På det nye fuldlængde album fra The Natural Disasters loves der “mørk, tung, pulserende og guitardreven goth rock”. Man må sige at indholdet på godt og lidt ondt lever fuldt ud op til den betegnelse.
The Natural Disasters, der i bund og grund er et soloprojekt fra Alioscha Brito-Egaña, som selv har indspillet alle instrumenter, mens han på vokalfronten får hjælp af Anna Sharifi (UON), Trine Trash (Fastpoholmen, ex BeurreNoir!) og Tomas Karlsbjerg (ex Sloppy Wrenchbody). Er man bekendt med de tidligere The Natural Disasters udgivelser er lyden og stilen velkendt: dunkel, dampende og ildevarslende goth rock, der lyder som soundtracket til grå storby beton, regnfulde gader og mørke, industrielle natklubber. Du behøver nok ikke være vampyr for, at være med men, det hjælper!
Helt grundlæggende er bundniveauet ret overbevisende og højt her. Der er ingen decideret svage sange blandt albummets 8 numre, fordelt på 43 minutters spilletid. Problemet, og vi er altså lidt ude i noget helt overordnet, er mere et spørgsmål om pladens pacing og flow. Det er som om den starter ud som lyn og torden og derefter tempomæssigt strander lidt i midterdelen inden vi synker helt ned i den stemningsmæssige kulkælder mod slut. De to første numre, “Where’s The Thunder” og singlen “The Wrong Way” er et forrygende udlæg. Tempofyldt, energisk og bister goth rock, hvis iørefaldende melodier sætter tænder i dig og straks hiver dig med ind i det dystre og kolde univers.
Jeg forstår, og sætter pris på, at den stil ikke kan holdes pladen igennem, det ville nok også blive en kende ensformigt og småkedeligt, variation er som regel godt. Det er den sådan set i princippet også her, de tre efterfølgende numre, “Moutain of Dispair”; “WLYN” og Lay Down”, er bestemt ikke dårlige, faktisk er en anden single, “WLYN” ret glimrende isoleret set, om end måske en smule lang i spyttet. Og det er måske det der bliver det grundlæggende “problem” her. The Natural Disasters slipper gashåndtaget og arbejder i endnu højere grad med ulmende, faretruende, hvis ikke kulsort stemning og knugende atmosfære men, det suger også noget fremdrift ud af pladen. Noget den kun i glimt vinder tilbage i den over 6 ½ minut lange “Without Shelter”, der følger efter, inden der igen skrues op for dommedagsstemningen på den langsomt udviklende, men meget vellykkede og stemningsmættede “The Storm Is Kind”. OK, du kan næsten tage den efterfølgende afslutter, “After The Storm”, med i det regnestykke, det er stilheden efter stormen outroen på albummet.
Det lyder flot, ingen tvivl om det men, efter det effektive one-two punch der åbner pladen, er det alligevel som om nedstigningen i mørket, hvilket der jo kan være (og sikkert er) en helt bevidst pointe i, bliver lige lidt for langtrukken, hvilket i sidste ende betyder, at man kommer lidt drænet ud på den anden side når “After The Storm” runder pladen af. Det er måske også meningen men, det mere tempofyldte udlæg skulle måske så helt have være undladt? Det havde omvendt frarøvet pladen noget af den kontrast, som den helt sikkert også har kørende for mig? Kunne man have trimmet et af midternumrene og på den måde kortet pladen lidt ned?
Summa summarum bliver for mig, at pladen føles en kende for lang og tung (på den forkerte måde) at komme igennem, når man hører den ud i en køre. Isoleret set er det stedvis direkte fremragende og værd bare at lade sig nedsænke i og give sig hen til. Pladen lyder lige som den slags skal men kommer i længden måske til at føles lidt for stram og stringent fordi samme mand står for stort set hele instrumenteringen. Og så skal vokalerne, ikke mindst kvinderne, der får skabt noget virkningsfuld lys/mørke dynamik, have en stor ros.
Jeg ender på 4 af de bundsolide stjerner til Tormenta, der måske nok er lidt tung at danse med som helhed men virkelig lyner og rammer plet i mange passager.
Af Ken Damgaard Thomsen
