideret horrible. Men de bliver leveret så overbevisende at man med stor lethed og appetit æder ’blomster’ som
Yeah it’s OK
Just like back in the USA
and I’m only a phonecall away
i How are you doin’, Maggie?
Det er skidt, men leveret godt og plusserne er store nok til at man som lytter snarere smiler end græmmes. Og hov! Foden vipper, hofterne svingede da vist lidt, da jeg hentede kaffen under lytningen??! Effektiv plade!
Ken: Jeg har allerede rejst mig fra sofaen, klappet, hujet, rocket og rullet i begejstring over gruppen (nu kalder vi dem bare det) tre første singler. Dem vil jeg ikke skrive i stykker med gentagelser. “Don’t Make A Scene”. dingler stadig på smittende slingrekurs, her som herlig og velvalgt åbner. “Santanas Lick Stick” følger op og spreder svedige Woodstock vibes. Mens det er svært, at styre drifterne og ikke bare skråle med på herligt sumpede “How Are You Doin’, Maggie?”.
TH: Rock i 4/4 er godt gennemprøvet og selv om få eller ingen måske råbte på endnu et bud ind i genren, så skal de gøre sig selv den tjeneste at give denne plade et lyt.
Der er vitterligt ikke et dårligt nummer på, og netop som man tror, man har luret hvad det hele går ud på, så lukker pladen med en Pink Floydsk sag, “Wasted Women”, som så inden vi svinger os op til det store, patetiske udtræk, slutter med en nærmest The Offspringsk spoken-word slutning, der takker for at man lyttede, erklærer pladen for slut og… selvfølgelig er malplaceret, men charmerende og dermed ganske OK.
Ken: Gæt hvad og hvem et nummer som “Fogerty” sender tankerne i retning af? Så bliver der drukket af sydstatssumpen igen. John Fogerty stammer forresten fra Californien og ikke sydstaterne, som man måske skulle tro. Så han skrev også musikalsk fan fiction…
TH: Det sker ofte når jeg som lytter af plader i anmelderøjemed pludselig står og venter på bussen et sted, går til kopimaskinen på arbejde eller på anden måde får en pause, at jeg kommer i tanke om et hook, en tekstbid eller andet fra dét, jeg lytter på for tiden. Men The New Weavers er lykkedes med at plante adskillige af disse hooks i mit sind, så det ikke blot er ét højdepunkt men mange, jeg vender tilbage til. Det er smitsomt, det skidt!
Måske er det i virkeligheden bare en popplade? – I så fald er det en popplade fra 50erne eller 60erne, nogen har lukket løs i 2022.
Ken: Rock ‘n’ Roll Fan Fiction rammer mange af den klassiske rocks klicheer. Der bydes sådan set ikke på noget nyt, på nogen punkter. Det gøres dog med stil og dygtighed. Og måske vigtigst af alt, så lyder det oprigtigt. Jeg nægter, at du kan lyde sådan her, hvis der ligger andre motiver bag.
TH: Simple guitarer, bas, trommer og sang/kor er åbenbart alt hvad der skal til.
Jeg har lyttet til denne plade mens Danmark var ramt af sommer. Der har den passet rigtig godt og det er næsten ærgerligt, den ikke kom i forsommeren og på den måde kunne have været med på stranden.
Nu må vi nyde den over vinteren – men da der er i den grad er tale om et tidsløst udtryk, kan den hentes frem når som helst og hvor som helst, sprede smil og skabe stemning.
Ken: Det ER bare rock og rul, men for pokker det er svært ikke, at holde af når det lyder og føles som The New Weavers. Det føles i live, og bør høres live (igen!), men holder også overraskende godt på denne uimodståelige studieindspilning.
TH: Er den så egentlig bedre end en Stones-plade? Måske. Måske ikke. Men der er kvaliteter en masse på Rock’n’Roll Fan Fiction – og som titlen indikerer, så er det netop en plade, der står på skuderne af andet. Det kan de godt være bekendt og alene det, at man må forvente at kunne se drengene her live i en klub-setting, sætter dem foran på point!
Jeg vil i hvert fald gerne møde op og dele glæden ved at spille ukompliceret musik!
Anmeldt af:
T-H Krag og Ken Damgaard Thomsen
