The New Pornographers, Voxhall, 1/6 – 2015 ★★★★☆☆

Canadiske The New Pornographers leverede en professionel mandagskoncert på Voxhall, hvor det stærke sangmateriale og en tight levering kompenserede for en ikke voldsomt udadvendt performance.

Der var næppe meget mere end kvart fyldt på Voxhall, da canadiske The New Pornographers, i aftenens udgave uden Neko Case og Dan Bejar i line-uppet, trådte på scenen kort efter kl. 20. Sekstetten, med forsanger og guitarist Carl Newman og keyboardist og sangerinde Kathryn Calder som omdrejningspunkter forrest på scenen (hvor de var flankeret af en noget træt udseende keyboard/synth-spiller), lagde bandet fra land uden de store falbelader. En konstatering af “We’re here”, fra Newman var hvad det blev til af hilsen, inden bandet satte gang i deres guitartunge power-indie-pop, der krydres, live som album, med massevis af vokalharmonier og afmålte keys og synths.

Den direkte stil blev ført igennem på den første håndfuld numre, hvoraf blandt andet ‘My Slow Descent Into Alcoholism’, (som blev afløst af en massiv version af ‘Use It’ fra 2005-albummet Twin Cinema), og især det fremragende power-pop nummer ‘Dancehall Domine’ fra nyeste album, Brill Bruisers, modtog store bifald fra publikum. Da sidstnævnte blev afløst af den lige så glimrende ‘Your Hands (Together)’ begyndte koncerten for alvor at rykke i fødderne på de tilstedeværende og der blev steppet og nynnet med rundt omkring. Begge numre har akut fængende kvaliteter, som også slog igennem live.

Herefter fulgte et par numre, hvor det var som om vokalerne kæmpede lidt med at trænge igennem guitarmuren, og til aftenens koncert kunne man ind i mellem godt savne det lidt mere afbalancerede lydbillede fra bandets studieproduktioner – de elektriske guitarer blev ind mellem lidt for dominerende, og vokalerne havde svært ved at trænge helt igennem. Det blev der dog rettet op på på den synth-prægede ‘You Tell Me Where’, hvor Newman og Calder skiftedes til at synge versene, inden de i fællesskab sang “You tell me where to be//I’ll be there” – er der noget, The New Pornographers for alvor har evner udi, så er det at skrive fængende, energiske sange, og det var ikke mange gange i aftenens sæt, at publikum fik lejlighed til at koble lidt af.

‘Testament to Youth In Verse’ fulgte op i en ligeledes skarp udgave, hvor “The bells ring// Nononononono”-stykket for alvor blev løftet da Calders vokal stødte til Newmans. Herefter fandt Newman en akustisk guitar frem, og tempoet blev taget ned med ‘Adventures in Solitude’ fra 2007-albummet Challengers, hvor man for første (og stort set eneste) gang kunne høre noget småsnak blandt det ellers relativt entusiastiske publikum. Herefter fulgte en knap så tempofyldt afdeling af koncerten, og det fungerede også ganske fint for bandet, selv om man ind i mellem godt kunne ønske sig en smule mere kommunikation end de knapt hørbare “thank you” fra Newman ind i mellem.

På ‘Sweet Talk’ fandt Newman den elektriske guitar frem igen, og her fik den lov at blive. Blandt andet blev der leveret en stærk udgave af den karakterfulde ‘Backstairs’ fra nyeste album, der med sit tungere groove og dystre synths rammer en lidt anden tone end de mere tempofyldte power-pop baskere. Den var blandt koncertens højdepunkter i mine ører, og her vandt live-versionen over albumudgaven.

Herefter takkede Newman publikum, halvvejs med siden til, for at være kommet, inden bandet kastede sig ud i en tempofyldt udgave af ‘Mass Romantic’, og dermed vendte tilbage til det power-poppede udtryk. Den blev leveret med god tyngde og præcision i samspillet, og tour-trommeslager Joseph Seiders, som i øvrigt leverede ganske glimrende bag tønderne, fik lov at buldre til sidst. Her var jeg så lige et øjeblik i tvivl om bandet nu ville vende tilbage, men det gjorde de heldigvis, og endda med en Carl Newman, der løsnede lidt op, da en publikummer spurgte til et billede af en hund på hans guitar-rem. Det var, forklarede han, hans nyligt afdøde hund, som nu levede videre i hans guitar-rem. “Respect my beliefs, man!”, tilføjede han med et smil, inden bandet gik i gang med den fine ‘Challengers’ inden bandet lukkede og slukkede (“Our real last song”, som Newman sagde) med en sidste power-pop basker, der skabte danse-fest blandt 6-7 mand på forreste række.

The New Pornographers har et stærkt materiale, og selv om bandet måske denne aften så ud som om de var en smule mandags- og tour-trætte, så blev aftenens sæt alligevel leveret tight og velspillet. En lidt rutinepræget præstation, men med materialets og leveringens kvalitet i mente, til 4 sikre stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach