Den tidligere Shout Wellington Airforce-sanger og guitarist Bastian Kallesøe udgav i 2011 sit første album som The New Spring. I 2012 udkom andet album, og i september i år udkom tredje skive fra Kallesøe, Late Bloomer, som fremstår på én gang både minimalistisk og fyldig.
Late Bloomer er indspillet på blot to dage, hvor Kallesøe indspillede vokal og guitar den første dag, og klaver den anden. Jens Ramon (Figurines) sad bag knapperne og produktionen er fuldt bevidst spartansk, hvilket også giver den et friskt og autentisk præg. Ti numre er der fundet plads til på albummet, hvor Kallesøes vokal og guitarspil står centralt i lyden, og suppleres af klaveret og en tuba, der ofte titter frem og giver et skævt og humørfyldt twist. Tubaen kigger allerede ind på første nummer, ‘The Hours of the Day’, der kunne lyde som en knap så verdenstræt Conor Oberst, og giver sit livlige besyv med. Det er dog Kallesøes vokal og guitar- og klaverspil, der bærer sangen i mål. Glimrende udlæg.
‘A Short Speech About Magic’, som følger efter, centrerer sig om fint akustisk guitarspil, mens ‘Your Birthday’ også giver klaverspillet en hovedrolle, hvilket løfter sangen. Fælles for begge numre er at de lige kræver nogle lyt for at åbne sig, men når man så dedikerer lidt tid og opmærksomhed, så bliver man også fanget – blandt andet fordi Bastian Kallesøe skriver gode og vedkommende tekster – et eksempel fra ‘Your Birthday’: “Walked down the block on my bare feet//I felt the pavement swollen with heat//And something is ready to blow//It’s early but already we know//When the old world dies, it dies in silence“.
Fraværet af tubaen opdager man når den dukker op igen i fjerde nummer. Med lyttene er jeg blevet lidt småforelsket i tubalyden, og man bliver helt glad, når den sniger sing ind på ‘Late Bloomer’, hvor den diskret popper op hist og her. Her får vi igen et eksempel på Kallesøes evner som sangskriver, hvor den subtile udvikling i sangen, som gentager samme figur flere gange undervejs, men i afslutningen dæmpet ændrer sig, og en tekst, der absolut er værd at læse og følge undervejs, gør det til et af albummets bedste numre.
Tubaen blæser dæmpet ‘Crown of Winter’ i gang, og sammen med ‘Bees’ udgør den et mellemstykke på albummet, som ikke gør det helt store musikalske væsen af sig. Det er to fine sange, men ender blandt de mindre bemærkelsesværdige på albummet. Det er ikke fordi ‘The Ressurection of the Queen of Darkness, 2001’, som følger efter, er så dramatisk som det kunne lyde ud fra titlen, i hvert fald ikke musikalsk, hvor det i lang tid blot er Kallesøes guitar og vokal, vi hører, men igen kommer tubaen ind, sammen med klaveret, netop som teksten også når sit klimaks, og giver en skæv kontrast til “I ran for the exit with a fire burning in my head//I ran for the exit with sparks flying from my head“. Det er egentlig en rimelig vild og syret tekst, og alene The New Spring’s evner på den front gør albummet til en spændende oplevelse.
Kallesøes fingerspil på guitaren indleder ‘Every Time We Say Goodbye’, som også er fint skruet sammen, men til gengæld blegner lidt i forhold til de to omkringliggende sange – den følges nemlig af ‘Song for Ana Mendieta’, der er det nærmeste albummet kommer på et nummer, der hurtigt kommer lytteren i møde. Det er egentlig ikke fordi virkemidlerne er så meget anderledes, men her rammer guitarspillet noget rytmisk medrivende, og vokalens porøse klang går lige i hjertet. Igen er der også godbidder at finde tekstmæssigt; “You’re like a prayer for rain that is answered with a promise of flood// You’re like a longing for peace that is answered with a promise of blood//When the time is right, when the planets align// I will carry your remains and bury them out in the yard“. Noget af det, der gør teksterne interessante er også at de er åbne for fortolkninger, så man kan danne sig sine egne mentale billeder undervejs – det gør jeg i hvert fald, og nyder Kallesøes gode tag på det engelske sprog. Og der er mange gode sætninger at vælge i mellem.
Efter nogle sanges fravær titter tubaen frem igen på ‘The Japanese Bridge’, hvor lifligt klaverspil også giver en anderledes livlig lyd som afrunding på affæren. Atter engang er teksten også et studie værd, så sørg for at lytte godt efter, hvis du investerer i albummet. Det kan nemlig godt anbefales. Late Bloomer er i mine ører stærkest når tuba og klaver får lov at spille store biroller i forhold til Kallesøes guitarspil og vokal, mens de mest nedbarberede numre bestemt også er af høj kvalitet, kommer jeg til at savne lidt mere dynamik i dem. På ‘Song for Ana Mendieta’ viser Kallesøe at det ikke kun handler om instrumenteringen, men også om kompositionen, for her er der netop skåret ind til benet – og samtidig er det et af albummets højdepunkter. Der er heldigvis flere på Late Bloomer, som er en rigtig lytteplade til de kolde og mørke måneder.
Jeg vipper mellem 4 og 5 stjerner, hvor den manglende dynamik i nogle af kompositionerne trækker ned, men den gennemgående kvalitet og højdepunkter som ‘The Hours of the Day’, titelnummeret, ‘The Resurrection of the Queen of Darkness, 2001’ og ‘Song for Ana Mendieta’ trækker kraftigt opad. Vi lander på 4 meget store stjerner.
Du kan finde The New Spring her på facebook.
Af Jonas Strandholdt Bach
